Selvom det blot er halvandet år siden, at BoVendia slog dørene op som Hjørring Kommunes nye, store almene boligorganisation – efter en fusion mellem Boligforeningen AB, Hirtshals Boligforening, Sindal Boligselskab, Bygge & Boligforeningen af 1938, Hjørring Boligselskab, Boligselskabet Vesterlund samt administrationsselskabet Bolig Hjørring – kan organisationen i 2018 fejre et 100 års jubilæum.
Arbejdernes Boligforening, (senere Boligforeningen AB), opførte i 1918 bygningen på Tørholmsvej 26 – 30, 9800 Hjørring. – Og BoVendia har dermed rødder, som går 100 år tilbage. Huset skal fejres. Alle beboere og ansatte er derfor inviteret til åbent hus; fredag d. 21. september kl. 14.00 – 17.00 på plænen bag Tørholmsvej 26 – 30.
Det bliver en eftermiddag fyldt med hygge, underholdning, konkurrencer og lidt godt til ganen. Det bliver en fejring af og for beboerne i BoVendia!
De almene boliger har en lang historie i Hjørring Kommune og har igennem tiden været med til at sætte et betydningsfuldt fingeraftryk på udviklingen af både Hjørring, Hirtshals og Sindal – men i høj grad også i de mindre områdebyer i kommunen. Det er der grund til at fejre, udtaler Mariann S. Kristensen, Formand for BoVendia.
De almene boliger udgør i dag ca. 11 % af boligmassen i Hjørring Kommune og spiller dermed en helt central rolle. – BoVendia har igennem årene haft et godt og konstruktivt samarbejde med kommunen, og vi arbejder målrettet på fortsat at bidrage til den positive udvikling af hele Hjørring Kommune, fortæller direktør Johnny Jensen.
Baggrund
BoVendia har i dag ca. 3.300 boliger i bl.a. Hjørring, Hirtshals, Sindal, Tårs og Lønstrup. Boligorganisationen er beliggende i Østergade i Hjørring og beskæftiger ca. 60 medarbejdere fordelt i administrationen og ude i boligafdelingerne. Med udgangspunkt i værdierne; fornyelse, troværdig, respekt og fællesskab er BoVendias vision at være en konkurrencedygtig og effektiv boligorganisation – førende i kvalitet og beboerservice samt at bidrage aktivt til en positiv udvikling i Hjørring Kommune.