Som et andet kongeligt bryllup fra eventyrene fejrer METROPOL ShoppingCenter i Hjørring sin første runde fødselsdag over 10 dage med et alsidigt og hæsblæsende program.
I forbindelse med centrets 10 års fødselsdag har Andreas Ydesen nemlig sat en helt speciel køreoplevelse på højkant, når Johnni Gade svinger auktionshammeren på Centertorvet lørdag den 3. marts kl. 13. En lang række af centrets butikker har doneret flotte præmier til auktionen, og overskuddet går til Hospitalsklovnene.
Fodvarmere og børnesang
På selve fødselsdagen torsdag den 1. marts spiller Sigfreds Fodvarmere på torvet ud mod Østergade, mens børnehavebørn fra Hjørring efterfølgende synger på Centertorvet. Og så løber programmet ellers af stablen time for time. Bogstaveligt talt. Fra morgen til aften. Centrets maskot Metropolle vil selvfølgelig være i sit es og har ekstra travlt hele ugen, blandt andet har han sit eget show søndag den 4. marts klokken 11.
Torsdag den 8. marts åbner METROPOL ShoppingCenters ny spisested Det Grønne Køkken og Thai Take Away, men allerede onsdag den 7. marts bliver blusset tændt, og der serveres gratis mad til alle fra klokken 12-14.
Lørdag den 10. marts slutter markeringen af centrets 10 års fødselsdag. Her er kagekunstneren Andrea Søllested en af hovedpersonerne. Hun vil pynte sine METROPOL-kager, og der er selvfølgelig smagsprøver.
Konkurrencer
Ingen fødselsdag uden gaver, men denne gang er det ikke fødselaren, der får gaver. Det gør gæsterne. I løbet af fødselsdagsugen afvikler METROPOL ShoppingCenter en række konkurrencer med et overflødighedshorn af flotte præmier.
Et gavekort til Feriepartner til en værdi af 10.000 kroner.
Et gavekort til SunCharter på 10.000 kroner.
Et gavekort til Skallerup Seaside Resort på 7.000 kroner. For blot at nævne nogle få.
Centrets historie
Det er ikke mange 10-årige forundt at holde så festlig en fødselsdag, men METROPOL ShoppingCenter er også noget helt særligt. To gange er centret således blevet kåret til Danmarks bedste, og med flere end tre millioner besøgende om året fylder centret ikke kun i hjørringensernes bevidsthed. METROPOL ShoppingCenter er kendt i hele Skandinavien.
Metropol i 2008 fotograferet af Hans Hunderup.
Da centret åbnede den 4. marts 2008, skete det selvfølgelig med pomp og pragt. En kæmpe grund, der tidligere havde huset så kendte virksomheder som Møller Lee Tømmerhandel og kiksfabrikken Oxford, var blevet omdannet til et moderne indkøbscenter med alle butikker udlejet. Ingen kunne vide, at verdensøkonomien bare nogle få måneder senere blev knockoutet, og en global finanskrise ramte som en tsunami.
METROPOL ShoppingCenter gik nogle vanskelige år i møde, og butikker kom og gik. Da Hennes & Mauritz åbnede i centret i 2010, blev en negativ spiral vendt til en positiv udvikling, og siden har hverken ejerne, Wagner Ejendomme, eller Aberdeen Asset Management, der står for udlejning og drift af centret, set sig tilbage.
For den daglige drift står et fasttømret hold med blandt andre en aktiv centerforening, bestående af butikschefer fra centrets forretninger.