Tidligere artikler:
Sonni og kampen mod junglen – Pre Race
Sonni og kampen mod junglen – Stage 1
Sonni og kampen mod junglen – Stage 2
Sonni og kampen mod junglen – Stage 3
Skrevet af Sonni Vinther Espersen
Stage 4:
Jeg fik inden 4.etape ordnet mine fødder for første gang. De var lidt medtaget efter den lange tur gennem mudderet. Det mest underholdene ved disse behandlinger, var det musik medic-holdet havde til at køre fra deres telefoner mens man lå og ladede op… Der var lige fra Top Gun-soundtrack til Eye Of The Tiger, så det kunne ikke passe bedre.
Wes kunne under briefingen inden start berolige os med, at der var 0% chance for regn. Det kunne måske lette lidt af frygten for det, der efter sigende skulle være den mest besværlige etape af dem alle. Starten gik lige igennem vores badeflod ved campen. Så var dagsordenen ligesom lagt. Herefter begyndte det at regne. Jeg havde uofficielt aftalt med Brooke at tage det stille og roligt, og vi lagde ud som bagtrop. Der gik dog ikke lang tid før jeg blev revet med af de helt fantastiske adventure films lignende jungletrail, og satte tempoet op. Lufttemperaturen var indbydende her tidligt om morgenen, og dét at det blev lysere og lysere gav et frisk startskub i ryggen.
Efter 5 kilometers penge kom første større flodpassage, der noget alternativt foregik på maven i en gummiring, hvor vi skulle trække os over med håndkraft. Jeg følte mig overraskende frisk, og begyndte så småt at jagte dem, jeg havde en ide om ville ligge foran mig. Efter de første tre dage kan man så småt se mønstret og nogenlunde regne ud, hvem der ligger lige foran og bag. Det Finsk/Irske kærestepar, der altid løb sammen, var de første jeg nåede. I en ret komisk stilling. En stor tyk falden stamme dannede en glat bro over en sumpet bæk, der ikke var til at se bunden i for græsværk. William var ved at mave sig over den glatte stamme, for at undgå uheldige styrt, mens hans kæreste tålmodigt stod på den anden side med hænderne i siden og kom med gode råd, uden at han kom nogen vegne. Endelig gled han sidelands af stammen og ned i det tætte buskads med et plask, og jeg gik rask over med mine løbestave ud fra kroppen til at holde balancen. Jeg stak dem en frisk kommentar omkring stavene, som de tidligere havde mobbet mig med, og pilede videre op i skoven. Det Engelske robuste trekløver Darren, Darren og Aron, der nu var blevet en duo, efter Aron var begyndt at få problemer, var de næste, jeg som forudset hentede. Og herefter forestillede jeg mig et stort hul op til de næste på etapen. Kun bokseren Fabio lå efter mig i den samlede stilling, og var foran mig på etapen, men han synes at blive stærkere og stærkere under løbet.
Jeg tilbagelagde også på denne etape rigtig mange kilometer alene. Mit eneste selskab og samtidig største fjender var myrerne. Kæmpestore myrer, der kunne sætte sig fast, så de skulle gnides af huden. Og de bed til det blødte! Når folk spørger hvilke farlige dyr jeg mødte i Amazonas, svarer jeg altid myrerne. For satan, hvor var de belastende! Strejfede du blot et blad i det splitsekund du løb forbi, så havde du 30 af de bæster siddende i nakken til du febrilsk og paranoidt flipper helt ud som et kvindemenneske, der har set en edderkop. Værst var det, når man skulle over en fældet stamme, der spærrede vejen, hvor de vrimlede rundt på træet, at jeg måtte bruge pinlige minutter på at få dem pisket væk med kviste, for at kunne kravle over forhindringen. De helt store bæster som jaguarer eller krokodiller, rendte jeg heldigvis ikke på. Det tætteste var under et træningsløb i Costa Rica, hvor jeg efter at have krydset og badet i en flod, opdager en doven krokodille ligge på flodbanken, efter jeg kom op på den anden side.
Buskadset havde det ind imellem med at gå helt amok, når man løb forbi, men jeg så ikke nogen levende væsner, og mit umiddelbare gæt var at det var forskrækkede aber, som nok var de mest udbredte indbyggere i Amazonas.
Som moralen så småt begyndte at dale og undren over hvornår fanden det næste checkpoint dukkede op, så stod den Danske fotograf Martin lige pludselig her midt ude i junglen og hilste. Jeg fik et par ulovlige vingummier og blev samtidig informeret om at blot 4 minutter længere fremme var Fabio og Danske Patrick! Og et forløsende checkpoint, der kunne fylde mine tørlagte flasker og hydrationsblære på ryggen, lå ikke længere væk end 8 minutter! Det er imponerende så meget boost så få informationer kan give en.
Det gik stejlt ned af en skrænt herefter. Til sidst var det mere klatren på nogle rødder, der skød ud af den næsten lodrette skråning. En lokal mand stod og hakkede noget der skulle ligne en sti ud i jord og fældede træer, mens samarit folkene råbte nede fra floden der lå som en dyb navle mellem de stejle stigninger. Flodbanken bestod af store sten, og her var der altså dømt checkpoint. Jeg spekulerede på hvordan i alverden de var kommet herud? Langs vandet?? Solen bankede lige ned i den vindstille flække i naturen og fluer eller myg sværmede i en tæt sky rundt om de stakkels medarbejdere. En lokal mand var mere end emsig efter at tage mine tomme flasker og få dem fyldt, som om disse events var den årlige begivenhed for de folk, der levede i området.
Med depoterne fyldt til kanten gik det fluks gennem den føromtalte flod og jagten var gået ind på Fabio, som jeg gik ud fra var den næste mulige at hente. Stien var mere tropisk og jungleagtig end nogensinde før. Jeg kunne flere gange høre vandfald i nærheden. Pludselig blev der skruet mere og mere op for den brusende lyd, og så kiggede et imponerende og brusende vandfald pludselig frem midt i junglen over mig! Stien fortsatte ned i vandet og jeg hoppede fra sten til sten. Som der stod på Majos underarm: Stop op og nyd, hvad du er gang i.. Trods træthed og ømhed i alle kroppens lemmer, så følte jeg mig virkelig lykkelig over at løbe i så vilde omgivelser, som jeg gjorde. Billeder og ord kan ikke gengive eller erstatte den virkelige fornemmelse.
Det næste vandfald vi skulle krydse, var knapt så højt, men det skulle foreviges. Med mit kamera i den ene hånd, og vandrestavene i den anden forsøgte jeg at krydse vandløbet via de våde sten, mens jeg filmede. Det må have set utrolig dumt ud fra afstand, og der gik da heller ikke lang tid før jeg skred og faldte på røven, mens kameraet på tegnefilms komisk vis fløj op i luften og dumpede ned i vandet. Her flød det nogle meter i strømmen inden det satte sig fast mellem nogle sten. Heldigvis var det vandtæt og jeg kunne samle det op igen uden at det havde fået en skramme. Men dets lille eventyr blev foreviget på en film jeg stadig griner af, når jeg ser den..
Lige inden næstsidste checkpoint var der endnu en zipline flodpassage, hvor jeg sad på en privilegeret bænk. Det mindede mig om en slags tivoliattraktion for gamle, som et hyggeligt pariserhjul. På den anden side sad Fabio og fik behandling for et eller andet omkring sin hånd. Checkpointet var samtidig en cut-off grænse, man skulle nå før et bestemt tidspunkt, da der snart ville blive mørkt og ikke helt ufarligt i junglen. Jeg havde misforstået tidspunktet og troede jeg lå lige på grænsen. Her fik jeg så af vide, at jeg var flere timer på den gode side! Jo, jeg var en sand Rambo i dag.
Jeg tankede vand på beholderne og fortsatte hurtigt videre. Nu manglede der kun det værste. Det, der for alvor gav denne etape rygtet, som værende den hårdeste. En flere kilometer lang stejl stigning, der samtidig udgjorde “bjergetapen”. Der var en “king og queen of the hill” t-shirt til de hurtigste op ad den stigning. Det var nu ikke noget, jeg havde nogen intentioner om at udfordre nogen i. Fabio hentede mig nogenlunde hurtigt igen, efter han havde fået plaster på sine fingre, og vi boksede lidt med hinanden op af skrænten. Vi kunne ikke kommunikere, og vi fulgtes egentlig heller ikke ad. Han overhalede mig, og måtte så ned og sidde til jeg kom og overhalede ham. Sådan gik det frem og tilbage i lang tid. Jeg kunne altid høre ham foran mig, for han råbte og beklagede sig på Italiensk over situationen. Når der pludselig var stille i længere tid, tog jeg det positivt. Det betød at det fladede mere overkommeligt ud. Det her var hverken løb eller gang. Det var klatring. Jeg priste mig lykkelig over mine vandrestave, der virkelig trak mig hjælpende op mellem de glatte og mudrede rødder.
Forløsningen kan ikke beskrives, da to samaritter pludselig dukkede op mellem træerne. De sad på deres flade og spiste vingummier midt i en sværm af hvepse, men var som altid i et dejlig godt humør. Toppen var nået, og der var en fantastisk udsigt ud over en Amazona-jungle der synes uendelig med det levende grønne tæppe, der strakte sig helt ud i horisonten. Herfra går det kun nedad sagde de og noterede min ligegyldige klatretid. Det havde de ret i. Men om det var fordi det gik for stejlt nedad eller jeg simpelthen bare var så træt i benene, at jeg ikke engang kunne løbe nedad, ved jeg ikke. Tanken var tom, og de sidste kilometer blev på reserverne med tællende meter på mit GPS-ur.. 1 km tilbage, 800 meter tilbage, 650 meter tilbage osv.
Trods det tabte tempo på de døende kilometer blev etapen den bedste af slagsen for mit vedkommende. Jeg kom ind på en 10.plads efter at have lagt ud som allersidst med Brooke og Carl. Taget i betragtning af, at dette skulle være løbets sværeste af slagsen, så var jeg meget svært tilfreds. Men fødderne var desværre skræmmende medtagede.
Campen var ret luksuriøs i forhold til de tidligere. Der var varmt bad, som blev udnyttet til fulde. Både i og uden tøj. På en tætklippet græsplæne lå folk og samlede energi, mens papegøjer og skildpadder luntede rundt imellem dem. Jeg havde det ikke så godt, som de tidligere dage efter etapen og mine fødder bekymrede mig. Jeg gik tidligt i seng, læste lidt og forsøgte at få tankerne væk fra junglen og morgendagens udfordringer. Jeg havde udvalgt en eftertragtet plads til min hængekøje under et bliktag i tilfælde af regn, og lå og lyttede til at min nabo Carl var stået ud af sin køje for at pisse. Da har nogle af de stående rafter givet sig nok til at taget braste sammen over os med en øredøvende larm. Det ramte mig kun lidt over benet, resten tog myggenettet og regnslaget, men Carl fik en ordentlig blikplade lige i skallen, mens han stod med jawertudsen i hånden. Folk kom os løbende til hjælp fra nær og fjern i mørket, og efter chokket havde lagt sig, kunne man se det komiske i ihvertfald Carls situation.
Jeg lavede mig nogle hjemmelavede snakeskins i form af vasketøj, som jeg viklede om rebene i enderne af min hængekøje, for at forhindre vandet i at løbe ned. Nu var det om at få hvilet inden løbets allersidste del.
