Politikere besøgte torsdag eftermiddag M/S Bibiana i Hirtshals Havn

Denne fredag besøger de sidste lokale elever desuden for anden gang det kreative skib, før det lørdag formiddag afsejler Hirtshals Havn.

25

Elever fra skolerne i Horne, Tornby og Hirtshals har i dagtimerne arbejdet med, hvordan de set fra børnehøjde kunne forestille sig udviklingen af Hirtshals Havn.

Torsdag eftermiddag kl. 17.00 var det imidlertid skoleleder Jørgen Jensen samt lokalpolitikerne Børge Bech fra Socialdemokratiet og Svenning Christensen fra Venstre, der var inviteret om bord på det gode skib MS Bibiana, som indtil lørdag formiddag ligger ved Sydvestkajen. Med om bord var blandt andre også kulturkonsulent Leif Lund Jakobsen og forfatter Christine Lund Jakobsen.

På dækket under nogle smukt illustrerede presenninger orienterede den unge besætning om projektet, hvor de lokale elever først har været rundt på havnen, hvorefter de ved hjælp af computerteknologi skulle lave en tredimensionel tegning i virtual reality, der efterfølgende blev bygget i forskellige materialer. Målet var at lade børnene visualisere deres egen vision om udviklingen af den lokale havn.

Her havde eleverne virkelig tænkt kreativt og ud af boksen, idet de blandt andet havde haft et skarpt blik for de uudnyttede potentialer på Hirtshals Havn. Eksempelvis havde de undret sig over, hvorfor der var så mange utilgængelige områder på havnen. Der var derfor blandt andet nogle fantasifulde forslag til, hvordan man kunne åbne op for adgang til den afspærrede dækmole.

Under orienteringen fik gæsterne fredag eftermiddag tapas fra Restaurant Lilleheden. Derefter gik de under dæk og fik fremvist elevernes egne produktioner, men fik også mulighed for selv at træde ind i det virtuelle rum, hvor de kunne tegne, mens de bevægede sig rundt om deres eget værk i 3D.

Det sidste var tydeligvis en uvant oplevelse for de voksne gæster, som dog hurtigt fandt ud af at gebærde sig med rolige bevægelser og hver især fik skabt nogle flotte tegninger på skærmen.

Man kan læse meget mere om projektet og skibets historie her: MS Bibiana

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments