Hans Jørgen Thind-Handberg har skrevet en mail til FlaskePosten.nu, hvor han undrer sig over Hirtshals Havns brug af ISPS:
– Min kone og jeg kan godt lide at køre en tur på Hirtshals havn, men er på det sidste blevet mødt med et skilt med kun adgang for folk med Godkendt ID-kort. Når man så Googler ISPS, så giver det jo slet ingen mening, skriver altså Hans Jørgen Thind-Handberg.
“Havneområde, adgang forbudt for uvedkommende
International Ship and Port Facility Security (ISPS) – er et tillæg til Safety of Life at Sea (SOLAS) Convention (1974/1988), som fastlægger minimums sikkerhedsarrangementer for skibe, havne og statslige myndigheder.
Efter tillæggets ikraftræden i 2004, ligger ansvaret for sikkerheden, hos regeringer, rederier, besætninger og personel i havne, ved at have opmærksomheden rettet mod sikkerhedstrusler og foretage præventive skridt mod episoder og trusler, som berører havne-faciliteter og international handel. [1]”
– Mig bekendt er der pt. ingen sikkerhedstrusler, konstaterer Hans Jørgen Thind-Handberg og spørger, om vi kan hjælpe med at afklare problematikken, hvilket vi selvfølgelig gerne vil forsøge, idet vi vender tilbage, hvis vi kan få en forklaring på praksis hos Hirtshals Havn.
Derfor har vi også netop skrevet og forespurgt om dette hos Jens Kirketerp Jensen, der er direktør hos Hirtshals Havn.
Foto: Hirtshals Havn.