Jonah Blacksmith blæste publikum omkuld på Nordsøen Oceanarium

Jonah Blacksmith fik fredag aften i den grad tændt op under Hirtshals Musikforenings nye anlæg på Nordsøen Oceanarium.

476

Navnet Jonah Blacksmith klinger i sig selv internationalt, men bandet er såmænd opkaldt efter bedstefaren til brødrene Simon og Thomas Alstrup. Lyden og musikaliteten lever imidlertid fuldt ud op til navnets internationale tilsnit.

Bedstefaren spillede angiveligt også ganske godt og autodidakt på banjo med en maskulin og kulsværtet smedenæve, mens bedstemoren gav den på harmonika. Med en sådan akustisk baggrund skulle det næsten blive til noget ved musikken for de to brødre fra Thy, som med sig på den intime trio tour havde den virtuose percussionist Jon Kjeldsen.

Hvor meget af æren for vellyden, der så skal tilskrives Hirtshals Musikforenings nye anlæg, som fredag aften for første gang nærmest blev sat i brand, kan være svært at afgøre, men lyden var simpelthen fantastisk og rent ud sagt storslået i auditoriet på Nordsøen Oceanarium. Fra det inderligt indfølte og fornemt facetterede udi det rent melodiske til det mere eksperimenterende og sprælske, men samtidig solidt groundede og jordnært leverede.

Der var ganske vist og som allerede antydet kun tre af bandets syv faste medlemmer med, da de blev budt velkommen af Michael Vajhøj fra Hirtshals Musikforening, men den blændende musikalitet med ørehængende og storladne melodier samt dybt indlevede tekster om kærlighed og de helt nære familiære ting ramte på den fede måde og med energiladet nerve publikum med smedens præcision og blæste ikke mindst i kraft af blændende musikalitet alle omkuld.

Thys forblæste natur minder på mange måder om den omkring Hirtshals. Måske var det derfor, at musikaliteten og ankedoterne gik så klokkerent ind, når de som her blev turneret og serveret med absolut gehør i en dagligdags kulisse med standerlamper og tæpper.

Altså endnu en kæmpe musikalsk oplevelse, der for så vidt angik netop musikalitet og undeholdningsværdien af de mange personlige anekdoter stod mål med de allerbedste vendsysselske trubadourer som Allan Olsen og Niels Hausgaard.

Hatteløft og ærbødigt buk fra FlaskePosten!

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments