Jens M. Jensen fylder 80 år

Jens M. Jensen, der fylder 80 år på fredag den 8. februar, var forretningsmand, revymand og handelsmand, men har også altid været og er fortsat en rigtig levemand i Málaga.

961

Kraks Blå Bog fortæller om en mand med et langt, spændende og meget aktivt liv, når det berømte opslagsværk skal beskrive Jens M. Jensen.

Også den dag i dag, hvor Jens M. Jensen er formand for kirkerådet i Den Danske Sømandskirke i Algeciras, formand for H.C. Andersen komitéen i Málaga og repræsentant for Danes Worldwide i Sydspanien. Og det er netop i Málaga, dagens fødselar de sidste par årtier har arbejdet – og nydt livet.

Inden da var Hjørring Maskin- og Karosserifabrik K/S i en periode på 20-25 år omdrejningspunktet i hans liv. Dagens fødselar overtog med sin bror virksomheden fra sin fader, forhenværende borgmester Jørgen H. Jensen, og sammen gav de den lille virksomhed vokseværk. Jens var den rejsende handelsmand. Og så havde han evnen til at åbne døre.

Det medførte et utal af fremtrædende poster i bestyrelser, fonde, foreninger og, til tider, også i nye projekter, som da en ny revy kom til byen. Med en ung og ukendt Eddie Skoller, og senere med Per Pallesen, fik Jens M. Jensen som bestyrelsesformand Hjørring Revyen på alles læber.

Gejsten og erfaringen fra underholdningsbranchen tog han med sig til Costa del Sol, hvor han i en tiårig periode var underholdningsdirektør for forlystelsesparken Tivoli World. Det var også Jens M. Jensen, der stod for og arrangerede alle begivenhederne omkring H. C. Andersens 200 års fødselsdag i Málaga, hvor der i dag i centrum af byen står en statue af selv samme H. C. Andersen, der iøvrigt blev afsløret af Prinsesse Benedikte.

Det er fortsat møder, foredrag og receptioner, der præger Jens M. Jensens kalender. Hans egen reception holder han i Fuengirola.

FlaskePosten ønsker på forhånd et stort tillykke til Jens M. Jensen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments