Efter en lækker forret af ovnbagt kulmule med safran og urter, rustik hovedret med oksefilet, rødsvinssauce, grøntsager og svampe, samt delikat chokoladekage med is og frugt, var der lagt op til en festlig lørdag aften i selskab med Ib Grønbech på Skaga Hotel.
Sidstnævnte herre behøver bestemt ingen nærmere præsentation og da slet ikke i hans barndomsby Hirtshals. Herfra er mange af personerne og temaerne i hans sange udsprunget. Ligesom dialekten uomtvisteligt stammer fra dette forblæste hjørne på den nordvestlige kant af Vendsyssel.
Allerede med entreen på scenen bliver linjen lagt, idet Ib Grønbech tørt bemærker, at han og bandet har siddet i sofaen udenfor, mens vi har spist, hvorfra de desværre har bemærket, at nogen har skrevet mindre flatterende ting om dem på Facebook. Således retorisk balancerende på en knivsæg mellem ironisk fiktion og sit eget liv snakker han sig nemlig igennem den næste knap halvanden times koncert, hvorved de velkendte ørehængere bindes sammen af humor krydret med kollegial mobning af både Johnny Madsen og Niels Hausgaard.
Vi møder blandt andre også Ib Grønbechs nabo i Hundelev. Det er den flinke svineavler, der hver dag tjenstvilligt smider en død gris i vejkanten til sin taknemmelige nabo. Svineavleren har imidlertid også svært ved at høre, fordi han har centimeter lange hår strittende ud af både ører og næse. Ibs egen frisør kan berolige ham med, at det har han også selv, men det er helt naturligt og skyldes kun, at den slags skal beskytte ældre mænd imod, at små dyr som eksempelvis ørentviste skal kravle ind i hovederne på dem.
Apropos opvæksten i Hirtshals kommer vi selvfølgelig også omkring skolegangen og salig Kringelum. Sidstnævnte pædagogiske orakel glemmer åbenbart ingen, der har haft ham i skolen. Tydeligvis heller ikke noget rart bekendtskab for eleven Ib Grønbech. Til gengæld får han bogstavelig talt banket matematikken så godt og grundigt fast i hovedet af lærerens store højrehånd, at han angiveligt ikke bliver i stand til at lære ret meget andet på Hirtshals Skole.
I det hele taget er Ib Grønbech ikke bange for at trække store veksler på sin egen eksistentielle konto, idet han blandt andet fortæller historien om sin skilsmisse, der beskrives som værende en endnu lykkeligere dag, end da han blev gift. Hans nuværende kone inddrages også og igen balancerende på den nævnte knivsæg mellem digt og liv. Anekdoterne drysses således med rund hånd mellem numrene, hvilket gør det umuligt her at referere mere end et lille udpluk.
Der er dog ikke fligen af tvivl om, at Ib Grønbech kan skrive tekster og sætte dem i musik på en måde, der umiddelbart gør dem legende lette og fjollede som digte i dur af Halfdan Rasmussen. Der stikker imidlertid altid noget frem imellem de humoristiske strofer, der kan anes som en melankolsk og autentisk undertone i mol, som giver dem såvel dybde som tyngde og gør dem værd at lytte til mere end en gang.
Man er med andre ord i oprigtigt godt selskab med Ib Grønbech. Man mærker et ærligt og sårbart menneske bag humoren, som man gør det hos de aller bedste komikere og kunstnere. Det hele bliver selvfølgelig heller ikke ringere af, at han musikalsk svinger så suverænt godt sammen med sit nuværende band.
Da vi forlader salen efter koncerten, bliver vi råbt an af Ib Grønbech, som kender min hustru fra barndommen i Hirtshals. Han sidder med et mindre selskab, men giver sig tid til en snak. Da vi bryder op, siger han henvendt til mig, at jeg nok finder på noget at skrive, men ellers så bare lyv, lyder det fra ham med et blink i øjet.
Det er imidlertid ikke en mulighed, når man lige har overværet en koncert med Ib Grønbech. Der er nemlig slet ingen grund til det. Det her er desuden ikke fiktion, men et forsøg på at beskrive en stor oplevelse i selskab med et menneske, der kan den svære kunst på en og samme gang at udtrykke sig musikalsk og med oprigtig humor.
1saskatchewan