
Efter stegt flæsk med persillesovs og valg af ordstyrer, som blev Villy Holm, fik de mange fremmødte ved SuperBrugsens generalforsamling i Den Svenske Sømandskirke torsdag aften indledningsvis den obligatoriske beretning fra bestyrelsesformand Nete Dalsgaard.
Formanden kom blandt andet omkring den positive udvikling hos Coop Bank. Ligesom hun fortalte om den omfattende udgivervirksomhed hos Samvirke og nethandelen samt samarbejdet mellem skolerne og Coop og med Røde Kors. Endelig var der gode nyheder om tilfredsstillende medlemsfremgang også lokalt.
Uddeler Simon Rødkjær fortalte efterfølgende blandt andet om den såkaldte Forbrugeraften. Her har udvalgte medlemmer haft mulighed for at kritisere og inspirere bestyrelse og uddeler. Dernæst var der et nyt samarbejde omkring levering af råvarer fra Orkidegården i Tornby og en præsentation af den nye souschef Kristian Simonsen.
Før aftenens gæst, som utvivlsomt havde trukket mange medlemmer til generalforsamlingen, holdt et indlevet og muntert foredrag om det simple liv på landet og hans vej dertil, fremkom der en håndfuld forslag med konstruktiv kritik fra medlemmerne, der eksempelvis påpegede en manglende skraldekurv og nogle generende lysreklamer bag SuperBrugsen. Alt sammen taget positivt til efterretning af uddeler Simon Rødkjær.
FlaskePosten håber snarest muligt at kunne bringe hele beretningen fra bestyrelsesformand Nete Dalsgaard.