Lokale Mads Nygaard er på kort tid blevet en særdeles værdsat og anerkendt forfatter, der allerede to gange har fået Kunstfondens Arbejdslegat. Derfor behøver han hverken heroppe eller for den sags skyld på parnasset nogen nærmere præsentation, men emnet her er da også romanen Frø.
Den kvindelige hovedperson i første del af bogen hedder Solveig. Hun bor alene med sine forældre på en gård lidt uden for byen og vil for alt i verden bare væk fra Hirtshals. Solveig finder da også prinsen på den hvide hest, eller rettere en ansat ved frømandskorpset, der burde kunne frelse hende. Fritjof er ambitiøs, men bare ikke lige præcis med hensyn til den eneste ene og den helt store kærlighed.
Solveig flytter ikke desto mindre ind hos Fritjof. Kort tid efter får de drengen, der navngives Svend. Begge forældre har oplevet svigt i deres egen barndom og formår ikke at give barnet kærlighed. Solveig får et større og større alkoholproblem. Fritjof kommer for sin part ud for en arbejdsulykke. Deres forhold er på det tidspunkt en total fiasko, da de ikke har kunnet holde liv i den lille gnist af kærlighed, der fra start bandt dem sammen.
I anden del af bogen er Solveig alene sammen med Svend flyttet tilbage til fødebyen Hirtshals. Svend er så heldig at møde en pige, som hedder Vivian. Hende er han flyttet sammen med oven på forretningen Bambi. Solveig bor i de Gule Blokke. I perioder kommer hun fortsat hjem til forældrene for at få hjælp. Svend og Vivian får sammen barnet Veronika.
Meget mere er det egentlig ikke nødvendigt at referere af handlingen i Frø. Ikke mange danske forfattere kunne nemlig meget bedre have spiddet kærlighedens konflikter og smerte med større psykologisk indsigt og præcision. Forfatteren har desuden fortsat en sproglig sprælskhed og fanden i voldskhed, som er helt hans egen, hvis ikke den måske også er typisk for mange af os andre i Hirtshals. Læst med lokale briller er der selvfølgelig også ekstra kolorit i de mange let genkendelige steder og personer.
Frø giver som titel mange biologiske associationer, men minder også læseren om, at frø af ugræs i overført betydning, som i visen fra 1890 af Johan Ottosen, kun alt for let blæser over eller ind, hvor de ikke hører hjemme. Som her i kærligheden, der alt for let visner, hvis ikke den konstant næres og drives til at trives.
Mangt og meget er som allerede nævnt ovenfor genkendeligt for den lokale læser, men temaet er også denne gang universelt hos Mads Nygaard.
Fem uforbeholdne flaskeposter for den bog!
