Efter vores første artikel om sandgravningen ud for Vestmolevej er Poul Erik Jensen alias Pelle fra Hirtshals Kro endnu mere forundret over indstillingen hos Hjørring Kommune og Hirtshals Havn.
På det øverste luftfoto ser man havnen, som den ser ud i dag, mens man på det nedenfor ser havnen anno 1954. På det tidspunkt, før der blev gravet ud til havnebassinet mellem Sydvestkajen og Vestmolevej, havde man nedenfor byen et meget bredt stykke med strand i Hirtshals.
– Dengang var jeg i lære og husker intet om store problemer med sandfygning, selv om bådene lå lige på den anden side af kajen. Til gengæld havde vi en kæmpe strand, som vi dengang brugte rigtig meget. Det kan simpelthen ikke passe, at den smule sand, der fyger over i dag, kan begrunde de massive indgreb ud for Vestmolevej, siger Poul Erik Jensen, da vi igen snakker med ham på terrassen ved Hirtshals Kro.
Forelagt det foto af den sunkne jolle, som borgmesteren har offentliggjort til dokumentation af, hvorfor man fjerner sandet, ryster andre rundt omkring bordet denne lørdag på hovederne og påstår, at det intet kan have med sandfygningen at gøre.
De angiveligt 130 bådejere i jollehavnen føler sig ikke desto mindre svært generede af den fygning, der ifølge dem opstår, når sandet hober sig op her og fyger lige over i deres både, der bliver bliver fyldt samt alle instrumenter og maskiner ødelagt. Ligesom de i tråd med borgmesterens foto påstås i nogle tilfælde ligefrem at synke.
– Det er da et spørgsmål om at få tilset sin jolle. Den synker da ikke efter få dages eller nogle ugers sandfygning. Noget helt andet er, at hvis havnen alligevel skal til at forlænge dækmolen, som det forlyder, så ville nogle meter ekstra sand, der forbinder området med Husmodertranden, vel for fanden ikke betyder noget, lyder den bramfri kommentar fra Poul Erik Jensen.
Nogen omkring bordet kunne desuden godt tænke sig at vide, om Hirtshals Havn ligefrem bliver betalt for sandet af Kystdirektoratet. Hele 22.000 m³ sand vil som bekendt i år blive udlagt på stranden ved Lønstrup. Det sker for at beskytte den lille turistperle og de skrænter med dyre sommerhuse, som havets bølger truer med at nedbryde.
Derfor har et muntert hoved også kommenteret vores første artikel med en bemærkning om, at kritikerne ikke skal være så bekymrede, idet vi hurtigt får sandet ført tilbage af havet, hvor det igen lægger sig til rette ud for Sydvestmolevej. Dermed kunne der reelt være tale om en rigtig god forretning, påpeges det i sammenhængen af kritikerne.
Hvad der er op og ned i sagen samt myndighedernes indstilling og hensigter, henstår endnu noget i det uvisse, idet vi indtil videre kun har borgmesterens offentliggjorte foto af en sunket jolle samt nogle bådejeres synspunkter som begrundelse for sandgravningen.
Netavisen har imidlertid skrevet til havnedirektør Jens Kirketerp Jensen for at få ham til bare ganske kort og hurtigt at svare på formålet med sandgravningen ud for Vestmolevej. Nu kan havnedirektøren i samme ombæring måske få manet spørgsmålet om betaling for sandet i jorden.
Mens vi venter på svar, ulmer utilfredsheden hos Poul Erik Jensen og flere andre videre sammen med grillen udenfor Hirtshals Kro.
Link til de første to artikler om sagen: Hvorfor fjerner Hjørring Kommune en fantastisk strand i Hirtshals? og Borgmesteren begrunder sandgravning med fygning