Det var skoledistriktsleder Jakob Borup, der bød velkommen til forældrene på Tversted Skole, da de torsdag aften var inviteret til at deltage i et møde om at skabe den bedst tænkelige brobygning for børnene til Bindslev Undervisningssted i det store Sindal Skoledistrikt.
– Forældrene er som oftest langt mere bekymrede end børnene, når der sker forandringer, som dem vi er i gang med, men derfor er det også så vigtigt, at I deltager aktivt som medgaranter for, at vi lykkes med den her brobygning, hvor det også kraftigt anbefales, at personalet følger med børnene, sagde indledningsvis Jakob Borup.
Derefter blev en række fremadrettede tiltag fra skoledistriktets side remset op med henblik på at bidrage positivt til brobygningen. Blandt de vigtigste var fire fælles dage for børnene fra skolerne i Tversted og Bindslev. Ligesom der vil blive placeret nogle samarbejdsmøder mellem personalet på de to undervisningssteder.
Et af skoledistriktslederens skarpeste argumenter var et højt og helligt erklæret løfte om, at der ikke under nogen omstændigheder ville blive tale om at søge dispensation til at etablere klasser med flere elever end 28 i Bindslev, hvilket tidligere er set andre steder og ikke kunne udelukkes ved en flytning ind til Sindal Skole.
Det mest kritiske punkt kom måske, da Jakob Borup kom ind på, at Bindslev Skole kunne skifte navn til Tannisbugt Skole, hvilket enkelte forældre protesterede imod, da det angiveligt skulle være knyttet til Tversted. Senere lød der dog mere forsonlige toner fra flere andre, som tværtimod mente, at det netop kunne skabe en bro mellem Tversted og Bindslev, da Tannisbugt som bekendt navnet på farvandet mellem Hirtshals og Skagen. I forvejen ligger Tannisbugthallen som bekendt i Bindslev, som er hjemsted for den fælles idrætsforening BTI.
Den sidste pointe blev fremhævet af bestyrelsesformand Christian Engen, der understregede, at Tversted Skole ikke efter sommerferien bare skal indordnes under noget allerede eksisterende og etableret, men at der nu bliver tale om at skabe en helt ny skole i Bindslev med alt det bedste også fra Tversted.
Efter klassevis summen blandt forældrene ved bordene, hvor der var en konstruktiv stemning, blev der meldt både spørgsmål og positive forslag tilbage til lederne, som ud over Jakob Borup var Pia Lyng, der for tiden vikarierer for skoleleder Susanne Jacobsen på Tversted Skole.
Afslutningsvis fik skoledistriktslederen bundet en logisk sløjfe til sin egen indledning, idet han henviste til det forskningsbaserede faktum, at elevernes trivsel og læring for 60 procents vedkommende afhænger direkte af forældrenes forventninger og holdninger til skolen.