
Tirsdag den 1. december afvikler Nordjyske Bank et stort stand up show for omkring 250 unge mennesker i alderen 18 til 27 år på Vendelbohus i Hjørring.
Der kommer også flere kunder fra den lokale afdeling i Hirtshals, og en af Nordjyske Banks unge rådgivere fra Hirtshals, Camilla Vejen Jensen, skal på scenen og præsentere komikerne på Vendelbohus.
– Vi giver alle billet-indtægterne til velgørenhed. Arrangementet i Hjørring er et ud af tre, hvor alle billet-indtægter går til tre forskellige velgørenhedsorganisationer, fortæller Camilla Vejen Jensen.
For at finde ud af, hvilke organisationer Nordjyske Bank skulle vælge, spurgte de på deres Facebook side, hvilke organisationer deres følgere ville foreslå.
Et af de valgte forslag var TUBA, som tilbyder anonym rådgivning til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i familier med misbrug af alkohol eller stoffer.