
De 122 fremmødte tilskuere blev i dag ikke blot vidner til den første bordtenniskamp i Hirtshals i Danmarks bedste række, men blev også underholdt med spektakulære og spændende dueller på allerhøjeste niveau.
Til kampen stillede B75 op med Ibrahima Diaw, An Shu, Istvan Moldovan og Martin Lund. I den første single vandt Ibrahima Diaw 3-0 over Vestegnens Ricki Krog, mens en velspillende, men lidt nervøs debutant Martin Lund i den anden måtte se sig besejret 3-0 af Mikkel Stuhr Klint.
Herefter var der dømt kinesisk topbrag, idet B75´s kineser An Shu skulle møde Vestegnens bedste mand, som er kinesiske Fan Gao. Det blev en meget spændende kamp, og til publikums store begejstring, trak An Shu det længste strå og vandt 3-2. Da Istvan Moldovan fra B75 i sikker stil samtidig vandt 3-0 over Jesper Dahl fra Vestegnens BTK, kom B75 på 3-1.
Nu skulle An Shu møde Ricki Krog, og Ibrahima Diaw, Fan Gao. An Shu hev en 3-1 sejr i hus, og bragte således B75 i front med 4-1. I det anddet spændende opgør måtte Ibrahima Diaw se sig besejret med 3-2. Stillingen nu 4-2 til hjemmeholdet.
Herefter skulle Martin Lund igen i aktion, og trods godt spil og god fight, måtte Martin indkassere et 3-0 nederlag. På det andet bord spillede samtidig Istvan Moldovan imod Mikkel Stuhr Klint; og med en komfortabel 3-0 sejr, sikrede Istvan B75 en fuldt fortjent 5-3 sejr.
Således topper oprykkerne fra Hirtshals nu Stiga Divisionen foran CPH Bordtennis og Roskilde.
Næste hjemmekamp er 14. november 2015 kl. 14.00 i Hirtshals Idrætscenter.