Hvor kan man få et bedre produkt til en lavere pris? Ikke ret mange steder, forlyder det fra Hjørring Antenneselskab. Det kan til gengæld de medlemmer, der vælger Hjørring Antenneselskabs eget bredbånd fra den 1. februar, når foreningens aftale med Stofa udløber. Nogle kan endda vælge at betale den pris, de er vant til og opnå en hastighed, der er tre gange højere.
– Som en medlemsdrevet forening skal vi ikke genere et overskud til en kreds af aktionærer eller investorer. Nettet er betalt, og fremover kan vi selv bestemme både hastigheder og priser på vores bredbånd, forklarer formand for HAS, Kurt Larsen.
Medlemmer, der vælger HAS’ eget tilbud kan se frem til både højere hastigheder og samtidig lavere priser. Den kendte 20/10 Mbit-forbindelse ændres f. eks. til en 30/10 Mbit til 169 kr. om måneden. 40/20 Mbit-forbindelsen, som mange medlemmer har valgt, ændres til 60/20 Mbit og til en pris på 199 kr. om måneden – det er den pris, som den nuværende 20/10 Mbit-forbindelse koster i dag. Hvis medlemmer med den hastighed vælger at opgradere, får de altså en hastighed, der er tre gange så høj som den, de kender, men til den samme pris. Den nuværende 60/30 Mbit ændres til hele 100/30 Mbit og koster kun 249 kr. om måneden.
Næste års bredbåndspriser hos HAS.
– Vi ved fra andre udbydere af bredbånd, at netop den attraktive 100/30 Mbit-forbindelse sagtens kan koste mellem 350 og 400 kr. om måneden hos vores konkurrenter. Tilsvarende vil en super-hurtig 300/40 Mbit-forbindelse hos os koste 299 kr., men den er set til 400-500 kr. andre steder, påpeger Kurt Larsen, der forklarer det asymmetriske hastighedsmønster med, at download-hastigheden – altså det første tal – vurderes til at være vigtigst for de fleste, fordi det er afgørende for, hvordan brugeren typisk oplever f. eks. streaming af film.
– Nogle få af vores medlemmer har en ganske beskeden bredbåndsforbindelse i dag på 1 Mbit/0,5 Mbit. I stedet laver vi nu en 6/1 Mbit til bare 99 kr. om måneden. Desuden tilbyder vi som noget helt nyt bredbånd til medlemmer, som kun vil have en internetforbindelse og altså ikke vil købe tv-pakker hos HAS.
De omkring 10.000 medlemmer hos HAS, der i dag modtager deres bredbånd fra Stofa, får et nyt modem, når HAS overtager opgaven. Sammen med det ny modem følger en grundig vejledning til, hvordan de skal installere det. Det ny modem vil i øvrigt i de fleste tilfælde være bedre end det gamle, så brugerne vil opleve højere hastigheder på den trådløse wifi. Medlemmer skal i øvrigt ikke selv opsige aftalen med Stofa, da overdragelsen til HAS sker automatisk.
– I bestyrelsen er vi overbevist om, at vores medlemmer med vores skift af tv-leverandør fra Stofa til YouSee fra den 5. januar og med vores beslutning om selv at drive bredbåndet fra den 1. februar, ikke alene får et billigt og godt produkt. De får sågar et bedre og for langt de fleste også et billigere produkt, understreger Kurt Larsen.
I bestyrelsen vurderer man, at medlemmerne samlet set sparer ca. 10 mio. kr. om året. Samtidig får de en større variation i tv-pakkerne; de får web-tv, de får billigere og hurtigere bredbånd og kan vælge kun at modtage internet igennem HAS.