Optakt:
Katrine og jeg ankom til Hawaii 10 dage før racet for at være på forkant med akklimatiseringen og tidsforskellen inden den store dag. Førstnævnte gik rigtig godt, efter et par varme dage herovre følte jeg, at kroppen ovenpå og de sidste træningspas forløb helt efter planen. Modsat tidligere år havde jeg dog store problemer med at vænne mig til tidsforskellen på 12 timer. Efter 5 dage med 4 – 5 timers søvn om natten fordelt i tidsrummet 20 – 05, var jeg ved at blive sindssyg. Heldigvis blev det bedre, og de sidste dage op til race var alt, som det skulle være.
Vi havde igen i år lejet en lejlighed ca. 4,5 km ude af Alii Drive (starten af løberuten) og delte den i år med Christian og Anja, som vi havde mødt til Ironman Frankfurt i sommers. At dele lejlighed med nogen man ikke kender, er altid lidt specielt, da min erfaringer siger, at der er store forskelle i, hvordan folk håndterer de sidste dage op til et vigtigt race. Heldigvis fungerede det helt perfekt at bo med Christian og Anja, der, ligesom os, havde en meget afslappet tilgang til racet og de sidste dage op til.
Trofæet for 2. pladsen ved VM.
Racemorgen:
Vækkeuret ringede kl. 3:45, men på daværende tidspunkt havde jeg været vågen i ca. 30 min. Jeg havde fået sovet ca. 5,5 time i streg, hvilket jeg var meget tilfreds med. Natten op til race har jeg lært ikke stresse så meget over min søvn, eller mangel på samme. Kroppen skal nok være klar, når kanonen går kl. 6:55, om den har fået 2 eller 7 timers søvn.
Til morgenmad fik jeg mine tre skriver toastbrød med Nutella og banan samt noget vand og en salttablet. Derefter var det på med faktor 50’eren og af sted mod startområdet.
Til Ironman Hawaii er der ca. 5000 hjælpere, hvilket sikrer at body marking går nemt og hurtigt, så jeg havde god tid til at få klargjort de sidste ting, inden starten gik kl. 6:55.
Lige fra jeg vågnede om morgen, havde jeg en fornemmelse af, at mit energiniveau var højt, hvilket jeg sjældent føler kl. 3:45 – den fornemmelse blev med mig hele morgen, og gav en enorm ro og selvsikkerhed i timerene op til racet.
Svømningen:
Min plan var at starte ude i venstre side, hvilket gav en lidt længere svømning, men forhåbentlig også en lidt mindre kaotisk en af slagsen, da de bedste svømmere selvfølgelig tager den hurtigste rute. Min forventning var derfor, at jeg relativt hurtigt kunne få vand omkring mig, så jeg kunne svømme mit eget tempo hele vejen. Ideelt set ville jeg rigtig gerne fange nogle hurtige fødder, så jeg kunne få de positive effekter af at ligge bag en svømmer (man spare en masse energi), men vidste godt, at det aldrig er en garanti på Hawaii.
Kanonen går, og jeg svømmer mere eller mindre max de første 2 – 3 min for derefter at falde ind i mit ironman pace. Dette er noget jeg har trænet en del i min svømning, så jeg vidste godt, at de første 5 – 8 min efter mit hårde udlæg ville føles meget hårdt, men at pulsen så ville stabilisere sig, til et niveau jeg følte jeg kunne holde resten af turen. Heldigvis er jeg så heldig at finde et par fødder efter 10 – 12 min, som matcher mit eget svømmetempo. Det gav derfor rigtig god mening at ligge bag disse og “nyde” den resterende del af turen. Min puls falder meget herefter og tænker egentlig bare på, hvor fedt det bliver at komme op af vandet frisk og klar til cykel og løb! Få gange kom der andre svømmere op på siden af mig, og prøvede at “stjæle” de fødder, jeg lå bag, hvilket gav et par små kampe undervejs. Men fordi jeg var fyldt med overskud, tog jeg gerne disse kampe for at holde min placering.
Jeg kommer op fra svømningen i 1:01 hvilket var 1 – 2 min langsommere end forventet, men da jeg aldrig har følt mig friskere efter svømningen, var det ingen katastrofe.
Cykel:
Ude på cyklen var planen klar. Hold igen hele vejen op til Hawi (ca. 100km), angrib i medvinden tilbage mod Queen K og hold IM wattene de sidste 50 km hjem.
Som sagt så gjort. Hele vejen ud til Hawi ligger jeg konsekvent 10 – 15w under IM pace, og fokuserer i stedet min energi på at holde mig ude af farlige situationer (draftzoner) samt få min ernæring til at spille. I mit tilfælde hed min time-plan for ernæring: 1 saltstick, 3 x iso-gel og alt det vand jeg kunne få ned. Derudover brugte jeg en masse vand til at hælde ud over mit Fusion Speedsuit med tilhørende cool wings, hvilket giver en kanon nedkøling.
Ude ved vendepunktet i Hawi fik vi vinden i ryggen, og det skulle udnyttes til fulde. Hovedet ned og så holde kæden stram de næste 20 – 30 km. Jeg flyver forbi utrolig mange, der benytter medvinden til at tage en lille pause, inden vi ramte Queen K igen.
Ude på Queen K har vi side modevind, og jeg kan se, at der er rigtig mange, der lider ude foran. Jeg holder mig til mine IM watt, og fokuserer stadig meget på min ernæring og nedkøling. For første gang på Hawaii kører jeg solo mere eller mindre hele vejen hjem, da de grupper jeg kommer op til, har det meldt hus forbi. På dette tidspunkt er varme og vind taget til, og folk der måske har kørt lidt for hårdt eller fået for lidt væske, begynder virkelig at hænge med hovedet. Man kan mene hvad man vil, men jeg fucking elsker at se folk mærke hammeren derude, og det giver mig virkelig et selvtillidsboost at være den, der ligger i overhalingsbanen de sidste 70 km – en position jeg normalt ikke har. Jeg stiller cyklen i 4:57:57.
Løbet:
Planen: Hold pace 4:20 til toppen af Palani (16km) herfra skal der løbes progressivt, så sluttiden ender på 2:55 – 2:56.
Well…. Uret viste 4:21 på toppen af Palani. Problemet var bare, at jeg var ved at smelte fuldstændig sammen! Allerede efter 8 km havde jeg tænkt på at udgå 20 gange! Og hvorfor så det? Det var VARMT, som i RIGTIG varmt! Normalt på Hawaii er der varmt, og det er fint med mig, men normalt er der også vind til at nedkøle mig – det var ikke tilfældet på Ali Drive. Jeg blev dog ved med at fortælle mig selv, at pacet var godt, jeg overhalede rigtig mange, at alle de andre også led og at det hele ville blive godt, når jeg nåede toppen af Palani, og skulle ud mod Energy Lab.
Well…. Da jeg rammer Queen K har jeg medvind, hvilket gør det umuligt at komme af med varmen. Jeg går gennem alle væskedepoter, og prøver på bedste vis at køle mig ned. Det fungerer ikke, og mit pace mellem depoterne ligger omkring 4:40 – 5:00 – det var IKKE planen, men der var bare udsolgt. Tankestrømmen bliver mere og mere negativ, samtidig med jeg begynder at blive overhalet – noget der normalt ALDRIG sker for mig på løbet. Inden Energy Lab når jeg lavpunktet og kaster mere eller mindre håndklædet i ringen. Jeg har løbet ca. 30 km og haft det hårdere end forventet på 25 af disse kilometer. Jeg tror, det er kombinationen af, at jeg bliver overhalet og det faktum at jeg ikke kan se, hvordan jeg gøre noget for at ændre på situationen.
Nede i Energy Lab får jeg for første gang mulighed for at se, hvilken position jeg ligger i min aldersklasse. Jeg ligger nr. 8, men jeg kan heldigvis se, at tre af de foranliggende løbere er mindst lige så ringe som jeg – dette giver mig en smule håb om en podieplacering (top 5), hvis jeg “bare” kan tage mig lidt sammen og slutte stærkt af.
Heldigvis er der modvind på de sidste 10 km hjem til Kailua, og det hjælper enormt meget på min nedkøling – så meget at jeg kan løbe “frit” igen. Jeg har i rigtig mange måneder prøvet at bygge et mantra op omkring at afslutte stærkt på løbet. Om nogen steder er Hawaii stedet, hvor man kan hente utrolig mange ved at holde dampen oppe helt til mål.
Jeg sætter farten op til 3:50 – 4:00 og beslutter, at dette er tempoet der skal holdes, indtil det er slut. Alternativet er, at jeg falder om inden mål, og det vil også være okay. Jeg er på Hawaii for at komme i top 3, og vil heller prøve at holde et tempo, der kan bringe mig i den position, med fare for at udgå inden racet er omme, end at løbe “sikkert” hjem på en 8. plads.
Det går rigtig godt, og jeg overhaler relativt hurtigt 3 – 4 i min aldersklasse og ligger derfor nr. 4 med 4 km tilbage. Jeg kan se nr. 3 og 2 længere fremme, og jeg haler ind på dem. Desværre har jeg i min iver glemt alt om mit saltindtag de sidste 15 km. Det betyder, jeg mine lægmuskler begynder at krampe op. Jeg bliver nødt til at gå gennem depoterne, og tager 3 saltstiks hurtigt. Det fungerer, og jeg kan holde kramperne i skak. Med 3 km skal den rutens største bakke forceres endnu engang. Ca. halvvejs oppe kommer jeg op til nr. 3, som jeg spurter forbi, for at ødelægge enhver ide han måtte have om at gå med. Min spurt virker, og han har ikke noget svar.
Katrine og min far står på toppen af Palani, og råber at jeg er nr. 3 og at nr. 2 er lige foran! På vej ned at bakken lukker jeg op for den længste “spurt” i mit liv. Fra toppen af bakken og hjem (1,6 km) har jeg holdt pace 3:22, og jeg får overhalet nr. 2 i bunden af bakken. Han prøver at gå med, men kan høre på hans skridt, at han flader tilbage. Jeg tør ikke se mig tilbage men fokusere på at holde “spurten” helt til mål. Det er derfor med syrer til langt over ørene, at jeg kan krydse målstregen som nr 2 i min aldersklasse og hurtigste dansker i tiden 9:11 (maraton på 3:06).
I lørdags tabte jeg ikke førstepladsen men vand sølv. Levi Maxwell (nr 1 i min gruppe) var igen i år i en liga for sig – det har jeg vidst hele året. Derfor var 2. pladsen det absolut bedste resultat jeg kunne få og det fik jeg! Tusinde tak for alle lykønskningerne og en helt særlig tak til min fantastiske kæreste, der har trukket et KÆMPE læs på hjemmefronten, for at jeg kunne få muligheden for at komme i den form Ironman Hawaii kræver! Du passer perfekt ind i Team-Gregers
