
– Top 4 kvalificerer sig til Jyllandsserie 1, nummer 5 og 6 ryger i Jyllandsserie 2, hvor 3 ud af 8 hold rykker ned i Serie 1, mens de 2 dårligste ud af 4 syvende pladser, rykker ned i Serie 1 – nummer sjok i dette års Jyllandsserie rykker også ned i Serie 1, forklarer Michael Skytte Pedersen.
– Det er lidt specielt at spille Jyllandsserie. Hver anden sæson er succeskriteriet at ende i top 4. Ikke nok med, at man skal ud og spille om at rykke op i Danmarksserien, så får man også en gratis sæson, hvor man ikke kan rykke ned i Serie 1. Så en top 4 placering betyder sådan set, at man sikrer sig et helt år mere i Jyllandsserien. For en lille klub i en lille by som Hirtshals, så betyder det selvfølgelig meget, at vi kan spille i Jyllandsserien. Vi arbejder derfor benhårdt på at ende i top 4, uddyber Michael Skytte Pedersen.
Førsteholdet hos Hirtshals Boldklub har indtil videre spillet 5 kampe, hvilket har kastet 3 sejre, 1 uafgjort og 1 nederlag af sig. Med de 10 point ligger holdet på en delt 2. plads, bare 1 point efter Hobro, som netop er det eneste hold, der har besejret Hirtshals.
– Jeg er tilfreds med pointhøsten for de første 5 kampe. Kun Hobro har slået os, og til den kamp var vi hårdt ramt af afbud, hvor hele 6 spillere manglede. Alligevel var vi fint med på trods af, at de er nedrykker fra Danmarksserien. Vi har slået HI, som jeg anser som det klart stærkeste hold i puljen. Støvring og Brønderslev er de to andre hold, vi har slået, hold som vi skal holde bag os, hvis vi skal ende i top 4, forklarer videre Michael Skytte Pedersen.
Fredag aften spiller holdet topkamp mod et af de andre hold, som er favoritter til at ende i top 4, nemlig Hornbæk SF. Hvis det navn lyder bekendt, så er det, fordi de også sidste sæson, som det ses på billedet ovenfor, besøgte Hirtshals. Den kamp endte 2-2, mens Hirtshals vandt 2-0 i Hornbæk.
– Os og Hornbæk kommer fra Jyllandsserie 1, Hjørring og Hobro kommer fra Danmarksserien. Resten kommer fra Jyllandsserie 2 eller Serie, hvilket automatisk gør os til favoritter til en top 4. Nu møder vi så Hornbæk, som ligesom os allerede ligger placeret i toppen. Derfor handler kampen om, hvem der kan lægge afstand til forfølgerne, og hvem der risikerer at blive hentet. Jeg tør godt love en god fodboldkamp, da begge hold ønsker at spille fremadrettet fodbold langs græsset. Ligesom os har Hornbæk et par dygtige individualister, som kan afgøre kampen, afslutter Michael Skytte Pedersen.
Kampen mellem de to klubber finder sted kl. 19.00 fredag aften på Schlie Arena.