Denne stille og smukke lørdag morgen blev jeg tiltalt af en beruset norsk herre, da jeg var ved at sætte beachbannere op for FlaskePosten ved Den Grønne Plads.
Den ualmindeligt veloplagte nordmand pegede op mod Irish No1 og Jye’s Bagbutik, hvor et stort norsk flag blafrede på væggen ud mod den mennesketomme Nørregade.
– Er det ikke et smukt flag, vi norske har, mumlede den glade nordmand, mens han let svajende og smilende holdt en øl i den ene hånd.
Det norske flag indeholder som bekendt et mørkeblåt kors med hvide kanter på rød bund, som jeg faktisk lidt modstræbende måtte medgive, at jeg måske sådan rent æstetisk finder smukkere end Dannebrog.
– Norge er nu også et fantastisk smukt og storslået land, tilføjede jeg, mens jeg fortsatte arbejdet med beachbanneret.
– Ja, jeg forstår faktisk heller ikke, hvorfor jeg flyttede hertil, lød det nu i et noget mere vemodigt toneleje.
– Nej, jeg kunne altså også godt tænke mig at flytte til Norge, svarede jeg og kiggede ud over Skagerrak.
– Alting er bare så forbandet dyrt derhjemme, fastslog herren, der åbenbart nu har slået sig ned i Hirtshals.
Det kunne jeg desuden ikke andet end svare bekræftende på og sagde god weekend, da jeg var færdig med beachbannerne.
På vejen hjem i bilen kunne jeg ikke lade være med at spekulere over, hvorfor jeg i almindelighed er så glad for Danmark og i særdeleshed for Hirtshals.
Bevares, her er da fantastisk i disse dage med lyse og lune midsommernætter, men sammenlign så lige med udsigten på samme tid fra Prædikestolen.
Måske er det her med tilhørsforhold og lokalpatriotisme dybest set et spørgsmål om stedernes mening, som også er titlen på en essaysamling af den irske digter Seamus Heaney.
Når man er vokset op et bestemt sted, får det i sagens natur sin helt egen historik, som er intenst og intimt flettet ind i ens egen livshistorie, hvilket er med til at give tilværelsen mening.
Når det så er slået fast, er der selvfølgelig mere i det end som så, idet en journalist godt nok engang har kaldt Hirtshals for den angiveligt grimmeste by i Danmark.
Det er dog nogle årtier siden og i grunden fuldstændig ligegyldigt, da ingen ved deres fulde fem, som i dag besøger byen og egnen, kan benægte, at her er aldeles vidunderligt.
Havet kan vise tænder og være et livsfarligt sted at færdes, men når det i disse dage ligger næsten blikstille, er det så uendelig smukt og minder os om altings sammenhæng.
Hirtshals er i øvrigt heller ikke som by hverken grim eller utiltalende. Man kan bare stille sig på Trappen og skue ud over havnen eller køre med elevatoren op i værelsestårnet på Hotel Hirtshals.
Betragtet fra sidstnævnte vinkel hævet over byen tager den sig faktisk ikke blot rå og rustik ud med boligblokke og aktivitet på havnen, men også overraskende smuk med fyret i syd og mod øst klitplantagen.
Det er givetvis deilig å være norsk i Danmark, men det er altså set fra min placering og synsvinkel også herligt at være vokset op på egnen her og at bo i Hirtshals.
Tænk dernæst tillige på alt det, der efterhånden sker i byen lige fra blandt meget andet Naturmødet og Musik Under Trappen til Fiskefestival og Small Ship Race.
Den eksilerede nordmand skal under alle omstændigheder have tak for at have bosat sig i byen og for at have givet mig endnu en anledning til at glædes over den.
Foto: Jens Kranen.
