Af Thomas Klimek
Socialdemokratiet
Formand, Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget
Hjørring Kommune
På Facebook og Instagram skinner solen altid, og er græsset ikke altid liiige lidt grønnere over hos naboen?
Narjh, sådan er det jo ikke i virkeligheden, vil den lettere livserfarne læser, født senest et sted i 1980´erne, nok sige. For de der statusser og fortællinger på Facebook, er jo bare den fremstilling af virkeligheden, som vi vælger. Vi har den kritiske afstand til det, ik´?
Ja, vi kan endda redigere virkeligheden (læs: statusopdatering), hvis den ikke lige var skarp nok, lækker eller præcis nok i første hug. Og skulle ”virkeligheden” eller ens udtalte holdning eller kommentar være helt forkert eller få uventet kritik eller for få likes, så vi jo altid slette den – eller ”de” der er kritiske overfor for ”min” virkelighed.
På det billed- og fotodrevne medie, Instagram, har vi filtre. Gud ske tak og lov for filteret. Væk med de ubarmhjertige rynker, vinterbleghed og forræderisk lysindfald på modermærker og dobbelthage(r). Instagram giver os den virkelighed af os selv, som vi bestiller, og vi falder nok alle i, når virkeligheden kan manipuleres til den taknemmelige side, gør vi ikke?
Men de fleste af os ved det jo godt. Altså vi, der er født før ”indernettet”. Os der voksede op i meget fysisk verden, hvor Commodore 64, bip-bip-spil, walkman og E.T. var hverdagslivets science fiction og ypperste medieredskab. Vi halvgamle, eller mere end halvgamle, ved godt, at der er to verdener, den fysiske og den virtuelle. Hvis du er i tvivl, så tag i svømmehallen eller på stranden og se den uredigerede virkelighed. Den fysiske er sgu svær at manipulere – og heldigvis for det! Men mandag efter en god weekend med rødvin, fredagsslik og andre lyksaligheder, er badevægten og spejlet altså nådesløs. Men det er der råd for.
Suger vi kinderne ind, spidser læberne i duckface-positur og holder smartphonens kamera i den rigtige vinkel og tilsætter et gran filter og kunstigt lys, kan vi stadig retouchere den ubarmhjertige, fysiske og uperfekte virkelighed lidt på afstand. Men inderst inde, ved vi jo godt, at det bare er for sjov, lidt selvbekræftelse og kommer de der likes ikke snart, for så bliver mandagen lidt lettere.
Vi ved det, fordi vi har levet i en anden virkelighed, hvor det virtuelle parallelsamfund ikke fandtes endnu. Det gør det nu. Halvdelen af jordens befolkning, der har en netforbindelse, er flyttet ind på Facebook og har ”født” sig et virtuelt ego.
Vi følger hinandens liv på godt og ondt, vi vælger mest godt. Unge som gamle er vi der. Stolte forældre flasher deres børn fra vugge til studenterhue.
Og hvad med dem? De unge? De er født med en virtuel identitet. Den første generation i verdenshistorien med to identiteter. Det må sgu kræve sin unge mand eller kvinde. Nej, det må kræve meget. For meget?
For hvorfor ser det ud til, at flere og flere unge er stressede i vor tid? En tid i vor nations historie, hvor langt flere end nogensinde før har muligheder og relativ velstand?
Hvorfor opstår et fænomen som 12-talspiger, hvor kun det perfekte 12 er godt nok? Hvorfor kan vi i tv se programmer om ”De perfekte piger”, der bruger timer med frustrationer, tårer og selvhad over deres udseende, tøj eller andet? Hvad skal de leve op til? Likes? Følgere?
Et spørgsmål melder sig; Kan et ungt menneske, uden den store livserfaring, overhovedet gennemskue, at livet er mere (uperfekt) end virkeligheden på de sociale medier, hvor de har halvdelen af deres identitet, sat lidt på spidsen?
Lokalpolitisk har vi fokus på det fysiske. Vi prøver efter bedste evne at ”bygge” rammer, der understøtter unges vej i uddannelse og beskæftigelse, fx flere elevpladser. Det er tankegods, i den bedste mening, fra den gamle, fysiske verden, som de fleste af os (halvgamle) lokalpolitikere er opflasket i.
Men måske findes de største udfordringer for vores unge i den virtuelle verden, hvor selvoptimering, perfekthed og evig præstation, er eneste gangbare valuta?
Vi, der nåede at være unge i den primært fysiske verden, må kollektivt stille os selv spørgsmålet; hvordan forklarer vi vores børn og unge, at intet menneske er perfekt – og at man med tv2´s sangtekst i hu kan være nærmest lykkelig, selvom næsen er lidt for stor, brysterne ikke sidder perfekt eller overarmen ikke kvalificerer til VM i bodybuilding?
Forestillingen om det evigt perfekte er en af de største udfordringer for de unges – og dermed Danmarks – mentale sundhed. Man kan blive syg af at hige efter en verden og et selvbillede, der ikke findes og aldrig har fandtes.
Svaret eller løsningen ligger åbenlyst ikke i dette debatindlæg, og ej heller politisk, for der er som bekendt grænser for politik.
Svaret eller svarene må vi som civilsamfund, som voksne, som forældre, lede efter i sund dialog med vores børn og unge, men opgaven er stor. Vi er oppe mod stærke kræfter, nemlig de sociale mediers massive påvirkning – og sandheden er også, at vi selv, os de gamle fra den fysiske verden af i går, selv ind i mellem driver forestillingen eller fremstillingen af det perfekte.
No filter!
Foto: Arkiv og privat.
