Årets Kvalitetspris til Sengeafsnit 106 og Fysioterapien

De er på afsnittet gode til hurtigt at få opererede patienter ud af køjen og dermed igang med genoptræningen.

312

Kirurgisk sengeafsnit 106 og Fysioterapien på sygehuset i Hjørring har modtaget Regionshospital Nordjyllands Kvalitetsprisen 2018 på 20.000 kroner. Pengene stammer fra en arv, hospitalet har modtaget.

De er på afsnittet gode til hurtigt at få opererede patienter ud af køjen og dermed igang med genoptræningen. Det hedder i fagsproget tidlig mobilisering postoperativt af kirurgiske patienter og udløser altså årets Kvalitetspris til Sengeafsnit 106 og Fysioterapien.

Når man som patient bliver iklædt hvidt hospitalstøj og placeret i en seng, så behøver man ikke bevæge sig ret meget.

Men inaktivitet i forbindelse med hospitalsindlæggelser og større kirurgiske indgreb medfører øget risiko for komplikationer og funktionsnedsættelse specielt hos ældre patienter.

Undersøgelser har vist, at kun 1-2 uger under dynen svarer til tab, man ser i løbet af 10 års naturlig aldring. Det har man på kirurgisk sengeafsnit 106 i Hjørring sat sig for at gøre noget ved, skriver Regionshospital Nordjylland i en pressemeddelelse.

I samarbejde med Fysioterapien opfordrer personalet på sengeafsnittet patienterne til at tage del i daglig holdtræning. Alle hverdag klokken 11 er der en halv times holdtræning med en fysioterapeut. Terapeuten sørger for træningsprogram, redskaber og musik.

Formålet er at mobilisere patienterne tidligt efter operation. Det kan lyde barsk, men det er slet ikke godt for kroppen at ligge for længe på langs og være inaktiv.

– Vi træner vejrtrækning, arm- og benmuskler og balance med forskellige øvelser. Det er forskelligt hvad den enkelte patient kan, men alle deltager på det niveau de formår, fortæller fysioterapeut Bodil Paludan.

Nogle er helt nyopererede og tager sig til maven ved det mindste host, andre skal lige have den sidste træning med, inden de bliver udskrevet. Det vigtigste er, at de deltager.

– Enhver reduktion i aktivitetsniveau reducerer muskelmasse og muskelkraft efter få dages sengeleje. Det er vigtigt at modvirke dette, da det har stor betydning for patientens funktionsniveau. Med træningen her får patienterne kendskab til, hvad kroppen som helhed og hvad den kan, oplyser Bodil Paludan.

Styrker sociale relationer
Ud over at der er fysiske gevinster ved at komme i gang med træning hurtigt efter operation, så er der endnu en stor gevinst.

– Det er med til at skabe sociale relationer på afsnittet. Det skaber adspredelse og der bliver talt om mange ting her undervejs i træningen, fortæller Bodil Paludan.

Det kan både oplevelser, man har haft under indlæggelsen og udveksling af praktiske tips til, hvordan man tackler hverdagens udfordringer, når man kommer hjem nyopereret og for eksempel kun må løfte et kilo.

Pengene fra Kvalitetsprisen, som afsnittet fik overrakt i forbindelse med Forskningens Døgn, skal gå til at forbedre træningsfaciliteterne for patienterne. Foreløbig gælder tilbuddet om træning for afsnit 106, men planen er at udvide til flere, når man har høstet de første erfaringer, fortæller afsnitsleder Tove Christensen.

Kilde og foto: Regionshospital Nordjylland

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments