Erik Høgh-Sørensen (DF): Større statslig rolle i erhvervsstøtten

Dansk Folkeparti ønsker at skære i støtten til diverse konsulenter, embedsmænd og lokalpolitikere og i stedet bruge skattepengene på innovation, miljø, IT, skoler og virksomheder, skriver Erik Høgh-Sørensen.

70
Hjørring Byråd. Arkivfoto.

Af Erik Høgh-Sørensen

Regionsrådsmedlem DF.
Medlem af Region Nordjyllands Forretningsudvalg.
Medlem af Udvalget for regional udvikling.

Dansk Folkepartis gruppe i Nordjyllands regionsråd ønsker at skære i støtten til diverse EU-konsulenter, embedsmænd og lokalpolitikere og i stedet bruge skattepengene på innovation, miljø, IT, skoler og virksomheder.

Derfor er vi i modsætning til mange kolleger positive over for Forenklingsudvalgets anbefalinger om at ændre erhvervsstøtte-reglerne.

DF er samtidig imod Vækstforum Nordjyllands plan om at bruge 54 millioner kroner 2019-2021. Tanken bag de enkelte projekter er ofte god, men der går for mange skattepenge til administration. På landsplan kan en reform frigøre 250 millioner kroner allerede i 2019.

Defor kan det undre, at Venstre, Socialdemokratiet og Danske Regioner er så kritiske over for reformen. Der foreslås jo blot “effektiviseringer” af nøjagtig samme type, som politikerne gentagne gange har påført hospitalsansatte, patienter og resten af sundhedsvæsenet.

Selvsamme politikere ville forhåbentlig være skeptiske, hvis en hospitalsledelse lavede løst formulerede millionprojekter, hvor 15 procent gik til EU-konsulenter, administration, kørselsgodtgørelser osv.

Imidlertid ser DF også knaster i det forslag, erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har fremlagt. Der er ikke ordentlige garantier imod en statslig centralisering, men det problem kan løses.

For det første foreslår vi nordjyske DF’ere, at den nye Erhvervsfremmestyrelse placeres i f.eks. Esbjerg eller Aalborg. Denne placering understreger i højere grad end nu kravet om de-centralisering og lokal medbestemmelse. Nordjysk erhvervsliv er solidt fremme i skoene, så her kunne Styrelsen få et naturligt hjem.

For det andet kan staten sagtens bestemme mere, hvis staten samtidig garanterer, at erhvervslivet i hver enkelt region får mere støtte end nu.

Yderligere en grund til at forenkle det nuværende system er risikoen for forskelsbehandling.

I dag kan en god erhvervsidé blive afvist i region A, mens region B ville have støttet selvsamme idé.

I dag kan en god erhvervsidé, som region A tildeler skattepenge, virke konkurrenceforvridende, hvis en privat virksomhed i region B allerede har fået idéen forinden.

Derfor vil en større statslig rolle i erhvervsstøtten øge uvildighed og overblik.

Omvendt bør beslutningerne selvfølgelig ikke ende i det rene københavneri.

Foto: Hjørring Kommune.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments