Det skal være slut med sager, der trækker i langdrag, når borgere eller kommuner vil beskytte ejendomme mod havet.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen fremsætter i dag et lovforslag, der skal forenkle sagsbehandlingen af tilladelser til kystbeskyttelse. Fremover bliver det kun nødvendigt med én tilladelse fra kommunen. I dag kan det være nødvendigt at søge tilladelser hos både Kystdirektoratet og kommunen.
– Vi har set alt for mange eksempler på, at der kan gå år fra, at der er sendt en ansøgning til, at ejendommene kan blive beskyttet. De seneste års storme og oversvømmelser har med al tydelighed vist os, at det skal gå langt hurtigere. Kommunerne får nu kompetencen til at afgøre kystbeskyttelsessager, og samtidig skruer vi op for vejledningen til kommunerne. Forslaget giver borgere én indgang, og kommunerne får en mere enkel lovgivning at handle ud fra, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.
Med lovændringen kan kommunerne samle de fleste nødvendige dispensationer og tilladelser, som kræves efter anden lovgivning. De giver dermed én samlet tilladelse efter kystbeskyttelsesloven i stedet for flere særskilte tilladelser efter forskellige lovgivninger.
Kystdirektoratet bistår fortsat kommunerne med at vurdere den tekniske kvalitet af kystbeskyttelsen ved de såkaldte fællesprojekter, som er projekter, der rækker over længere kyststrækninger, og hvor der er flere grundejere med.
– Med en god overdragelse af opgave og økonomi fra staten er vi klar til at varetage rollen med at give tilladelser, når grundejere skal beskytte sig mod oversvømmelser og andre trusler fra havet. Det er fortsat grundejerne selv, der har ansvaret for at beskytte deres grund, men med fremtidens klimaændringer er der behov for flere fælles løsninger mellem grundejere. Derfor giver det god mening, at kommunerne varetager en samlet myndighedsrolle, siger Jacob Bjerregaard, formand for Miljø- og Forsyningsudvalget i Kommunernes Landsforening.
Lovforslaget vil i den kommende tid blive behandlet i Folketinget med henblik på, at lovændringen kan træde i kraft 1. september 2018.
FAKTA
- Lovforslaget er ét af de tiltag, regeringen satte i søen efter stormen Urd forrige jul.
- Med lovforslaget samles beslutningskompetencen ved etablering af kysbeskyttelsesanlæg hos kommunerne. Initiativet er en del af aftalen om kommunernes økonomi for 2018.
- Miljø- og Fødevareministeriet sender en vejledning om bidragsfordeling i høring. Vejledningen skal understøtte kommunerne i spørgsmål om bidragsfordelingen mellem grundejere i kommunale kystbeskyttelsesprojekter.
Foto: Hans Hunderup.
Kilde: TV2 Nord.