Musikforeningen I morgen er det jul, MOR, havde fredag atter succes med en flot koncert med Michael Falch solo på Vendelbohus. Herefter skruede de helt ned. Her kigger musikforeningen tilbage – og lidt frem – efter at have sagt stop for nu:
MOR indstiller foreløbig sine aktiviteter med at arrangere koncerter på Vendelbohus. Vi afventer en beslutning omkring Vendelbohus og husets fremtid.
Knap 150 koncerter er det blevet til siden Musikforeningen “I morgen er det jul, MOR” holdt første arrangement juledag 2001. Siden denne dag har mange toner flydt fra scenen – først på Sysseltinget og siden på Vendelbohus.
Musikforeningen har altid satset mere på kvalitet end forventede salgstal – heldigvis har der ofte været en sammenhæng imellem kvalitet og publikums engagement. Derfor har det været muligt at tilbyde Hjørring et bredt sammensat musiktilbud svingende fra viser og folk over blues til dansk og international rock.
Vi har haft gæster fra nær og fjern, hvor de lokale koryfæer som Niels Hausgaard, De Gyldne Løver, Ib Grønbech og Knud Møller har været selvskrevne gengangere.
Vi har præsenteret de største danske navne fra Sanne Salomonsen over Kim Larsen & Kjukken og Lis Sørensen til Johnny Madsen, Røde Mor, Dissing & Andersen, Falch & Krebs, Pretty Maids og mange flere.
MOR har igennem alle årene haft en veneration for den klassiske rock, og det kom til udtryk igennem flere fantastiske koncerter med grupper som Animals, Yardbirds, Spencer Davis Group, Swinging Blue Jeans, Uriah Heep, Focus, Maggie Reilly og ikke mindst de fantastiske koncerter med 10cc.
MOR har aldrig været bange for en god fest og det var naturligt for Mor at præsentere publikum i Hjørring for Sweet og Slade, Pink Floyd Projekt, Queen Machine, Led Zeppelin Jam og Back In Black.
Folkemusikken var en del af DNA´et på det gamle Sysselting, og den tradition tog Mor med sig.
Hvem husker ikke medrivende koncerter med Fairport Convention, stille stunder med Sven Bertil Taube og Michael Wiehe, humor og farver med Dubliners og McCalmanns og musikalske krigserklæringer fra The Wolfetones, Beggars Row og The Young Dubliners.
Tilbageskuende må siges, at vi har været paletten rundt. Dette har været muligt, fordi næsten 60.000 har besøgt vores koncerter og især fordi en stor gruppe af frivillige, hvoraf mange har været med siden starten, har muliggjort afvikling af de mange koncerter.
Stor tak til publikum og de frivillige. Publikum har båret foreningen ved stor opbakning – mange er kommet fast til vore arrangementer, og de frivilliges arbejde har sikret, at koncerterne har kunnet afvikles rent fysisk og sikret, at foreningen har hængt sammen økonomisk.
Arbejdet i musikforeningen har betydet mange timers frivilligt arbejde, godt samarbejde og dialog med – og til tider slagsmål med siddende kulturudvalg.
På det sidste har det været op ad bakke – og det har været vanskeligt at få vores krav om kvalitet i foreningens arbejde og værdsættelse af de frivilliges indsats til at passe med de diffuse og modsatrettede udmeldinger, som politikerne har udsendt omkring Vendelbohus og kulturhusets fremtid.
Resultatet synes tydeligt. Med Musikforeningen på pause er der ikke nogen repræsentant for den foreningsbaserede rytmiske musik i Hjørring – og bundlinjetal vil afgøre tilbuddene indenfor den rytmiske musik i Hjørring.
Det synes vi er træls, for kultur er andet end det, som kan sælges og ædes.
Musikforeningen vil helt sikkert komme på banen igen. Hvornår vides ikke, og vi kan heller ikke sige hvor.
Vi er dog sikre på, at en kommune som kan betale mange hundrede tusinde kroner for at transportere nordjyder fra fjern og nær til teater i Hjørring, gerne vil støtte, at Hjørrings egne borgere får transportstøtte til at komme til rytmiske koncerter som må afholdes udenfor kommunen!
Bestyrelsen for ”I morgen er det jul, Mor…”
Søren Jensen (tv) Jørgen Larsen (th) Karl Kirkedal (i midten)
Efterskrift: Rock’n’roll can never die…
Efterskrift2:
Musikforeningen ”I morgen er det jul, mor” udspringer af logen af samme navn som opstod i 1992 da vi “gamle” begyndte at stoppe som frivillige på Sysseltinget. Nogle af os havde da været med fra starten på SYSSELTINGET i 1976.
I 2001 besluttede vi, da foreningen “Sysseltinget” blev opløst, at realisere de mange nattediskussioner om et mere aktivt rytmisk musikliv i Hjørring.
Vores kendskab til hinanden stammede fra vores fælles fortid på Sysseltinget (se den nye side omkring Sysseltinget og følg nedrivningen) – vi havde alle et ønske om at bringe gode koncertoplevelser til Hjørring.
Det har været muligt ved hjælp af mange gode frivillige, som har understøttet afvikling af koncerter, drift af hjemmeside og bidraget til, at et stort arbejde er blevet både spændende og fornøjeligt.
På trods af en tvivlsom og vilkårlig kulturpolitik i Hjørring kommune er det lykkes, at afvikle over 2500 koncerter, foredrag, børneteater, danseaftner m.m. på Sysseltinget og Vendelbohus.
Der har været store oplevelser med danske og internationale navne og det vil vi – til nogens fortrydelse og til andres begejstring – fortsætte med, så længe det er muligt, at kombinere kvalitet i musikken med rimelige vilkår for vores – og de frivilliges arbejde.
MOR