Rasmus Prehn (S): Ærgerligt, at regeringen nægter solidarisk kystsikring

Netavisen har tidligere på dagen omtalt et spørgsmål stillet til minister Esben Lunde Larsen angående kystsikring, som her får et par ord med på vejen af Rasmus Prehn.

217

Af Rasmus Prehn 

Medlem af Folketinget for Socialdemokratiet
Opstillet i Hjørring-Hirtshals Kredsen

I dag, onsdag den 17. januar, har jeg stillet spørgsmål til Miljøminister Esben Lunde Larsen om de store problemer med manglende kystsikring af vestkysten, selvtægt og den skæve byrdefordeling. Konkret spurgte jeg om følgende:

”Hvilke tiltag mener ministeren der er behov for, så man kan sikre, at private ikke tyer til ulovlige løsninger for at gennemføre kystsikring, som man har set i Lønstrup i Nordjylland, og så enkelte kommuner ikke står med ansvaret for kystsikring selv?”

Det tog laaaang tid at hale et svar ud af ministeren. Han ville hellere tale om sin nye lov, der giver visse beføjelser til grundejerne i forhold til kystsikring. Et tiltag der kan være udmærket. Men slet ikke tilstrækkeligt. Hele tre gange måtte jeg spørge ministeren om, hvorvidt han vil medvirke til en solidarisk kystfond, hvor alle i landet er med til at betale til de få kommuner, der bærer hele byrden for at sikre vore kyster mod den voldsomme erosion, før han svarede.

Desværre var ministeren og regeringens svar til en solidarisk finansiering NEJ! Det er grundejernes eget ansvar gentog ministeren flere gange. Ministerens svar er både trist og ærgerligt. Heldigvis svarede ministeren mere åbent og positivt i forhold til at kigge på, at landets havne i højere skal kunne oprense sand og genanvende det til at sandfordre vore kyster.

Trods ministerens nej til en solidarisk finansiering, vil jeg og Socialdemokratiet stadig klemme på for en solidarisk kystsikring og etableringen af et egentlig Statsligt Kystråd. Landets kystkommuner hænger nemlig på størstedelen af regningen, når der skal ryddes op, eller når ny kystbeskyttelse skal etableres. I Hjørring Kommune alene har vi ansvaret for 62 kilometer kyststrækning. Og selvom staten længere nede i landet har betalt for sikring af vestkysten, er det Hjørring Kommune selv, der må til lommerne, når der skal sandfodres eller kysten skal sikres på anden vis.

I Miljø og Fødevareministeriets Kystanalyse fra 2016 fremgår det tydeligt på side 43, at Hjørring Kommune sammen med Helsingør Kommune i Nordsjælland er de eneste to kommuner i hele kongeriget, der er klassificeret i den allerværste kategori ”5” for kommuner med allerstørst risiko for erosion. Derfor er det kun rimeligt, at der etableres et Nationalt Kystråd, hvor alle i hele landet er med til at betale for at beskytte vore kyster. Alle nyder jo at bade ved vore strande om sommeren (og nogle hele året) eller at gå en lang vindblæst tur.

Derfor er det ikke acceptabelt, at de borgere, der tilfældigvis bor i en kommune med store kyststrækninger, skal hænge på udgifterne, mens andre, der bor i en anden kommune, men stadig benytter stranden, ingen ting skal betale. Tiden er inde til et Nationalt Kystråd og en fælles solidarisk finansiering. Hele landet bør være med til at betale for, at vore kyster sikres.

Ved samme lejlighed bør regeringen sikre bedre mulighed for, at vore havne får bedre adgang til at rense sand op, der kan bruges til sandfodring og dermed kystsikring. Her var ministeren jo trods alt positiv, og det skal vi udnytte.


Foto: Hans Hunderup.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments