Af Victoria Skipper Petersen
Da jeg vågnede søndag morgen, var mor og far allerede oppe.
Fra kl. 7. kunne vi få morgenbuffet, som i lighed med om aftenen rummede alt godt til ganen, som far udtrykte det. Derefter trængte jeg til lidt frisk luft, som jeg fik på øverste dæk over broen.
Her stillede jeg mig op ligesom det der par fra Titanic. Med armene spredt ud til begge sider fik jeg faktisk fornemmelsen af at flyve ligesom de havfugle, som en sjælden gang imellem dukkede op, selv om vi var mange, mange sømil fra nærmeste land. Det kan I se på det billede, som jeg lagde ud søndag formiddag.
Da jeg kom tilbage til kahytten, ville mor ned i motionsrummet, men jeg ville hellere i poolen. På forhånd havde jeg været meget spændt på, om den var til at bruge. De tre forrige gange, jeg i efterårsferier har været afsted med skibet, var den lukket på grund af for hård søgang, men nu var den åben.
Far var allerede efter morgenmaden igen så fordybet i Erik den Røde, at han hellere ville hygge sig med bogen i den behagelige køje, men heldigvis var mor altså frisk på turen ned i bunden af skibet. Der er virkelig mange trapper, så vi tog elevatoren og skulle kun gå et dæk yderligere ned ad en trappe, før vi var ved poolområdet og motionsrummet.
Mor insisterede på, at vi først tog den tur på løbebåndet, hvilket vi så gjorde, indtil vi svedte tran. Derefter var det altså vildt at bade i poolen. Selv om vejret fortsat var godt med kun en smule vind, skvulpede vandet let frem og tilbage, som om vi var ude at bade i Vesterhavet.
”Det her skulle alle have lov at prøve mindst en gang i livet,” sagde en tysk dame til mor, som oversatte det for mig.
Der var nemlig en del andre gæster i poolen, da vi kravlede ned i det næsten lunkne vand. Dernæst var vi i sauna, hvor jeg igen svedte tran til den store guldmedalje, men bagefter var både mor og jeg friske som to grindehvaler. Selv om mor ikke brød sig om den sammenligning.
Vi nåede lige akkurat op på dæk 6 og fik klædt om, før vi skyndte os ned til bingo. Denne gang valgte far at gå med, selv om den slags egentlig slet ikke er noget for ham. Han havde bogen med i den ene hånd og sin iPad i den anden.
”Har I nu husket noget at krydse af med på de der bingoplader?” spurgte far, da vi kom ned på dæk 5, hvor spillet skulle finde sted i Saga Cafe.
”Kunne du ikke godt have mindet os om det, mens vi var i kahytten, sagde mor lidt irriteret og sendte selvfølgelig mig ud i receptionen, hvor en venlig dame gav mig to kuglepenne.
Mor og jeg fik et kort hver med fire sider med fem spil på hver. Hele tre gange manglede jeg bare et eneste dumt tal, da en anden råbte bingo. To af gangene kunne jeg have vundet gode gavekort til shoppen.
”Vær du kun glad for, at du ikke gjorde det,” sagde far bagefter.
”Hvorfor i alverden det?” svarede jeg måske lidt surt.
”Fordi heldet følger de tossede, min kloge pige,” fedtede far.
Efter bingospillet gik jeg med ham en tur op på dækket, mens mor vendte tilbage til kahytten for at hvile sig lidt. Blæsten var taget en smule til, men endnu var det kun behageligt.
”Hvorfor er vikingerne egentlig så specielle,” spurgte jeg far, da vi let slingrende gik tilbage over dækket.
”Fordi de på en måde var en slags supermagt i den periode, der af samme grund kaldes vikingetiden,” forklarede far og kiggede på mig.
”Supermagt?”
”Ja, ligesom USA i dag er verdens stærkeste nation på grund af militærets styrke, sådan var vikingerne det dengang i Europa, fordi de havde deres skibe, som på det tidspunkt var de hurtigste og mest sødygtige i verden,” fortsatte far med en stolthed i stemmen, som om det var ham, der ene mand havde bygget skibene.
”Hvis de virkelig var så dygtige, hvorfor var de så på den anden side så dumme, at de gik rundt og troede på alle de historier om Odin, Tyr, Thor og Loke? spurgte jeg og syntes, at jeg selv nu var rigtig skarp.
”Det var bestemt ikke dumt at tro på myterne om de gamle nordiske guder, som faktisk talte mange, mange flere end de fire aser, som du nævner,” fortalte far dybsindigt med den der belærende lærerstemme, som altid får mig til at tænke på tavlekridt.
”Der var blandt andre også de kvindelige asynjer som Freja, Sif og Frigg. Guderne var dengang gode at tro på, fordi de hver især repræsenterede en styrke eller noget andet, der kunne gavne en, hvis man ofrede til dem. Myter rummer desuden altid en dybere sandhed om det at være menneske,” forklarede far videre.
Vi var nu nået tilbage til kahytten, hvor far ikke kunne få døren låst op med sit nøglekort, som han enten trak for hurtigt eller langsomt ud. Han lod mig overtage kortet, som jeg uden problemer og derfor smilende fik døren op med.
Da vi kom ind i kahytten, meddelte kaptajnen både på færøsk, dansk, tysk og engelsk, at vi netop nu passerede den nordligste af Shetlandsøerne og derfor sejlede fra Nordsøen ud i Nordatlanten.
”Lad os skynde os ud og få den oplevelse med,” udbrød far og hev nøglekortet ud af hånden på mig, for den slags finder han langt mere spændende end både swimmingpool, sauna og bingo tilsammen.
Oppe på dækket kunne vi rigtig nok se nogle forrevne klippeøer med et fyrtårn syd for skibet, hvilket med næsen i sejlretningen på dækket var til venstre, som far havde lært mig på et skib hedder til bagbord . Der var også kommet masser af måger og andre store havfugle omkring Norröna.
”Er det ikke en lomvie?” sagde far og pegede ud mod en sort og hvid fugl, der fløj forbi tæt på skibet og næsten nede ved havoverfladen.
”Måske,” svarede jeg og tænkte paradoksalt nok på at flyve, mens vi sejlede fra Nordsøen ud på Nordatlanten.
Mor og far spiste om aftenen for anden gang i den store restaurant med buffet. Igen svælgede de i skaldyr og lammekød.
Heldigvis var der noget for enhver smag og også for mig.
