Af Susan Bisgaard Storm
Sognepræst i Hirtshals
Præst ved Statsfængslet Kragskovhede
En af de største begivenheder i et menneskes liv er, når det bliver forælder. Når det får et barn, som det kan kalde sit. Et lille væsen, som kysser jordens overflade og som lige pludselig dumper ind i livet.
Og der er så mange ting, der skal tages stilling til, når vi bliver forældre. Hvad skal barnet hedde? Hvordan skal vi opdrage barnet? Klarer vi nu forældrerollen? Gør vi det godt nok? Er vi overhovedet parate til at bære det store ansvar? Så mange spørgsmål og så mange valg, der skal træffes.
Og et af spørgsmålene kunne også være: skal barnet døbes? Eller skal vi vente? Vente til at barnet selv kan bestemme, om det vil kalde sig kristent? Eller måske vi slet ikke tror, og derfor ikke ønsker at lade vores barn døbe?
Nogle døber, fordi det har man altid gjort. Der er en tradition i familien, at barnet bæres frem til dåben iklædt en dåbskjole som er blevet båret af generationer før. Andre fravælger dåben; måske fordi man har svært ved at definere sig selv som værende kristen, eller fordi man i hvert fald ikke skal gøre alt det, som vi plejer at gøre.
Men hvem skænker egentlig hvad i dåben? Er det os – det lille barn eller forældrene – der siger ja til Gud? Eller er det Gud, som skænker sin nåde og velsignelse til det lille barn?
I dåben siger man ja til Trosbekendelsen: til at vi forsager djævelen og at vi tror på den treenige Gud, og herefter lyder ordene:
”Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig med vand og Helligånd og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv! Han bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid. Amen.”
Det er Gud, som skænker os – mennesket – sin nåde i dåben. Det er Gud, som siger ja til os. Hverken det lille barn eller den voksne, som lader sig døbe, kan gøre sig fortjent til Guds nåde og velsignelse. Det er netop en gave, som gives fra Gud til os. Så det ”ja” der lyder i dåben, er Guds ja til os.
Og hvad betyder det så? Har dåben en betydning? De tre håndfulde vand synes måske ikke af så meget, men det er sammen med ordene: ”Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” nok til at leve et helt liv i samhørighed med Gud.
At blive døbt er ikke en garanti for, at livet ikke vil byde på modgang og på smerte og sorg. Det er ikke en livsforsikring vi tegner velvidnede, at intet ondt kan ramme os. Men det er en erklæring og en lovning på, at vi aldrig kommer til at møde disse ting alene. At selv hvis vi synker ned i ensomhedens og modløshedens hul, så kan Gud være den stærke hånd, der løfter os op og bære os frem.
Livet er en lang rejse, og som forældre til et barn, der ønsker vi altid det bedste for vores børn. Vi ønsker dem kærlighed, mod på livet, glæde ved livet. Vi ønsker dem held og lykke. Men på et tidspunkt må vi give slip og lade dem vandre ud i verden på deres vaklende ben. I håbet om, at vi har klædt dem på til også at klare livets strabadser og kolbøtteture. I dåben giver Gud os et løfte om, at vi aldrig er alene.
Nok er vi født ind i en familie og er grene på slægtens store træ. Og som årene går dukker der nye sociale relationer op, som vi bliver en del af. Men samtidig er vi også en del af den store narrative fortælling, som er med Gud og mennesket. En fortælling hvor Gud sætter sig ind i vores liv og bliver vores livsledsager.
Salmen ”Alle mine kilder” fra Den Danske Salmebog beskriver så smukt, hvad dåben er: nemlig den livskilde som i evighed vil rinde i os. Det skete ved Jesus den ene gang, og samtidig så sker der hver eneste gang, vi døber et barn. Vi sætter Guds ordet ind i tidens fylde og i nådens dage, hvor vi i dåben bliver samhørige med Gud.
Kilde: Lokalbladet for Tornby-Vidstrup.
Foto: Arkiv.
