Fortsat vækst hos Scanvogn i Tornby

Scanvogn i Tornby øgede omsætningen med 65 pct. i 2016.

44

Det er ingen hindring for succes, at en virksomhed er placeret i udkanten af en landsby og omgivet af marker, skriver Hjørring Erhvervscenter.

Tværtimod eksisterer ProduktionsDanmark i bedste velgående uden for de store byer. Det er Scanvogn i Tornby et glimrende lokalt eksempel på.

Scanvogn producerer mobile letvogne til en lang række formål. Aftagerne er primært udlejningsfirmaer i bygge- og eventbrancherne. Og det har Scanvogn succes med. Sidste år steg omsætningen med hele 65 pct.

– Vi er meget tilfredse og lidt stolte over at bevise, at man godt kan drive virksomhed herude på landet, siger administrerende direktør Dennis Stjerne til Hjørring ErhvervsCenter.

Direktør Dennis Stjerne sammen med stifterne Finn Andersen og Frits Stjerne.

Faktisk ser Dennis Stjerne adskillige fordele ved beliggenheden.

– Dels er vi centralt placeret i forhold til det øvrige Skandinavien, som er et vigtigt marked for os. Dels har vi gode muligheder for udvidelse.

Scanvogn har for kort tid siden opkøbt naboejendommen øst for det nuværende anlæg.

– Hjørring Kommune har været meget imødekommende og er godt i gang med at forberede overførelse af arealet fra landzone, således at vi kan udvide, hvis forløbet af indeværende år bekræfter vores behov mere plads, forklarer Dennis Stjerne.

Sidste års succes på salgssiden betød et acceptabelt overskud på bundlinjen.

Men stærkt øgede omkostninger gjorde overskuddet mindre end ønskeligt. Årsagen ligger i, at Scanvogns aktivitetsniveau er sæsonbetonet parallelt med aktiviteterne i byggeriet og på event-området.

Således var antallet af medarbejdere hos Scanvogn i december 2015 nede på 62. I marts 2016 var antallet tredoblet til 185.

– En så stor rekrutteringsopgave har vi hjælp fra et bemandingsbureau til at løse. Det koster. Ligesom det koster, at en ny medarbejder skal igennem 3 – 4 ugers oplæring, inden han er helt klar til at indgå i produktionen, tilføjer Dennis Stjerne.

Scanvogn bestræber sig på at mindske sæsonafhængigheden blandt andet ved at producere til lager i perioder med lav efterspørgsel.

Det er dog kun muligt i et mindre omfang, fordi Scanvogns succes hos kunderne ikke mindst er baseret på, at produkterne leveres tilpasset den enkelte kundes specifikke behov.

– Kulturen hos Scanvogn er baseret på, at vi tager udgangspunkt i konkrete behov. Hos os er innovation ikke baseret på en teoretisk model. Den består i at lytte ude hos brugerne og løbende forbedre produkterne ud fra kundernes behov, uddyber Dennis Stjerne.

Produktionen hos Scanvogn foregår stort set som på en bilfabrik. Komponenterne produceres hos underleverandører ud fra Scanvogns specifikationer og samles i Tornby. Undtagelsen er de paneler, som letvognene er bygget af. De laves fra bunden hos Scanvogn. Der arbejdes i to-holds-skift.

Produktionen er primært baseret på håndværk. Automatisering er kun mulig i mindre grad. Til gengæld er produktions-processerne i færd med at blive gennemgribende digitaliseret.

Også virksomhedens organisation er under forandring. Produktionen ledes nu af en produktionschef og fire værkførere, og der er indført formaliseret kvalitetskontrol.

Salgssiden er blevet styrket med en egentlig marketing-funktion. Alt sammen ud fra en strategisk målsætning om vækst hvert år frem til 2020.

Faktaboks

Virksomhedens navn: Scanvogn A/S

Adresse: Hovedvejen 50, 9850 Hirtshals

Etablering:  2011(1996)

Ejerforhold:  Privatejet

CEO: Dennis Stjerne, adm. direktør

Produkter:  Mobile velfærdsfaciliteter

Eksportandel:  Cirka 22 pct.

Eksportlande:  Nord- & Vesteuropa.

Antal medarbejdere:  143

Vigtigste jobtyper:  Specialarbejdere, design, salg

Areal under tag:  9200 kvm


Foto: Arkiv og Hjørring Erhvervscenter.

Kilde: Hjørring ErhvervsCenter

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments