Forslag til lokalplan for fire vindmøller på Hirtshals Havn

Forslag til kommuneplantillæg og lokalplan for fire vindmøller samt miljørapport forelægges lokalpolitikerne ved byrådsmødet den 29. marts i Hjørring Kommune.

15

På baggrund af ansøgning om opstilling af 4 vindmøller på Hirtshals Havn er der udarbejdet forslag til kommuneplantillæg nr. 48 og lokalplan nr. 201.8111-L03 samt en miljørapport, hvor projektets miljøkonsekvenser er beskrevet. Der skal tages stilling til, om planforslagene og miljørapporten skal fremsendes til Byrådet med anbefaling af offentliggørelse i otte uger.

Sagsfremstilling

På den nordøstlige del af Hirtshals Havn er der i Kommuneplan 2013 udlagt et område med samme status som de potentielle vindmølleområder. Hirtshals Havn har søgt om opstilling af 4 vindmøller med en totalhøjde på max. 150 m og en effekt på min. 3,3 MW. Kommuneplantillæg, lokalplan og miljørapport er udarbejdet i samarbejde med Hirtshals Havn og havnens rådgivere. Planarbejdet er igangsat i sommeren 2015 på baggrund af en beslutning i Teknik- og Miljøudvalget 24. juni 2015.

Forudgående debat

Forud for udarbejdelse af kommuneplantillæg og miljørapport er der afholdt en debatperiode i juni 2016, bl.a. med et orienteringsmøde på Nordsøen, hvor ejere, beboere og erhvervsliv i Hirtshals og ejere i sommerhusområdet Kjul var inviteret, og med ca. 200 fremmødte.

Der blev modtaget 14 tilbagemeldinger, som omhandlede forskellige forhold, bl.a. bekymring fra nærliggende erhvervsvirksomhed, og flere fra sommerhusområdet Kjul, der ikke ønsker møller på havnen, eller ønsker dem skubbet så lang væk fra sommerhusområdet som muligt.

Herudover er der i samarbejde med Aalborg Stift foretaget besigtigelse med henblik på udpegning af visualiseringspunkter i forhold til Hirtshals Kirke, Emmersbæk Kirke, Horne Kirke og Asdal Kirke.

Beskrivelse af plangrundlag

Plangrundlaget beskriver og belyser et hovedprojekt med 4 vindmøller, og et alternativ med 3 møller. Desuden er der beskrevet endnu et alternativ med 3 møller, der tager udgangspunkt i hovedprojektet, hvor den sydligste mølle er fjernet.

I alle projekterne er vindmøllerne opstillet i en buet opstillingsrække langs den nye ydermole, og således, at der kan etableres et LBNK-anlæg i området. Hirtshals Havn har med henblik på at udvide antallet af mulige møllefabrikater ønsket at få mulighed for at opstille møller med en større rotor end kommuneplanen giver mulighed for, samt mulighed for at opstille en meteorologisk målemast.

En eventuel målemast skal stå vest for den vestlige mølle og forventes opstillet for en kortere tidsperiode og nedtages efter brug.

Forslag til kommuneplantillæg

Forslag til tillæg nr. 48 ændrer i eksisterende retningslinjer (Bilag 1). Det drejer sig om retningslinje nr. 5.15 vedr. opstillingsmønster og harmoni (rotorens størrelse i forhold til tårnets højde) og retningslinje nr. 5.30 vedr. vindmølleparker.

Retningslinjen vedr. opstillingsmønster og harmoni ændres, så der på Hirtshals Havn kan opstilles vindmøller i en buet opstillingsrække, hvor det ellers forudsættes, at møller opstilles på en lige linje. Desuden ændres retningslinjen, så der kan opstilles møller med en større rotor, svarende til et harmoniforhold på indtil 1:1,53 og med mulighed for en rotor på 130 m på et tårn med en højde på 85 m.

Retningslinje 5.30 vedr. vindmølleparker ændres, så området på Hirtshals Havn udpeges som et vindmølleområde, og der udlægges tilhørende støjberegningszone og støjkonsekvenszone. Endelig ændrer kommuneplantillægget rammen for den pågældende del af Hirtshals Havn, så der udover etablering af havneerhverv også kan opstilles vindmøller.

Lokalplan

Planen har til formål at sikre:

 at området også kan anvendes til vindmøller,
 at vindmøllerne fremtræder ens og harmoniske, og
 at området udnyttes energimæssigt bedst muligt.

Lokalplanen indeholder 2 sæt bestemmelser inklusiv bilag, der beskriver planbestemmelser for hovedforslaget og alternativet med 3 møller.

Ved den endelige vedtagelse af plangrundlaget, hvor der også skal tages stilling til, hvilket projekt der skal realiseres, udgår det sæt bestemmelser, der ikke er relevant.

Miljørapporten

Rapporten (Bilag 3 og 4), der både er VVM-redegørelse og miljøvurdering, vurderer de miljømæssige konsekvenser af anlægget med udgangspunkt i vurderinger af bl.a.

 landskab, kulturhistorie og rekreative forhold,
 forholdet til de 4 kirker i møllernes nærområde,
 mennesker, sundhed og samfund,
 natur og vandmiljø, og
 naboforhold i forhold til støj, skygge og reflekser, og med særlig fokus på forholdet til nærliggende naboerhverv.

Der er endvidere belyst konsekvensen af en buet opstillingsrække i forhold til en fiktiv opstilling på en lige række, og udseendet af vindmøller med større rotor op til et harmoniforhold på 1:1,53. Rapporten indeholder visualiseringer af anlægget set fra en række fotostandpunkter, der viser, hvordan de 4 vindmøller vil komme til at se ud i landskabet helt tæt på, og i større afstand.

Der er særligt fokus på, hvordan møllerne vil opleves fra en række steder langs Tannisbugt.

Offentlighed og borgermøde

Som en opfølgning på det indledende orienteringsmøde foreslår administrationen, at den samme kreds som i foroffentlighedsfasen orienteres om offentliggø- relsen af planforslagene.

Administrationen foreslår desuden, at der holdes et borgermøde i offentlighedsfasen. Jf. reglerne om værditab på beboelsesejendomme skal ansøger i samarbejde med Energinet.dk afholde et offentligt møde i løbet af offentlighedsfasen, og mø- det skal ligge senest 4 uger før fristen for fremsendelse af indsigelser/bemærkninger.

På mødet skal ansøger og Energinet.dk fortælle om vindmølleprojektet, konsekvenser for naboerne og om muligheden for, at naboer til vindmøllerne kan anmelde krav om erstatning for værditab på sin ejendom.

Administrationen vurderer, at det er hensigtsmæssigt at afholde et borgermøde i samarbejde med ansøger, da der i vidt omfang er tale om samme information og samme kreds af naboer.

Økonomi

Kommunen kan, når der opstilles møller, søge om tilskud til initiativer, der kommer borgere til gavn, og som fremmer udnyttelsen af vedvarende energikilder i kommunen.

Tilskuddet udgør ca. 0,088 mio. kr. pr. MW, der opstilles, svarende til et tilskud for en 3,3 MW mølle på ca. 0,290 mio. kr. Tilskuddet kan anvendes til anlægsarbejder, som styrker landskabelige og rekreative værdier samt kulturelle og informative aktiviteter, og tilskuddet er ikke bundet til det lokalområde, hvor møllerne opstilles. Midlerne tilvejebringes over elregningen, og ordningen administreres af Energinet.dk med kommunen som ansøger.

Hjørring Byråd har tidligere besluttet, at min. 1/3-del af beløbet reserveres i 5 år til lokalområdet, inden for en afstand til møllerne på 4,5 km. Personalemæssige (herunder arbejdsmiljømæssige) konsekvenser Ingen bemærkninger.

Miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser

Som en del af miljørapporten er der i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer vurderet på bl.a. de sundhedsmæssige aspekter ved opstilling af vindmøller. Opstilling af vindmøller er i overensstemmelse med de overordnede målsætninger og strategi for opstilling af vindmøller, og overholder alle gældende støjkrav i forhold til omkringliggende naboboliger.

Direktionen indstiller

 at Teknik-og Miljøudvalget fremsender kommuneplantillæg nr. 48 til Byrå- det med anbefaling af offentliggørelse i otte uger,
 at Teknik-og Miljøudvalget fremsender miljørapporten: Vindmøller på Hirtshals Havn til Byrådet med anbefaling af offentliggørelse i otte uger,
 at Teknik-og Miljøudvalget fremsender lokalplanforslag nr. 201.8111-L03 til Byrådet med anbefaling af offentliggørelse i otte uger, og
 at der i offentlighedsperioden afholdes et borgermøde i samarbejde med ansøger

Læs hele dagsordenspunktet her: Hjørring Kommune


Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis sætte fokus på den lokalpolitik og de lokalpolitikere i hele Hjørring Kommune, som i sagens natur har indflydelse også på livets gang i vores primære område, som er den gamle Hirtshals Kommune.


Foto og video: Hirtshals Havn.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments