Tidligere artikler:
Sonni og kampen mod junglen – Pre race
Sonni og kampen mod junglen – stage 1
Skrevet af Sonni Vinther Espersen.
Stage 2:
De første 15 km på denne tur lignede meget de sidste 15 fra forrige. Let nedadgående overskuelig grusvej med en fantastisk udsigt, hvorefter vi drejer fra og hopper lige ind i Amazonas. Min plan var at holde et respektabelt tempo på omkring de 6.20 min pr. km, inden det gik hen og blev mere besværligt. At få tilbagelagt nogle nemme kilometer i hvad jeg så som et ret hurtigt tempo alting taget i betragtning.
Jeg blev derfor mildest talt overrasket over at se hele flokken tordne afsted, da starten gik og efterlod mig i den absolutte bagerste del af feltet. Jeg lod mig ikke rive med, og holdte de 6.20, som jeg havde lovet mig selv. Med tanke på min mangel på erfaring indenfor multidags løb i junglen, så følte jeg mig som en rutineret ræv for hver gang jeg ligeså stille luntede forbi en anden ultraløber. Da jeg efter de første 15 km svingede fra vejen, ned i junglen og trådte i de første mudrede spor, var jeg gået fra en start som sidst på etapen, helt op til en 12 plads, stadig med en god fornemmelse i benene.
Ved svinget stod den Danske fotograf Martin, en masse heppende lokale børn og en varevogn med hjælpere, der sikrede sig, at ingen fortsatte af den trygge grusvej. Herfra lukkede junglen sig omkring mig. Jeg følte en adrenalin i kroppen over, at nu begyndte det hele for alvor.
På de sidste 17 km af ruten gennem mudder og snoende tætgroede stier mødte jeg ingen andre løbere. Jeg måtte nyde det med mig selv. Ved et checkpoint godt inde i hjertet af regnskoven, fik jeg at vide, at en løber var kommet forbi blot 5 minutter før mig, hvilket føltes rart på en måde. Ikke fordi jeg havde nogen at jagte, det havde jeg ikke lige overskud til at begynde på alligevel, men for at få bekræftet, at jeg ikke var helt alene i denne uvante verden, selvom det føltes lidt sådan. Ved en flodkrydsning stod den Italienske filmmand og forevigede actionpacked øjeblikke. Han spurgte om hans Italienske venner var tæt på, og da jeg måtte konstatere, at jeg ikke havde set dem siden grusvejen, så gjorde han mig selskab på de smattede stier og våde sten i nogle kilometer til den næste flod, hvor han tog stilling på ny. Han var selv ultraløber og havde løbet MDS i Marokko, så han var en garvet herre, der nu foretrak et kamera i stedet.
Jeg formåede også at løbe forkert på et tidspunkt, hvor jeg skulle have drejet 180 grader i et y-kryds. Jeg fortsatte en 500 meter ud gennem et vandløb inden jeg måtte indse, at de røde markeringer ikke længere hang i træerne. Da jeg så kom tilbage til y-krydset, kunne jeg ikke huske hvilken af de to veje jeg var kommet fra, men valgte da heldigvis den rigtige.
De udfordrende stier og mange kilometer satte sig hårdt i benene på den afsluttende del af etapen. Selvom det fladede ud og blev et lidt nemmere terræn, måtte jeg ned og gå. Jeg kom bl.a gennem en lettere åben majsmark eller det der lignede, hvor solens frie udsyn til gengæld blev den nye djævel. Også i dag havde min GPS misset nogle kilometer i den tætte jungle, så da jeg pludselig hører bekendte grin og samtale og skimter BTU flagene mellem træerne, er det en forløsende overraskelse at kunne løbe ned af bakke i rask tempo for at afslutte 2.etape.
Her stod løbs arrangør Wes som dagen før og befriede mine ømme skuldre for tasken. Det var så småt begyndt at bekymre mig, at syningen der holdte skulderstrop og taske sammen, delvist var gået op og det så ud til at blive værre. Derfor generede det mig når andre løftede tasken i netop den strop. Gamle lort af en et halvt år nedslidt OMM taske. Jeg havde nål og tråd med, og lappede lidt på det.
Også ved denne camp var der en iskold flod at blive kølet ned i. Det var tydeligt at mærke, hvor godt det er for musklerne at dyppe sig på denne måde. Efter at have hængt min hængekøje og regnslag op for det varslede regnvejr, var der tid til frysetørret chili con carne i målområdet, mens vi tog imod de sidste trætte løbere. Mest underholdende input var den langhårede Italiener Josha, der ofte så ud til at gå mest op i hans optræden på de film og billeder, der blev taget af deres filmmand undervejs. Han holdte et ualmindelig ustabilt og underholdende pace, og holdte også campens humør højt, da han kom i mål i hans truckersolbriller med en logrende hund ved sin side, der havde fulgt ham de sidste 17 km gennem junglen fra en landsby, den næppe kunne finde tilbage til nu.
Desværre kom min løbemakker fra 1.etape David også meget medtaget ind i de døende timer med en hjemmeskåret vandrepind, der frustrerende blev kylet væk ved ankomsten. Der var dog stadig smil på læben, men et udtryk der afslørede en vis skepsis omkring de næste dage. Men nu er manden jo også vegetar, og det kunne vel næppe være en fordel under et løb som dette. Imponeret var jeg over Fabi’ fra Chile. Den ene af løbets to kvindelige deltagere, som havde givet de rutinerede ræve baghjul og var kommet ind på en 2.plads på etapen, blot 18 minutter efter løbets førende deltager Daniel.
Joshas hund slog lejr for natten under min hængekøje. Jeg vågnede både af regnen, der løb ned langs rebene og ned i bunden af min hængekøjekøje, og ad hunden, der gik frem og tilbage op af min ryg, for at holde sig i læ for regnen under regnslaget. Desværre havde jeg også været så dum at efterlade min pose med beef jerky uden for køjen natten over. Det var mit aften smovs. Min kvalitetstid, når tankerne skulle væk fra løb, ømme kropsdele og ildelugtende tøj. Så lå jeg i køjen med min luksus 300g tunge Ebook reader, drak pulver appelsin saft, varm kakao og smovsede beef jerkey. Indtil den forbandede køter tog mit sidste beef jerkey som sin natmad.
Jeg stod tidligt op den følgende morgen for at forsøge at tørre min hængekøje, sovepose og regnslag. Vådt udstyr vejer ikke ligefrem mindre i rygsækken. Min fejl bestod i ikke at medbringe de såkaldte “snakeskin” man kommer om rebene i enderne af hængekøjen, og da mit regnslag og sovepose er to separat indkøbte dele, der faktisk ikke hører sammen, så løber regnen langsomt ned i enderne. Der er sikkert nogen, der har det værre end mig, må man så tænke. Som Patrick, løbets anden Dansker, der havde fået boret hul i begge tånegle, for at punktere de blodvabler der lå under og klemte. Det kunne næppe være en særlig sjov “operation”.
