Tornby Plantage (548 ha) er en højtbeliggende, vindudsat vestkystplantage 4 km syd for Hirtshals. Bevoksningsgrænsen mod havet følger en 15-25 m høj, tidligere havskrænt, der er gennembrudt af talrige dybt nedskårne ådale. Neden for skrænten befinder man sig på hævet stenalder-havbund, som i et 300 m bredt bælte er dækket af frodig grønsværklit med en front af hvide havklitter.
Ad Rævskærvej kan man køre gennem plantagen ned til dette usædvanligt dejlige stykke vestkystnatur. Også oven for skrænten er overfladen behersket af klitter og tidligere sandflugt. Flyvesandet hviler dog her på geologisk ældre lag, nemlig en flade af hævet havbund fra en senglacial periode (Hjørring-sletten). Store vandreklitter, hvis tungede fronter afspejles i plantagens østlige grænser, afbrydes af mellemliggende sletter med fra ½ – 5 m flyvesand oven på den gamle ishavsbund.
Plantagens bevoksningsgrænse er karakteriseret ved den tidligere havskrænt ud mod Jammerbugt.
Siden 1500-tallet og gennem de følgende århundreder har Tornby Sogn som den jyske nord- og vestkyst i øvrigt – været svært plaget af sandflugt. l 1693 beskriver en sandflugtskommission situationen således: “Tornby ligger for en aaben Sande, som kommer dels fra Havet, dels fra den derhos liggende store Sandklit og fra Vester- og Sønderkant, alt som Vindene er til, udbreder (den) sig over de derom liggende Byers Marker … “.
Trods den ene kongelige forordning efter den anden og trods omfattende og vedvarende anstrengelser for at dæmme op for sandflugten er det først op mod midten af forrige århundrede, at forholdene under statslig ledelse kommer så nogenlunde under kontrol. Endnu i dag er der behov for stadigt tilsyn med klitstrækningerne og for udførelse af omfattende dæmpningsarbejder på udsatte steder.
Tanker om træplantning i klitegne var tidligt fremme, men blev i Tornby Sogn først realiseret i årene 1910-1930 efter statslig erhvervelse af et 526 ha stort areal. Som i de forud anlagte klitplantager blev bjergfyrren hovedtræart. l den salte, skarpe blæst udviklede den sig, selv på den bedre bund, dårligt og er i de senere år påbegyndt forynget med sitkagran, som ofte indfinder sig spontant i den døende bjergfyrskov. Nogle meget smukke, højproduktive bevoksninger af sitkagran, stammende fra plantningernes første år, har bevist denne træarts eminente overlegenhed på stedet.
Angreb af rodsvamp medførte dog, at bevoksningerne måtte afvikles i 40-45 års alderen. Derefter blev plantet mere modstandsdygtige ædelgranarter (alm. ædelgran, nordmannsgran og i mindre omfang grandis og nobilis). Rundt om i plantagen findes grupper af andre nåletræsarter som omorica, japansk lærk og douglasgran foruden et stort antal mere sjældent benyttede arter. Bøg, eg, ær, el, gråpoppel og andre løvtræarter er plantet i læbælter og mindre grupper overalt i plantagen.
Plantagens vilde flora
lshavets bundaflejringer af ler og sand, de dybe ådale og det varierende dække af flyvesand har skabt særdeles afvekslende jordbundsforhold i plantagen, som rummer en særpræget og frodig planteverden. l den lysåbne gamle nåleskov af alm. bjergfyr, hvidgran og sitkagran i plantagens vestlige, storkuperede klitlandskab kan iagttages særegne plantesamfund med sjældne arter af nordisk oprindelse – hidført som frø af vind og fugle. Arter som hjertebladet fliglæbe og talrige arter af slægten vintergrøn har således på denne muldfattige bund fundet kravene til sommerkølighed og rigelig lystilgang opfyldt.
l lysninger, i lyse krat og langs veje og stier i plantagen, hvor jordbundens indhold af kalk og næringsstoffer er rigeligere og lysadgangen tilstrækkelig, er floraen frodig og artsrig. Løvfaldende buske som havtorn, blågrøn rose, hvidtjørn, alm. hyld, ribs og stikkelsbær danner næsten uigennemtrængelige krat. Knyttet hertil findes artsrige plantesamfund med mange kalkyndende arter. Blodrød storkenæb, hvas randfrø, alm. agermåne, sand-frøstjerne, hundetunge, roset-karse, stivhåret kalkkarse, sød astragel og forskelligbladet tidsel – alle sjældne i Nordjylland – forekommer her ret almindeligt.
Til de omtalte dybe ådale er knyttet en række næsten kultur-upåvirkede, frodige plantesamfund. De kølige, nordvendte dalskråninger er således voksested for artsrige samfund med rigt indhold af mosser, bregner og padderokker.
På sine steder danner brombærarten korbær sammen med havtorn, ene og flere rosenarter, lavtvoksende græs- og urterige krat. Her vokser også sjældnere arter som klit-natlys, hundetunge, sand-frøstjerne, nikkende kobjælde, hvidgrå draba, roset-karse, skov-hullæbe, alm. månerude, blodrød storkenæb og klit-kambunke.
De kalk- og næringsrige grønsværklitter og klitenge neden for den gamle kystskrænt beriges yderligere i den sydlige del af flere fugtigbundsområder, opstået i Liver Å’s tidligere udløb. Navnlig knyttet hertil findes et antal særprægede og artsrige plantesamfund. l pilekrat (domineret af øret pil, krybende pil, gråris og spyd-pil) og i tagrørsbevoksninger træffes ualmindelige arter såsom leverurt, kær-fladstjerne, knude-firling, alm. skjolddrager, sump-hullæbe, kødfarvet gøgeurt, vendsyssel-gøgeurt, strandtusindgylden samt flere arter af ensian og øjentrøst.
Vandretur
Fra de nummererede P-pladser på kortet udgår 4 afmærkede ruter, som i marken er markeret med små, farvede metaltrekanter på lave pæle. To korte ture er ikke nærmere beskrevet her, men begge byder på rige naturoplevelser: Fra P1 – Blå rute – Nordskoven rundt; fra P3 eller P4 – Gul rute – Horsedammen rundt, begge ca. 2 km; Grøn rute fra P2 ved plantørboligen, ca. 4 km, svarende til 1½ times gang (kuperet terræn).
Der startes nordud ad Yxenbækvej over åben klithede. Østover er der udsyn mod det høje, morænelandskab, der strækker sig fra Hirtshals mod Sindal. Den store bakkeø (16×4 km) med højder op til 90 m har i tidernes morgen ligget som en egentlig ø, omskyllet af ishavets bølger. Nærmere på, i kanten af skoven, ses Russerbakken, en tilgroet vandreklit, hvor nogle ilanddrevne russiske sømænd skal være begravet, formentlig i 1758. Tornby-folkene husker også klitten som et yndet gemmested for deres brændevinstøj, når tolderen var i anmarch.
Lidt længere fremme passeres den maleriske Yxenbæk-ådal – dybt nedskåret i ishavsbunden. Folk på egnen mente, at bækken var befordrende for køernes brunst – hvoraf navnet (jywsen = brunstig). Det kunne ej heller skade at tage en potte vand med hjem til konen: “så blev hun så dejlig”. Turen går videre gennem Midtskovens kuperede terræn med mange ædelgranforyngelser og vestover langs kanten af en stor åben slette med fugtige lavninger og klitbakker med vide udsigter.
Tilbageturen fører ned over skrænterne til det lavere liggende klitlandskab på den hævede stenalderhavbund. Ved Yxenbæk passeres en lille opstemmet klitsø, og henved 150 m syd for søen går det opad igen gennem et filtret bælte af vindslidte, gamle hvidgraner. Som slående kontrast til disse finder man i læet umiddelbart indenfor retvoksede, frodiggrønne ædelgraner og andre nåletræarter i god vækst.
Har turen været tilstrækkelig lang, kan man fremme ved Ajs Nalbos Raj følge afmærkningen nord om renden tilbage til P2. De mere vedholdende fortsætter ned gennem kløften over en lavning i klitterrænet. En stejl trappe fører nu op igennem det gamle hvidgranbælte, hvor turen fortsætter i et vildt, kuperet terræn med snoede stier, lysninger, mørk skov og pragtfulde havudsigter. Endnu en vandførende erosionskløft passeres, og igen skal man til vejrs ad en stejl trappe. Det lyder besværligt, og man bør på hele turen være opmærksom på afmærkningen, men det er ubetinget umagen værd. På tilbageturen følges Havvejen øst på til Plantørvejen og videre ad denne til udgangspunktet P2.
Rød rute fra P5 eller P6 i skovens sydlige udkant, ca. 6 km, 2 timers gang. Turen går gennem de ældste partier af plantagens 2. generation, mest ædelgran på god klitbund. Frost og græs har vanskeliggjort kulturstarten, men væksten er nu rimelig god. Plantagens “smørhul” er de sydligste afdelinger mod Købstedvej med smukke 50-årige ædelgranbevoksninger omgivet af bøge-læbælter. Skovens hovedvej (Dalgårdvej) følges frem til Thorbæk. Navnet giver mindelser om fjerne forfædre, og bopladsfund langs Liver Å fra jæger-stenalder bekræfter, at mennesker har levet her i mere end 8000 år.
Kort efter bækidyllen drejes mod SV ad Snildemandsvej. Snildemanden selv træffes 400 m fremme, hvor han stikker sit stenede hoved op af skovbunden – fra gammel tid anerkendt som en af “de underjordiske”. De ca. 40-årige bevoksninger omkring vejen kan synes eksotiske for en klitplantage. Det skyldes, at den velkendte sitka her bevidst er bragt sammen med fæller fra sit hjemland som grandis, douglas og tsuga. Skønt sidstnævnte arter langt fra har sitka’ens robusthed, trives de dog her og andetsteds under beskyttede forhold.
Turen svinger nu mod NV og V gennem et småkuperet klitterræn med yngre gran og fyr. På træernes hæmmede vækst fornemmes, at vi nærmer os skovens udkant. Udenfor breder sig et vældigt åbent klitlandskab, som statsopkøb har sikret mod bebyggelse. En afstikker ud i Hønsebakkerne ret forude kan anbefales. Der er herfra et storslået udsyn over de fredede arealer omkring Liver Å’s udløb og Vandplasken ved Kærsgård strand. Lidt nordpå går turen igen ind i plantagen, hvor Granatvej følges et længere stykke gennem kulturer af sitkagran efter alm. bjergfyr på mager klitbund. Skidterisøen er udgravet i nyere, fredelige tider, men i de sydfor liggende bakker må – efter navnet – forhen alskens troldtøj antages at have huseret.
Hinsides Dalgårdsvej, som følges en kort tid, kommer man 500 m fremme igennem en usædvanlig bevoksning af østrigsk fyr fra plantagens første år. Forsøg med denne træart er ellers næsten overalt i klitplantagerne mislykkedes. De høje klitbakker syd herfor ligger åbne efter afdrift af den oprindelige bjergfyrskov. Indtil de unge graner vokser op og giver nye skønhedsindtryk, kan man glæde sig over en dejlig udsigt fra klittoppene. En primitiv bro fører os tørskoet over Thorbæk, og snart er vi tilbage igen på Dalgårdvej, ikke langt fra hvor turen startede.
Link til tidligere artikel i serien: Tversted Klitplantage
Kilde: Naturstyrelsen
Foto: Arkiv.
