Filmen »Jeg, Daniel Blake« følger titelkarakterens kamp for understøttelse efter et hjerteanfald. Den tidligere tømrer havner i en bureaukratisk labyrint, hvor han møder andre medborgere i lignende situationer. Filmen er instrueret af Ken Loach, og dramaet modtog Guldpalmen på filmfestivalen i Cannes.
Da den unge, enlige mor til to, Katie, der er blevet groft svigtet af det britiske socialsystem, opsøger en såkaldt madbank i Newcastle, hvor hun bor, og her endelig møder forståelse og får hjælp i form af mad til sig selv og børnene. Det er så rørende scene i al sin stilfærdige humanisme, at den rammer rent i hjertet.
Katie, der spilles med stille desperation af Haley Squires, er ikke det egentlige omdrejningspunkt i Ken Loachs nye film, »Jeg, Daniel Blake «. Det er den midaldrende titelpersonen, Daniel Blake, spillet fænomenalt af Dave Johns, men som ham er hun et offer for det samme ufølsomme og tåbelige bureaukrati. Og det er faktisk, da Daniel en dag på socialkontoret får nok og tager Katie i forsvar – og de begge bliver smidt ud – at de mødes og bliver venner. Hun er lige flyttet til byen og har ingen penge, han kæmper for at få tildelt en form for invalidepension, fordi hans hjerte ikke længere kan holde til, at han arbejder som tømrer.
Sammen og hver for sig kværnes de af et labyrintisk, kafkask system, der har til formål at gøre det så svært for dem, der har brug for hjælp, at de fleste giver op på forhånd. Daniels læge siger, at han ikke må arbejde, men socialkontoret giver alligevel afslag på økonomisk hjælp, og han er nødt til at erklære sig rask og søge arbejde på fuld tid hver uge for at komme i betragtning til en form for arbejdsløshedsunderstøttelse. Bureaukratiet vil dog ikke Daniel og Katie noget som helst godt, og de tager begge ekstreme midler i brug.
Man kan sagtens argumentere for, at »Jeg, Daniel Blake« er endnu et dybt partisk debatindlæg med glimt af sort humor og bidsk satire, snarere end en velformet og dramatisk tilfredsstillende fortælling fra en af Storbritanniens allerstørste filmaktivister, humanist og socialist, Ken Loach, og hans faste manuskriptforfatter, Paul Laverty. Hvad gør det, når man er enig i udsagnet, og de to hovedrolleindehavere spiller så godt, og deres situation er så fortvivlende, at man lever sig fuldt og helt med i deres liv og skæbne?
Filmen bliver ligeledes vist den 5. og 6. samt 8. januar kl. 19.30.
