Thomas Klimek
Medlem af Socialdemokratiet
Hirtshals/Hjørring
”Ikke en sjæl kan mærke, at der er forsvundet 30.000 kommunale stillinger,” sagde indenrigs- og økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll tidligere i år i en tv-debat.
Dermed sagde en af magtens mænd også, at 30.000 menneskers indsats i folkeskolen, børnehaven, på sygehuset, i børnesager og hos de ældre ganske enkelt ikke havde gjort en forskel, og at man nu havde skåret det overflødige, det unødvendige væk.
Men noget stemmer ikke overens mellem Liberal Alliances minister og så den oplevede virkelighed, som også medierne har sat spot på. Vi hører om ældre, der ligger i våde bleer og må vente timer, indtil der er ledige hænder. Socialrådgiverne drukner i sager, hvilket betyder, at udsatte børn og voksne risikerer endnu længere ventetid inden deres journalnummer vendes i bunken, ganske enkelt fordi, at der ikke er folk nok til at behandle antallet sager. Pædagoger står ofte alene med 15-17 børn, fordi kommunerne har sat normeringen af børn pr. pædagog op, mens antallet af pædagoger er faldet osv.
Har indenrigsministeren fra LA virkelig ret? Kan vores ældre, de udsatte og børnene overhovedet ikke mærke, at der er 30.000 færre til at hjælpe dem ude i vores 98 kommuner?
Jovist, i kølvandet på en finanskrise, ville der nok blive færre offentligt ansatte. Det er nok en uundgåelig og barsk konsekvens, som også det private arbejdsmarked oplevede, og sandt at sige deler både blå og røde regeringer ansvaret for den kommunale smalhals, men skal vi så ikke i fællesskab erkende, at nu er grænsen nået, ja, sine steder ligefrem voldsomt overskredet?
Har ministeren virkelig ret? Gjorde de 30.000 velfærdsarbejdere slet ingen forskel, da de var der? Kan de tilbageblevne kollegaer slet ikke mærke forskellen? Hvorfor hører vi så alle de beretninger ude fra virkeligheden? Hvornår har indenrigsministeren sidst været i en børnehave og set virkeligheden med egne øjne? Hvornår har ministeren set sosu´eren småløbe mellem de gamles stuer på plejehjemmet? Har han for nylig set socialrådgiverens voksende sagsbunker?
Grænsen må være nået nu, og ministeren bør komme ud på gulvet og se, at det gør en kæmpe forskel, om der er folk og kollegaer nok til at løfte opgaverne. Alternativet er, at vi byder borgerne en forringet service, der i værste fald medfører alvorlige fejl. Forskellen ses også tydeligt i syge- og stressstatistikken, der er i alarmerende udvikling.
Så jo, de 30.000 gjorde en kæmpe forskel, og det ses nu. Vi kan og skal ikke fjerne endnu flere.
Den blå regering må droppe det ideologiske korstog mod det offentlige og investere i den velfærd, som er en væsentlig del af Danmarks fundament. En velfungerende offentlig sektor der understøtter sunde og veluddannede borgere, er en direkte nødvendighed for en optimal privat sektor.
Blå ambitioner om minusvækst og endnu færre velfærdsmedarbejdere må droppes, da den ikke flugter med virkeligheden og er decideret skadelig for den gavnlige dynamik og udveksling mellem den offentlige velfærd og den private vækst.
Lad ikke ideologi stå i vejen for borgernes virkelighed.
