Af Thomas Klimek
Tidligere byrådsmedlem for SF
Alle kender én. Ét menneske med ondt i sjælen. Det kan ramme os alle, og det er forskelligt, hvor meget vi har at stå imod med, når livet slår et sving.
Livserfaring og levet liv giver nok mere ballast at stå imod med, men det er ingen garanti.
Så hvis livet kan udfordre os voksne, hvad gør så et lille barn, vores teenagere eller unge voksne, når det pludselig gør ondt i livet? Når de mærker den usynlige smerte, som verden ikke kan se?
Forhåbentlig har de en vågen familie eller gode venner, der støtter, men det kan være svært og for intimt at skulle åbne sig om sine problemer over for sin mor, far eller en god veninde eller kammerat.
Heldigvis driver sjælens mørke skyer forbi igen, men andre gange er det faktisk alvorlige psykiske problemer, der kræver professionel hjælp til at identificere eller åbne op for, så en videre behandling og forhåbentlig indsats kan sættes i værk.
Det ved man ikke, når man er et barn eller et ungt menneske, hvor skulle man vide det fra?
Nogle unge mennesker og deres nærmeste omgivelser ved dog udmærket, at professionel hjælp nok er vejen frem, men hvor går man hen – og det er vist dyrt at starte med at tale med en psykolog, ikk´? Jo, det er det!
Kan man betale 300-400 kr. ud af en SU? Har den enlige mor luft i sit budget til at betale for hjælp til sit barn? Nogle har måske, men kan fællesskabet ikke også forsøge at åbne muligheder for børn og unge med ondt i sjælen?
Jo, og nu går Hjørring Kommune endnu tydeligere frem med tilbud om at hjælpe vores unge borgere, der måske måtte have et behov.
I det nyligt vedtagne budget for kommunen har SF, Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance, Lokallisten, Dansk Folkeparti og Konservative besluttet at satse på to tilbud;
• Fri adgang til op til fem samtaler med en psykolog for vores borgere mellem 15-25 år. Formålet er som beskrevet ovenfor, nemlig at forebygge at psykiske udfordringer grundlægger et dårligt liv, hvor det bliver svært at komme i trivsel, uddannelse og job.
• ”Cool Kids” – et tilbud til vores folkeskoleelever, der forsøger at forebygge angst blandt børn. Cool Kids Program er et videnskabeligt baseret og effektivt angstbehandlingsprogram. I et Cool Kids gruppeforløb lærer børn og forældre konkrete metoder og strategier at kende, som gør det lettere at overvinde og håndtere angst og bekymring i hverdagen. Cool Kids Program bygger på principper fra kognitiv adfærdsterapi og kan gennemføres enten individuelt eller i gruppe sammen med andre børn og deres forældre.
Det er ikke universalmidler, slet ikke, men i bedste fald nye værktøjer til at hjælpe vores ungdom i kommunen.
Man kunne ønske sig, at vores kommunale budget muliggjorde endnu flere initiativer af denne slags, og ikke de mange besparelser, men i en økonomisk trængt kommune må vi høkke sammen i bussen og turde satse vores sparsomme midler på vores eneste råstof, nemlig vores herlige ungdom, der skal have det bedst mulige liv.
Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november 2017, vil vi på den lokale webavis sætte fokus på den lokalpolitik og de lokalpolitikere i hele Hjørring Kommune, som i sagens natur har indflydelse også på livets gang i vores primære område, som er den gamle Hirtshals Kommune.
Helt enig i Knud Størups kritik af ændring af navn på Banegårdspladsen