Livredderne træner på livet løs også i Tversted og Tornby

Bortset fra en enkelt førstehjælpsaktion for livredderne i Tversted har der på grund af vejret ikke været meget at lave for de værdsatte folk fra TrygFondens Kystlivredning, men hvad laver de mon så, når vejret ikke er til badning her i det nordvestlige Vendsyssel?

15
HKH Kronprinsesse Mary åbner livreddertårnet på Tversted Strand i Nordjylland.Fotograf Astrid Dalum Tlf. 0045 31100940

Meteorologerne lover byger og blæst i den kommende uge. Det betyder umiddelbart færre badegæster ved landets strande og havnebade, men der er stadig masser at lave for livredderne i TrygFondens Kystlivredning.

En klassisk badedag ved stranden forbindes ofte med høj solskin og varme temperaturer. Men bare fordi vejrudsigten byder på vådt og blæsende vejr, er det ikke ensbetydende med mennesketomme strande.

For sådanne dage tiltrækker masser af surfere og kitesurfere, ligesom mange sommerferiegæster fortsat vælger at gå ture på stranden. Danskernes stigende interesse for åbent vand svømning giver også livredderne ekstra at holde øje med.

Livredder i båd_flaskeposten1

– Surfere og kitesurfere elsker blæsevejr og store bølger. Heldigvis er de fleste gode til ikke at tage på vandet alene, men det gælder ikke alle. Vi har oplevet dage, hvor vi har måtte hente flere end ti kitesurfere ind, fordi de ikke selv har kunnet klare det, fortæller René Højer, programchef i TrygFonden, og fortsætter:

– Stranden er også et sted, der altid tiltrækker mange turister, som trods gråvejr lige skal dyppe tæerne eller gå tur på stranden. Og så kan vi mærke, at åbent vand-svømning er blevet mere populært, og her er det jo ligegyldigt, om det regner.

Netop den voksende interesse for åbent vand-svømning får TrygFondens kystlivreddere til at komme med en klar opfordring:

– Vi vil stærkt anbefale, at man så vidt muligt svømmer i et område med livreddere og i hvert fald aldrig svømmer alene. Det er også godt at gøre sig selv synlig med en badehætte i en stærk farve og gerne en såkaldt havtaske, der er en oppustelig pude, som man kan bruge til opbevaring, men også holde fast i, hvis man fx pludselig får krampe eller kræfterne slipper op, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat, TrygFonden Kystlivredning.

Skulle vejret blive så kedeligt, at ingen søger til landets strande og havnebade, holder livredderne alligevel ikke fri. Så står programmet på træning og vedligeholdelse af udstyr.

HKH Kronprinsesse Mary åbner livreddertårnet på Tversted Strand i Nordjylland. Fotograf Astrid Dalum Tlf. 0045 31100940

– Vi vil naturligvis helst have dejligt sommervejr, så både danskere og turister kan nyde vores mange gode badesteder rundt omkring i Danmark. Det er jo derfor, vores livreddere overhovedet er der. Men på vores breddegrader må vi også finde os i gråvejrsdage, og disse dage er ideelle for livredderne til at få trænet redningsøvelser både til vands og til lands. De gennemgår og funktionstester også deres udstyr, så alt er klar, når solen igen får overtaget og lokker badegæsterne til vandet, siger Anders Myrhøj.

 

TrygFondens 5 nationale baderåd

TrygFonden har sammen med Dansk Svømmeunion udviklet fem enkle baderåd, der indeholder de vigtigste ting, du skal være opmærksom på, når du færdes på stranden.

  1. Lær at svømme

Når du kan svømme, kan du redde dig selv og andre fra at drukne. Vælger du at gå i vandet, selvom du ikke kan svømme, bør du finde et sted, hvor du kan bunde, og hvor vandforholdene er rolige.

  1. Gå aldrig alene i vandet

Når I er flere, kan I holde øje med hinanden og reagere hurtigt, hvis noget går galt. Det giver større sikkerhed for alle. Undgå farlige lege i vandet, og råb aldrig om hjælp for sjov.

  1. Læs vinden og vandet

Brug dine øjne og din sunde fornuft, før du bader. Tjek vandets dybde og strømforhold, og hold øje med vindens retning. Ved fralandsvind driver badedyr, gummibåde og luftmadrasser hurtigt til havs. Der er også øget risiko for brandmænd. Ved pålandsvind er der øget risiko for revlehuller med kraftig udstrømning.

  1. Lær stranden at kende

En ny strand kan være fuld af overraskelser, der ikke kan ses med det blotte øje. Spørg de lokale eller en livredder om strandens særlige forhold, før du går i vandet. Passerer der en hurtigfærge, der kan give store bølger? Er stranden kendt for at være meget stejl? Er der moler eller høfder, som påvirker strømmen? I udlandet skal du også være opmærksom på undersøiske rev eller farlige dyr. Læs også altid strandens oplysningsskilte.

  1. Slip ikke børnene af syne

Hold dig tæt ved badende børn, så I kan se og høre hinanden, og du kan nå at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Selv større børn, der svømmer godt i en svømmehal, kommer nemt i vanskeligheder i mødet med havets strøm og bølger. Hold godt øje med børn, og sørg for ikke at blive distraheret.

Aktioner i uge 26
I uge 26 gennemførte TrygFondens kystlivreddere i alt 33 førstehjælpsindsatser, 139 forebyggende indsatser og 3.590 oplysende indsatser. Aktionstallene for de enkelte strande og havnebade kan ses nedenfor.

TrygFonden Kystlivredning har livreddertårne på 36 strande og havnebade i hele landet. Her passer livredderne på badegæsterne hver dag frem til lørdag den 13. august fra kl. 11-19. Havnebadene ved Islands Brygge, Fisketorvet og Sluseholmen i København er åbne indtil den 30. september. Et flag i tårnet fortæller, at livredderne er på vagt, og den primære zone, som livredderne overvåger, er markeret med rød-gule flag i strandkanten.

Se, hvor du finder det nærmeste livreddertårn, og lær mere om, hvordan du bedst passer på dig selv og andre ved vandet, her: www.respektforvand.dk.

Lokale aktionstal for uge 26: 

Nordjylland: 0 livreddende aktioner, 3 førstehjælpsaktioner, 35 forebyggende aktioner, 784 oplysende indsatser

  • Blokhus: 0 livreddende aktioner, 2 førstehjælpsaktioner, 15 forebyggende aktioner og 159 oplysende indsatser
  • Løkken: 0 livreddende aktioner, 0 førstehjælpsaktioner, 0 forebyggende aktioner og 124 oplysende indsatser
  • Tornby: 0 livreddende aktioner, 0 førstehjælpsaktioner, 0 forebyggende aktioner og 93 oplysende indsatser
  • Palmestranden: 0 livreddende aktioner, 0 førstehjælpsaktioner, 0 forebyggende aktioner og 96 oplysende indsatser
  • Sønderstrand: 0 livreddende aktioner, 0 førstehjælpsaktioner, 1 forebyggende aktion og 93 oplysende indsatser
  • Tversted: 0 livreddende aktioner, 1 førstehjælpsaktion, 19 forebyggende aktioner og 219 oplysende indsatser.

Foto: Astrid Dalum og TrygFonden.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments