Hvad der allerede fra start slår FlaskePostens udsendte, da vi fredag aften overværer Hjørring Revyen, er den poetiske, musikalske og scenografiske helstøbthed, som er skabt af først og fremmest kapelmester Henrik Baloo Andersen, instruktør og skuespiller Tom Jensen samt scenograf Kirsten Brink.
Der er en let, men aldrig letkøbt enkelhed og et smukt flow i forestillingen, som også koreograf Peter Friis må have bidraget utrolig positivt til. Revyens skuespillere er i øvrigt Camilla Bendix, Charlotte Guldberg, Jens Gotthelf og Kristian Holm Jensen. Tematisk er der tillige både eksistentiel og politisk vinkling af numrene lige fra Kjeld Torbjørns kimende mobiltelefon ved den grotesk humoristiske begravelse i nummeret Et sidste farvel i 1. akt til Rasmus Søndergaards Bekvemmelighedsflygtninge i 2. akt.
Den politiske vinkling kan man opponere imod, når den kammer en anelse for skingert over i eksempelvis Peter Oliver Hansens pædagogisk løftede pegefinger i parafraseringen af H. C. Andersens smukke nationalklenodie I Danmark er jeg født, men man overgiver sig garanteret alligevel hurtigt igen på grund af lige præcis det musikalske sus og den poetiske rus, der så elegant foldes ud på Vendelbohus.
Hvis vi endelig skal pege på yderligere et par numre ud af de to akters mange, må det blive Carsten Collings på en og samme gang skønne og vemodige sang om forelskelsen mellem Ilse og Jørgen Smed fra Hirtshals, der spilles og synges af Henrik Baloo Andersen, mens et skyggespil diskret fremføres i baggrunden af Camilla Bendix og Jens Gotthelf.
Da revyens sidste nummer toner ud og skuespillere samt musikere bukker til klapsalverne fra salen, sidder webavisens udsendte kort fortalt tilbage med en følelse af et momentvis politisk korrekt skævvrid, der altså ikke desto mindre overdøves flot af poetisk musikalitet og overbevisende sikkerhed.
Undervejs blev salig P. H. alias Poul Henningsen af gode grunde mindet og æret, men det var som bekendt også de klogeste kulturradikale, der måtte erkende, at al kunst nok er politisk, men ikke al politisk kunst er nødvendigvis god, hvilket måske var en tanke værd hos holdet bag Hjørring Revyen.
