Af Ida Eriksen, Morten Levinsky & Signe Skelbæk
Journaliststuderende på RUC
_______________________
Else Munk Jansen er blot en ud af 35.000, der årligt er sygemeldt med arbejdsrelateret stress. Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø er stress årsag til op mod en fjerdedel af sygefraværet i Danmark. Stress koster det danske samfund op mod 14 milliarder kroner om året og 1400 danskere dør hvert år af stress.
(Risikofaktorer og folkesundhed 2006, Statens Institut for Folkesundhed).
_______________________
Det er torsdag morgen og Else er stået op med en efterhånden velkendt uro i kroppen. Hun har ligget vågen længe og holdt øje med lyden af manden Johns rolige vejrtrækning. Hun var netop faldet i søvn, da uret ringede og mareridtet startede forfra igen. Else tænker ved sig selv, at det er influenza, og at hun hellere må komme afsted, da det ikke har hjulpet at være blevet hjemme fra arbejde de sidste par gange.
Hun havde længe følt sig så træt så træt. Hun græd ellers aldrig, men i de sidste par måneder, havde alt fra smuk musik til dårlige reklamer i fjernsynet fået tårerne til at trille hos den ellers så stærke nordjyde fra Bindslev. Else, der mistænkte sine symptomer for at være influenza, havde ikke skænket stress en tanke, før det var for sent.
Elses afdeling var for nyligt blevet underlagt en række strukturelle forandringer og en ny chef. For Else betød det en brat omlægning fra at være en medarbejder, der følte stor arbejdsglæde og satte en ære i at møde enhver kunde med samme overskud, til i stedet at mangle gejst og mening, når hun hver morgen satte kursen mod arbejdspladsen. Den gæve kvinde på 46 følte pludselig et pres over nye opgaver og en ærgrelse over at blive frataget sine vante rutiner:
“Jeg var vant til at være selvstændig med mine kunder, men min chef ville bestemme alt. Jeg skulle også pludselig oversætte en række rapporter til tysk og engelsk og havde en ekstremt kort deadline. Jeg tilbød at arbejde over, men de ville ikke betale for overarbejde”.
Hun forsøgte at råbe ledelsen op, men ingen reagerede:
“Firmaet skulle spare, og vi skulle løbe hurtigere og hurtigere og mange blev sygemeldte. Det var meget utilfredsstillende, at jeg ikke kunne udføre mit arbejde så godt, som jeg gerne ville. Jeg sagde til min chef, at jeg havde for meget arbejde og ikke kunne følge med. Han sagde bare: ‘Jeg hører, hvad du siger, men jeg kan ikke gøre noget’”.
‘Min verden brød fuldstændig sammen’
Men en skæbnesvanger torsdag morgen i februar bliver vendepunktet i Else Munk Jansens erkendelse af sin sygdom. Hun når kun at parkere bilen og ordne et par småting på kontoret, før hun løber ud på toilettet, stikker hovedet ned i kummen og giver slip på kontrollen og morgenmaden, som hvirvler rundt og flyder sammen til en grålig masse.
“Jeg kommer kun ud i bilen, og så bryder min verden bare fuldstændig sammen. Jeg tudbrøler, ryster over hele kroppen og får kvalme og hjertebanken. Jeg får startet bilen og tænker, at jeg skal bare væk herfra. Jeg ringer John op, og så siger jeg, at jeg kører hjem. Jeg græd i telefonen, da jeg havde John i røret”.
Da Else Munk Jansen endelig parkerer den sorte Toyota i indkørslen ved familiens hus, er hun stadig overbevist om, at hun bare er ramt af en virus. Først da hendes mand John trodser hendes ønske om ikke at komme hjem før tid og finder hende liggende i sengen med dynen trukket helt op under øjnene, går det op for hende, at hun ikke kan vende tilbage på arbejde.
Chefen grinede hånligt
Mandagen efter er det alligevel John, der må overbevise Else om, at hun skal til lægen. Hun affejer det først og siger til sin mand, at hun nok bare er syg og skal ligge lidt. Men John får hende ind i bilen afsted mod lægen, der konstaterer, at Else har både stress og depression. Han råder hende til at sygemelde sig fra sit arbejde.
“Jeg havde haft mine specialordbøger med, fra dengang jeg studerede, derude på arbejdet også. Og jeg havde først tænkt, at jeg ville ud og hente dem, og jeg havde nogle enormt søde arbejdskollegaer, og dem ville jeg egentlig også gerne ud og sige farvel til.”
Men Else er slet ikke i stand til at komme tilbage på den arbejdsplads, hun forbinder med så meget smerte. Efter sygemeldingen bliver hendes symptomer forværret.
“Den første måned sov jeg faktisk ikke. John stod op klokken seks om morgenen og indtil klokken fire om natten, havde jeg faktisk ikke sovet, og John havde heller ikke. Jeg skulle bare ligge helt tæt inde ved John, og han skulle bare holde i mig. Jeg græd, og jeg rystede, og mit hjerte det kørte bare derudaf.”
Else Munk Jansen erkender, at hun må hanke op i sig selv, taste nummeret på hendes arbejdsplads gennem de sidste ni år og sige op. Hendes sidste samtale med chefen er lige så ubehagelig, som de mange gange før hvor hun havde forsøgt at råbe op om sine symptomer:
“Jeg ringer til min chef og siger, at jeg vil godt sige mit job op, og så grinede han bare hånligt af mig. Jeg stod ude i køkkenet og John kunne nærmest høre, at han grinede af mig gennem telefonen. Og det var så det”.
Else blev fyldt af en vrede over den måde, hun var blevet behandlet af sin chef og den øverste ledelse, som gang på gang havde antydet, at det var hende, der var noget galt med. Hun beslutter, at ringe til sin fagforening Krifa for at søge erstatning for tabt erhvervsevne grundet stress.
“Men de sagde bare til mig, det kan du godt glemme. Det er umuligt at få erstatning”.
__________________________
At Krifa frarådede Else Munk Jansen i at søge erstatning er i grunden ikke så mærkeligt. For kun meget få personer, der søger om erstatning for tab af erhvervsevne grundet psykiske lidelser, får medhold. Faktisk har kun en enkelt person fået erstatning af sin arbejdsgiver på grund af arbejdsrelaterede stress.
Siden 2005 er antallet af anmeldelser af tabt erhvervsevne på grund af psykiske lidelser til Arbejdsskadestyrelsen steget med 113 procent, men antallet af sager, der bliver anerkendt, er kun 4 procent.
___________________________
Sagde nej til drømmejob
Månederne går, og Else får det ikke meget bedre, trods jævnlige konsultationer hos en psykolog. Det meste af tiden sidder hun i hjørnet af sofaen og stirrer tomt ud i luften:
“Du tænker enormt meget over tingene. Det er et tankemylder, hvor hjernen ikke står stille. Jeg tænkte nogle gange, altså springer mit hovede snart?”
Siden Else blev syg med stress har hun tabt 20 kilo. Hun må opgive at handle ind og overlader ansvaret til John og deres ældste søn:
“John stod nærmest for det hele herhjemme. Jeg kunne få nået at vaske tøj og sådan noget, men jeg kunne ikke handle ind, så det gjorde han eller den ældste, som lige havde fået kørekort. De tog også over med madlavningen, selvom jeg forsøgte at få hverdagen til at køre.”
Alligevel var Else i syv sind, da drømmejobbet pludselig åbnede sig for hende. En tidligere chef havde brug for en ny eksportassistent og mente, at hun ville være den perfekte til stillingen.
“Jeg tænkte først, at det kan jeg slet, slet ikke, men vi fik snakket om det, og jeg ville enormt gerne have det job. Jeg var så til samtale, og før jeg gik ud af døren, fik jeg at vide, at jobbet var mit”.
Men endnu engang bliver det i det bløde læderbetræk bag Toyotaens sikre døre, at Else kan mærke, at noget er galt:
“Så græder jeg bare og kan først ikke finde ud af, om jeg er glad, eller nervøs for at jeg skal starte om en måned og ikke kan magte det. Jeg vælger at tage til læge igen, og så siger han: ‘Du skal ikke starte på det nye arbejde. Det er du ikke klar til.’ Og det vidste jeg jo godt inderst inde.”
Kan ikke være alene
I dag, cirka et år efter sin sygemelding, er Else stadig mærket af sin sygdom. Hun kan ikke være alene i længere tid af gangen og kan kun handle ind i et lille omfang. Hendes trofaste støtte, manden John, skal helst være indenfor rækkevidde og de to har nærmest ikke været adskilt siden Else startede i Johns rengøringsfirma.
Else har mistet meget på bekostning af sin sygdom. Venner er faldet fra, fordi de ikke har vidst, hvordan de skulle tackle, at Else var så syg af sin stress. Selv siger hun, at hun kun kom igennem med skindet på næsen, fordi hendes familie tog sig af alt det praktiske og støttede hende gennem hele forløbet.
I parrets veltrimmede murstensvilla, ser man nu også tegn på overskud i de små potter med plasticposer bundet om sig, som små drivhuse. Her spirer agurker, radiser og tomater til glæde for John, Else og deres to teenagedrenge. Planterne er en hobby, som Else har taget til sig, som en slags selvterapi efter hun gik ned med stress.
I et dunkelt rum ud mod indkørslen, står et lysebrunt klaver. Vi beder Else spille noget for os, og valget falder på en simpel melodi i håbefulde toner.
_________________________________
Flere danske fagforeninger har længe forsøgt at råbe både politikere og arbejdsgivere op. Fagforeningerne efterlyser politiske tiltag, der kan gøre det lettere for stressramte at få hjælp både før, under og efter sygemeldingen.
“Det duer ikke, at politikerne ikke taler om det og ikke har en strategi for at løse problemet. Der er mange penge for samfundet at spare, hvis man forebygger det, og gør det bedre på arbejdspladserne,” siger Mikkel Andersen, 3F.
___________________________________
