Onsdag morgen kl. 07.30 ankom 2 klumpfisk til akvariet i Hirtshals. De blev fløjet fra Azorerne midt i Atlanterhavet, hvor de blev fanget i naturen for 2 uger siden, hedder det i en pressemeddelelse fra Nordsøen Oceanarium.
Oceanariet allierede sig med firmaet Flying Sharks, som er professionelle leverandører af alle slags dyr til zoologiske anlæg i hele verden, til at foretage indfangningen og transporten. Personale fra akvariet i Hirtshals tog imod fiskene i Kastrup Lufthavn, hvor det blev konstateret, at de havde klaret flyveturen godt. Turen gik videre til Hirtshals i en temperaturstyret lastbil fra Blue Water Shipping, der venligst havde stillet lastbil og chauffør til rådighed til den sidste del af transporten.
Under køreturen blev fiskene konstant overvåget, og der blev foretaget målinger for at sikre, at vandkvalitet og temperatur var optimale. Hele turen gik godt og ved ankomsten til Hirtshals blev de, efter kortere tids akklimatisering, flyttet til den store oceanarie-tank med 4,5 mio. liter saltvand. Her svømmer klumpfiskene allerede rundt og ser ud til at trives fremragende.
– Fiskene har haft en lang transport, men de ser ud til at have klaret turen rigtig flot, og jeg er meget tilfreds med forløbet. Det er et par fine eksemplarer af arten, fortæller akvariemester og dykker Martin Riis, der fulgte klumpfiskene fra Kastrup til Hirtshals.
En sjælden gæst med stort potentiale
Nordsøen Oceanarium fik første gang en klumpfisk i august 2000, og fisken på 10 kg blev startskuddet til en anderledes formidling af livet i Nordsøen. Siden da har der været flere klumpfisk i akvariet, hvoraf halvdelen har været fanget i danske farvande. Fælles for dem alle har været, at de hurtigt blev blandt de mest markante fisk på Nordsøen Oceanarium, og mange gæsters favoritter.
I kraft af deres særlige position fik klumpfiskene derfor hurtigt en rolle som ambassadører for deres vilde artsfæller, samtidigt med at de belyser det unikke og mangfoldige dyreliv i Nordsøen. Derfor er det en vigtig opgave at formidle om klumpfisk som art og om deres rolle i Nordsøen til det brede publikum. Vidensudveksling er helt essentielt, hvis klumpfisk på Nordsøen Oceanarium skal være ambassadører for livet i Nordsøen. Derfor deler akvariet ny viden med andre zoologiske anlæg og med forskningsmiljøer.
– Klumpfisken er en fascinerende skabning – både fysiologisk og adfærdsmæssigt. Derfor er vi glade for atter at kunne give vores gæster mulighed for at se klumpfisken på nært hold, siger biolog Kristina Ydesen.
I akvariet i Hirtshals ses, som et af få steder i verden, pelagiske stimefisk side om side med klumpfisk. Stimefiskene, som for eksempel makrellen, repræsenterer typiske, velkendte og fiskerimæssigt betydningsfulde arter i Nordsøen. Hvorimod klumpfisken er en mere ukendt fiskeart, der repræsenterer den rigdom af liv, der ikke kendes fra industrien eller middagsbordet, og som forbinder Nordsøen med de store verdensoceaner.
Klumpfisk bevæger sig vidt omkring, og derfor kunne de nye klumpfisk fra Azorerne selv have været blandt nogle af de individer, der forekommer ved de danske kyster i sommerhalvåret.
FAKTA:
Verdens største benfisk, klumpfisken, kan blive 3,5 m lang og bred og veje op til 2.000 kg.
Klumpfisken er også verdensmester i æglægning – 300 mio. kan det blive til.
Klumpfiskens latinske navn, Mola mola, betyder møllesten – gæt selv hvorfor!
Klumpfisken har ikke mange fjender, men store hajer og søløver spiser mindre eksemplarer.
Klumpfisk er ikke en truet dyreart og den findes i hele verden, blot vandtemperaturen er over 16 grader.
Klumpfisk lever hovedsagligt af gopler, altså vandmænd og brandmænd.
I Japan og Korea spiser man klumpfisk – på trods af at kødet er svagt giftigt pga. indtaget af giftige brandmænd!
De nyankomne klumpfisk er ca. 45 cm lange og vejer ca. 5-6 kg.
Det er svært at aldersbedømme klumpfisk. Et gæt vil vær, at de nyankomne er mellem 1-3 år.