Sommerens første sælunge født på Nordsøen Oceanarium

Der har igennem flere år ikke været en kønsmoden spættet hansæl i Sælariet.

27

Nordsøen Oceanarium har altid haft held med, at sælerne formerer sig. De seneste år er det gråsælerne, hvis unger bliver født med lang hvid pels om vinteren, der har domineret billedet, og de spættede sæler har været lidt i baggrunden.

Sidste gang Sælariet havde spættede sælunger var i 2010, hvor sælen kaldet ”nr. 16” fødte en hansæl, der nu bor i København Zoo. Han blev flyttet fra Sælariet i Hirtshals for at undgå indavl, da han begyndte at vise interesse for hunsælerne.

Sidste sommer fik akvariet i Hirtshals en fuldvoksen hansæl ved navn Thor fra Kattegatcentret i Grenå. Han ankom midt i de spættede sælers parringssæson, og skulle bruge lidt tid til at lære sit nye hjem og de nye hunner at kende. Derfor troede personalet ikke rigtig på, at der var ”held i sprøjten” og han allerede første sæson ville gøre dem drægtige. Men det viste sig, at Thor gjorde sit arbejde rigtig godt, og at det forventes, at der kom helt op til fire unger i år.

Sæler føder på land eller i vandkanten og vejer 8-10 kg ved fødslen. Ungen svømmer lystigt rundt i sælariet helt fra starten, mens den erfarne mor holder et vågent øje med den.

Info om spættede sæler:

  • Spættede sæler får unger sidst i juni – først i juli.
  • I naturen bruger de meget tid på at ligge og hvile på stranden, mens moren holder øje med dem på afstand ude i vandet, når hun ikke dier ungen. Derfor kan det ofte se ud som om ungen er forladt, men dette er langtfra altid tilfældet. Derfor skal man selvfølgelig holde sig på god afstand af de små så man ikke skræmmer moren væk eller måske får et bid af den lille der har skarpe tænder og masser af grimme bakterier i munden!
  •  Det er kun ca. halvdelen af alle sælunger født i naturen der overlever det første år. Mange går til af sult eller sygdom, og det kan jo være svært at lære at fange fisk.
  •  På Nordsøen Oceanarium får de små særbehandling, så når dieperioden på omkr. 4 uger er forbi, så bliver de små tilbudt stykker af sild, så de kan lære at spise fisk. Der plejer ikke at gå lang tid før de elsker sild, og snart har dyrepasseren de savlende og tillidsfulde sælunger siddende helt tæt omkring sig når han kommer ud med foderspanden.

Kilde: Nordsøen Oceanarium

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
10 år siden

Hvor er den sød