Jens Guldsmed-Thomsens tale på Tornby Strand

FlaskePosten bringer her den fulde og uredigerede ordlyd af Jens Guldsmed-Thomsens manuskript til talen ved Sankt Hans bålet på Tornby Strand.

14

Godaften!
Og mange tak for invitationen til at tale i Tornby.
I vinter så jeg ’Her er dit liv!’ med Annemarie Helger. Hun fortalte mange sjove ting fra sit spændende og farverige liv. Blandt andet fortalte hun, at når nogen henvender sig og spørger hende, om hun vil komme og sige noget til dette eller hine arrangement, så siger hun altid: Ja, det KAN I lige TRO, jeg vil. For jeg har SÅ meget på hjerte.
Jeg har det næsten ligesådan. Det er måske nok noget andet, jeg har på hjerte. Men jeg har MEGET på hjerte.
Jeg har fødselsdag i juni. Så for mig er midsommeren noget specielt. Der er noget magisk over tiden omkring årets længste dag, hvor alting i naturen er i kraftig vækst. Det er den grønneste og frodigste tid på året. Og jeg elsker det. De fleste af os har jo sommertraditioner omkring Skt. Hans. De nye kartofler er blevet billige. Jordbærrene kommer frem og begynder at smage af rigtige jordbær.
Vi elsker vort land. Men ved midsommer mest.
Her i vores hjørne af verden er midsommeren også starten på den egentlige turistsæson. Og næsten alle, der bor her, har jo en eller anden tilknytning til turismen, og mange henter en større eller mindre del af indtægten fra de mennesker, der besøger os om sommeren. De fleste er glade for turisterne. Mange har årelange forbindelser med familier fra andre egne af landet eller fra udlandet. Så gæsterne er velkomne – om ikke andet så for pengenes skyld.
Jeg tænker ofte på Inger Lauritzen fra Lønstrup. Hun har som få indfanget nogle af de stemninger, livet i Vendsyssel byder på. På sin egen enkle og ligefremme facon. Ikke så mange store ord og dikkedarer. En fiskerkones verdenssyn tilsat musik. Hun skriver også om turisterne, der er velkomne. Om ikke andet så for pengenes skyld. Og turismen i Vendsyssel er jo nærmest opfundet i Lønstrup, dengang et mægtigt jordskred ødelagde byen. En af Ingers tekster på det skønne vendelbomål lyder:
Maaj er uuj og truer mæ å go, haj lejjer ue we hønsen i nå avner. Haj sku helst a sovve i wår lo, men dæj wor lejie u te tjywenhavner. I wår brøjjers lejjer syv og op på loute nåen og tyv. Men ski, la enli tyskeren ha sengen. A lejjer her i waskehust mæ pængen.
(Min mand er sur, og turer med at gå. Han ligger ude ved hønsene i nogle avner. Han skulle ellers have sovet i vores lo. Men den blev lejet ud til Københavnere. I vores bryggers ligger syv. Og oppe på loftet nogle og tyve. Men skidt, lad endelig tyskerne ha’ sengene. Jeg ligger her i vaskehuset med pengene)
I mit barndoms land på østkysten mellem Frederikshavn og Skagen flyttede folk også i vaskehuset eller på loftet for at give plads til tyskerne og andre turister. Det har måske ændret sig lidt, fordi vores krav til komfort et blevet større. Men princippet er vel det samme. Der skal penge i kassen. Sommerhuset lejes ud i højsæsonen, så vi selv kan få råd til at komme på charterferie.
Gennem det seneste år er vi så begyndt at få en ny slags gæster i Danmark. De kommer her lige så målrettet som turisterne. Men af en helt anden grund. De er nemlig flygtet. De er flygtet fra krig, folkedrab og forfølgelse. Nogle har været udsat for tortur. Andre har mistet nære slægtninge.
I modsætning til turisterne kommer de her ikke for fornøjelsens skyld. De kommer her, fordi de har fundet ud af, at vi har noget helt særligt i Danmark. Vi har fred i Danmark. Og den fred opsøger de.
Vi vil fred her til lands. Sankte Hans, Sankte Hans.
Flygtningene vil også fred. De vil væk fra krig og ulykke. Fra forfølgelse, voldtægt, vilkårlig vold, sult og meget andet. De vil gerne have et liv, hvor de kan tro på en fremtid der byder på andet end blot mere af det, deres fortid rummede.
Det er lidt tankevækkende, at vi som land gør meget ud af at huske, hvor dygtige vi var til at hjælpe de danske jøder med at gemme sig og flygte til Sverige under 2. verdenskrig. Det er blevet en vigtig del af vores nationale identitet, at vi af hjertets godhed hjalp danske jøder med at flygte fra overmagten. Vi har hørt og set historien så mange gange, at vi næsten synes, vi selv har været med.
I 50’erne kom der flygtninge fra Ungarn og Polen. Der findes overalt i landet familier med navne, der klinger af Centraleuropa. Men det er danske familier. Det er de blevet. Der er måske stadig enkelte, der er katolikker, men danskere det er de i hvert fald blevet.
I 80’erne kom der så bådflygtninge fra Vietnam. Dem evnede vi også at rumme. De havde godt nok skæve øjne og spiste med pinde. Og en meget anderledes religion end vores. Men de er gledet ind i vores samfund, har arbejde og bor i huse og lejligheder og bidrager til samfundet.
I 90’erne blev der krig på Balkan. Og igen blev vores land ramt af bølger af flygtninge, der måtte tage til takke med gymnastiksale og barakker i den første kaotiske tid. De af dem, der valgte at blive her, er også gledet ind i samfundet. De taler dansk og går på arbejde. Deres børn får gode karakterer i skolen. De bidrager til vores velfærdsstat.
Omkring 2010 startede det arabiske forår. Vi sad i sofaerne ved kakkelbordene foran TV og godtede os over, at den ene fæle diktator efter den anden faldt. Vi sendte soldater og kampfly ned og rydde op i Irak, Afghanistan, Libyen og andre steder, hvor vi syntes, vi har lov til at blande os på verdenssamfundets vegne. Derved tog vi som land parti i konflikter, som egentlig ikke rager os.
Vi synger din lov over vej over gade
Og vi har gjort vores lov og vores værdier til andres love og værdier. Dermed har vi været med til at rykke på magtbalancen i Mellemøsten. Der er opstået ustabilitet og konflikter i mange lande. Og i kølvandet på det, er millioner af mennesker drevet på flugt fra deres hjem og liv.
Nu rammes vi så igen af bølger af flygtningen. Godt nok slet ikke i samme mængder som tidligere. Men de kommer. Fra Libyen, Syrien, Palestina og Eritrea. Og mange andre steder.
Og pludselig har vi bestemt os til, at det er et problem. At 5.000 flygtninge i løbet af et år sammenlignet med 6 millioner indbyggere er et stort problem. Det svarer til 0,083 procent af befolkningen. Altså en forsvindende lille del. Uha, men de er jo dyre. Og de skal have nye cykler og computere og fladskærme. Det har vi slet ikke råd til. Hold nu op med det ævl! En nyankommet flygtning får omkring 870 kr. hver 14. dag, der skal dække mad, tøj og personlige fornødenheder. Det er omkring 62 kroner i døgnet, der skal dække alt andet end husleje. Og hvis de vil have en cykel eller en fladskærm, skal de selv betale.
Men de penge, vi tager op af den ene lomme, kommer jo ned i den anden. For hvad bruger de pengene til, flygtningene? De køber mad i supermarkederne, taletidskort til telefonselskaberne, tøj i tøjbutikker og genbrugsforretninger. Dvs. at deres penge i vid udstrækning bliver brugt på ting, der skaber danske arbejdspladser. Modsat de penge vi andre bruger, der omsættes i forbrugsgoder, der er fremstillet i Fjernøsten og ikke skaber mange arbejdspladser herhjemme.
Og hvad er det så de vil her? Ja, det ved jo alle. De vil jo nasse på vores system og sidde og suge på labben. Og have kontanthjælp og boligstøtte. Må jeg være fri? De fleste af dem skammer sig over at modtage offentlige ydelser. De har kun EET ønske – at få et job, så de kan blive fri for offentlig forsørgelse. Mange af de flygtninge, der kommer i øjeblikket, har mellem 12 og 15 års skolegang bag sig. De har varetaget højt specialiserede funktioner i deres hjemlande. Mange af dem er gode til fremmedsprog. Der forstyrrer vores fasttømrede billede af, hvad en flygtning er.
Mange af flygtningene er i gang med frivilligt arbejde, allerede mens de afventer svar på deres asylsag. De hjælper til her og der. Der er talløse eksempler på flygtninge, der for at sige tak til Danmark udfører små og store gerninger. Kører tur med de gamle, laver legeplads til børn, hjælper til i sportsklubber og velgørende organisationer. Og hjælper hinanden. De vil så gerne give noget tilbage. Og Dronningens og Statsministerens store ord om, at de skal arbejde, kan I godt glemme alt om. Vores fine system er nemlig indrettet sådan, at asylansøgere ikke KAN arbejde. Men de vil gerne. De vil så gerne bidrage til vores samfund. Det var der måske nogle af vores egne, der kunne lære noget af.
Vi vil fred her til lands, Sanktehans, Sanktehans. Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde!
For mig er Sankt Hans ikke en politisk fest – eller religiøs for den sags skyld, selv om det er Johannes Døberens fødselsdag. Det er en kærlighedens og lysets fest. En markering af vores kærlighed til sommeren og lyset. Men lad os lige blive lidt ved Johannes Døberen. Han gjorde nemlig det, HAN fandt rigtigt i sin kærlighed til menneskene og Gud. Han døbte dem. Han omfavnede dem, med det han troede på og som var vigtigt for ham.
I stedet for at lade vores hjerter være kolde og tvivlende, skal vi være åbne og nysgerrige. Overfor nye mennesker, som vi tror, vi ved noget om – enten de nu er fra Bagdad eller Bagsværd. Vi skal omfavne dem med det, vi tror på og som er vigtigt for os. Vi skal tage dem ind og lære dem, hvilke værdier, vores samfund er bygget på. Vi skal tålmodigt forklare dem demokratiets spilleregler og nødvendigheden af, at enhver kan sige, hvad man mener. De skal lære, at man i udgangspunktet kan stole på systemet og politiet. De skal lære, at korruption er noget, man bekæmper. De skal lære vores sprog – også de mange finurligheder, det rummer. Vi skal hjælpe dem igennem ferielov, selvangivelse, licens, forsikringer. Vi skal lære dem, at man trygt kan have sine penge stående i banken.
Vi skal kort lære dem, hvad det vil sige, at være dansk. Og vi har muligheden, for ingen ved bedre, hvad det vil sige at være dansk end vi gør. Vi bestemmer faktisk selv, hvad det vil sige at være dansk. Her er plads til alle, der vil opføre sig ordentligt og bidrage til samfundet. Og vi har også ressourcer til at hjælpe nogle af dem, der ikke kan klare sig selv.
Lad os vende tilbage til min barndoms land. Og strand. Intet er vel mere dansk eller mere fredsommeligt end en Sankt Hans aften ved stranden. At ligge i jollen på det blikstille hav og kigge ind på bålene langs kysten mens den eneste lyd, man hører, er vandets klukken mod båden. At gå gennem dugvåd marehalm og græs og se op på himlen, der ikke bliver helt mørk. At kunne gå tryg til hvile og vågne til fuglesang. Det er OGSÅ det, det vil sige at være dansk. Og det har vi råd til at dele med andre.
Vi elsker vort land, men ved midsommer mest!
Rigtig god Sankt Hans!

Kilde: Jens Guldsmed-Thomsen

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments