Lars Vandkjær har ellers ikke for vane at sende billeder af døde dyr, men i weekenden lykkedes det ham at få skudt to mårhunde, som havde indtaget hans grusgrav.
– Mårhunden er en invasiv art, den er nataktiv og en trussel mod vores øvrig fauna. Så den har vi ikke brug for her i området, fastslår Lars Vandkjær, som har en ejendom udenfor Tornby.
Fakta om mårhunden
Mårhunden stammer fra Østasien. Fra 1928 og særligt i årene 1948-55 udsatte man over 9.000 mårhunde i den vestlige del af det daværende Sovjetunionen for at berige pelsdyrfaunaen. Herfra har arten spredt sig til Tyskland, de nordlige dele af Østrig og Ungarn, nordpå til de Baltiske lande, hele Finland og de nordlige dele af Sverige og Norge.
I Danmark er mårhunden et invasivt dyr. Det betyder, at den ikke naturligt hører hjemme i den danske natur, men derimod er hentet hertil eller indvandret fra andre lande. Mårhunden blev første gang registreret i naturen i Danmark i 1980 ved Vejle. I perioden fra 1995 til 2003 blev 25 mårhunde registreret. Siden da er antallet steget kraftigt, og udfra beregninger vurderes bestanden på nuværende tidspunkt på omkring 2000-3000 individer.
Den bestand af mårhunde der er etableret i Jylland er formentlig efterkommere af tamme dyr, der er undsluppet fra fangenskab samt dyr der er indvandret fra Tyskland.
Levevis
Mårhunden er meget tilpasningsdygtig og lever i mange forskellige naturtyper. Den foretrækker dog fugtige områder nær søer og åer, rørskov, samt fugtig skov med rig undervegetation.
Mårhunden danner par for livet og han og hun opfostrer hvalpene i fællesskab. Mårhunde i Danmark får i gennemsnit 11 hvalpe. I den sjette uge efter fødslen bliver graven forladt af hvalpene og da hvalpene kun opholder sig ved graven i kort tid efter fødslen, er der ikke mange spor efter ynglende mårhunde ved graven. Når hvalpene er ca. 4 måneder gamle kan de klare sig selv.
Mårhunde er nataktive og er primært aktive i perioden fra kl. 20 til kl. 4 om morgenen. De er mindre aktive i perioden fra november til februar.
Mårhunde i Danmark sover formentlig vintersøvn i kortere perioder, som det også kendes fra grævlingen herhjemme. Mårhunde har høj aktivitet i perioden marts og april og i hvalpetiden. Observationer af danske GPS-mærkede mårhunde viser, at de gerne bevæger sig i afstande på 75 km til knap 200 km over land, og at de også tilbagelægger relativt store afstande over vand. Mårhunde kan krydse fjorde, som er mere end en km bred, og en mårhund har krydset Ringkøbing fjord, der er mere end 10 km bred.
Føde
Mårhunden er et altædende rovdyr og spiser alt fra ådsler til krebs, fisk, insekter, små pattedyr og fugle.
Udseende
Mårhunden er på størrelse med en ræv. Den måler 50-80 cm uden halen, som er ca. 18 cm. Over skulderen måler den ca. 20 cm. Mårhunden kan veje op til 10 kg.
Mårhundens pels varierer i farven i gullige, rødlige og grålige toner blandet med sorte hår på ryggen og skuldrene. Halsen, brystet, oversiden af halen samt de slanke ben er typisk sorte eller sortbrune. Mårhunden kan også kendes på sin sorte ansigtsmaske, der dækker øjnene og underansigtet, og sin hvide snude. Pelsen er kraftig – særligt om vinteren – og halen er stor og busket.
Mårhundens korte ben gør, at den ikke er en god løber, og den kan i sine bevægelser virke lidt klodset.
Hvad er forskellen på mårhund, grævling og vaskebjørn?
Mårhunden og grævlingen ligner hinanden meget – særligt på størrelsen, ansigtsmasken og snuden. Man kan dog kende arterne fra hinanden på halen og hovedformen. Mårhundens hale er typisk sort på hele oversiden og gullig, grålig eller rødlig på undersiden og siderne.
Grævlingens hoved er kileformet med sorte længdestriber på begge sider. Grævlingens pels er også lyst i spidserne, hvor mårhundens er mørke.
Vaskebjørnens hale er relativt set længere i forhold til dyrets krop og stribet i grå og sort.
Hvorfor er mårhunden uønsket?
Mårhunden udgør en trussel mod fugle og små pattedyr, fordi de ikke er vant til mårhunden.
Erfaringer fra andre lande viser, at mårhunden hurtigt spreder og formerer sig, og at den kan udrydde vores beskyttede og truede dyr. Mårhunden er en god svømmer og kan derfor komme til områder, hvor ræve aldrig kommer.
Mårhunden kan også være bærer af rabies samt den farligere bændelorm Echinococcus multiloculus. Bændelormen kan være dødelig for mennesker, men parasitten kan også sprede sig til hjemmehørende vildt.
Mårhundens spor
Mårhundens spor er mere rundt end spor af ræv og hund. Mårhunden har fire små trædepuder, der alle er tæt på mellempuden. Tæerne er spilet regelmæssigt ud.
Rævens spor er mere aflangt end både hundens og mårhundens. Hos ræven står folden mellem de forreste trædepuder og mellempuden nærmest på langs med sporet.
Til sammenligning er hundens spor lidt aflangt og tilspidsende ud mod de to forreste trædepuder. Folden mellem de to forreste trædepuder og mellempuden står nærmest på tværs af sporet.
Grævlingen har fem små trædepuder, og mellempuden er større end hos mårhund, ræv og hund.
Fælles sporguide
Der er lavet en fælles-nordisk sporguide, der i detaljer sammenligner mårhundens spor med spor fra andre, lignende dyr.
Spor fra mårhund, ræv og hund. Illustration: Narturstyrelsen.
Kilde: Naturstyrelsen.
Mårhundene er for alvor nået til Vendsyssel. I jagtsæsonen 2018/2019 blev der nedlagt 27 mårhunde i Hjørring Kommune.