Henover weekenden er der blevet konstateret smitte med coronavirus på yderligere tre minkfarme i Nordjylland.
Det bekræfter Fødevarestyrelsen over for TV2 Nord.
– Så nu er der ni smittede besætninger i alt, siger Nikolas Hove, der er beredskabschef hos Fødevarestyrelsen, til TV2 Nord.
Alle tre nye tilfælde ligger i Hjørring Kommune.
Beredskabschefen oplyser, at de nu lægger en såkaldt ‘jernring’ rundt om besætningerne.
– Helt kort sagt, så lukker vi besætningerne ned, så der ikke kommer mink ud af besætningerne. Folk, der arbejder i besætningerne, skal have masker på og skal huske at skifte tøj og gå i bad, hver gang de går ind og ud af besætningerne, siger Nikolas Hove til TV2 Nord og fortsætter:
– Og så tæller man mink op for at sikre, at der ikke forsvinder mink fra besætningerne, siger han.
Kilde: TV2 Nord.