Af Rasmus Prehn
Udviklingsminister
Regeringens udspil om ret til tidligere pension handler først og fremmest om mere retfærdighed og en værdig pensionsalder. Et mere retfærdigt system for dem, der har været længst på arbejdsmarkedet. Og dem, der for langt de flestes tilfælde også har haft de fysisk mest opslidende job.
Det er i min socialdemokratiske bog retfærdigt, at de også får mulighed for at komme tidligere på pension. Det handler om at få genoprettet noget af balancen som Løkke-regeringen fuldstændig trak gulvtæppet væk under i 2011, da de vedtog at udfase efterlønnen. Det stred direkte mod det håndslag, Folketingets partier havde givet hinanden, da de lavede velfærdsforliget i 2006. Det forlig, hvor det blev besluttet, at i takt med, at vi levede længere, så skulle vi også arbejde længere. Håndslaget handlede om, at der stadig skulle være plads til en værdig tilbagetrækning – ikke mindst for dem med det længste og mest slidsomme arbejdsliv. Men sådan gik det ikke. I 2011 begyndte udfasningen af efterlønnen.
En af de første sange, jeg kan huske at være blevet berørt af, er Jeppe Aakjærs berømte Jens Vejmand. Om den hårdtarbejdende vejmand, der sad bag skærmen med klud om hånd, læderlap for øjet og bånd om de slidte sko. Af nød må han forvandle ”sten til brød”. Som barn forstod jeg langt fra alle nuancerne, men særligt afslutning slog alligevel altid luften ud af mig, når vi sang den i skolens musiklokale:
”Hans Liv var fuldt af Sten, Men paa hans Grav — i Døden, Man gav ham aldrig én.”
Jeg synes, det var så uværdigt, så uretfærdigt. Jens Vejmand knoklede hele livet uanset vind og vejr, fra tidlig morgen til sen aften før andre stod op. Han hamrede dagligt løs i stenene og døde til sidst af slid – uden at man kunne unde ham en gravsten og lidt værdighed på kirkegården. Men samtidig meldte et andet spørgsmål sig også for første gang. Var det ikke urimeligt, at nogle knokler hele deres liv, måske endda i et job de ikke for alvor holder af eller kan holde til, og så fik de ikke engang lov til at nyde livet efter det hårde arbejdsliv. Og så var der andre, der syntes at have masser af overskud og tid til både børnebørn, rejser og fritidsaktiviteter. Hvor var retfærdigheden i det?
Der er heldigvis mere 100 år siden, at visen om Jens Vejmand blev skrevet. Arbejdslivet er forbedret og velfærdssamfundet har ændret fundamentalt på vilkårene. Alligevel er ord som værdighed, retfærdighed og rimelighed stadig højaktuelle.
For der er stadig meget store forskelle på arbejdsmarkedet. Forskelle på hvornår du starter med at arbejde. Som 16-årig eller som 25-årig. Om du begynder dagen med at sluge en portion smertestillende piller, inden du møder ind på byggepladsen, eller om du starter med at indstille dit enmandskontors hæve-sænkebord til den rette ergonomiske højde, inden du tænder for pc’en. Og i sidste ende er der også store forskelle på, hvordan du har det, når du når pensionsalderen og ikke mindst, hvor længe du kan forvente af leve. En ufaglært mand lever fx i gennemsnit 3 år mindre end en tilsvarende mand med en akademisk uddannelse. Når der er så store forskelle, så synes det ikke helt rimeligt, at vi alle har den samme pensionsalder. At det kun er nogle af os, der kan se frem til at gå raske og glade på pension.
Derfor handler vores udspil om, at har man lagt mange år på arbejdsmarkedet, så skal man også have ret til at trække sig tilbage før tid. Det lovede vi før valget, og nu er vores model klar. En model, der giver folk med lange og hårde arbejdsliv ret til en værdig afsked med arbejdslivet.
Det er uretfærdigt, at de, der har slidt og slæbt, siden de var helt unge, skal blive på arbejdsmarkedet lige så længe som de, der måske først er begyndt at arbejde langt oppe i 20’erne efter mange år på skolebænken.
I dag kan man godt nok med seniorpensionen få hjælp til at trække sig tidligt tilbage, hvis arbejdsevnen er helt nede på 15 timer om ugen. Det skal man gennem en længere visitationsproces for at få fastslået. Den ordning fejler ikke noget i sig selv, men den kan ikke stå alene. Det er pointen. Seniorpensionen kan ikke stå alene.
Den model, vi nu spiller ud med, skal du ikke visiteres til. Den handler ikke om, at du skal være fuldstændig nedslidt for at få muligheden for at gå på pension. Det handler om, at der også skal være mulighed for en værdig afsked med arbejdsmarkedet og nogle gode år på pension. Der er ingen tvang, man bestemmer selv. For den gruppe, der primært får muligheden for tidlig pension, er typisk også dem, der ikke har en stor pensionsopsparing og formue stående, så de selv ville kunne betale for en tidligere pension. Det forventes at 9 ud af 10 af dem, der får den nye mulighed, er ufaglærte eller faglærte arbejdere.
Har man som 61-årig været 44 år på arbejdsmarkedet, får man ret til at gå fra tre år før folkepensionsalderen. Har man i stedet været 42 eller 43 år på arbejdsmarkedet, får man ret til at gå fra et eller to år før folkepensionsalderen. Men det er ikke kun år med fuldtidsarbejde, der tæller med. Det samme gør perioder, hvor man arbejder på deltid, modtager dagpenge, sygedagpenge eller er på barsel. Man bliver altså ikke afskåret for tidlig pension, fordi man undervejs får børn, mister sit job, bliver syg eller får en arbejdsskade. At vi har fået det element med, tror jeg, vi med tiden vil betragte som en virkelig stor landevinding.
Regeringens model er simpel, gennemskuelig og retfærdig. Den koster tre milliarder kroner årligt og er fuldt finansieret.
Er al uretfærdighed så væk med modellen? Er det ikke dilemmaer. Er der ikke eksempler på folk, der også burde være blevet omfattet. Er beløbet på ca. 13.500 kr. for højt eller for lavt? Mange havde muligvis ønsket sig lidt mere. Vi er ikke nødvendigvis helt i mål, men det er markante gode skridt på vejen. Skal man give det lidt historisk vingesus, så markerer udspillet også den første udvidelse af lønmodtagernes rettigheder i meget lang tid.
Vi skylder alle dem, der har taget en meget stor tørn på arbejdsmarkedet, at de kan trække sig værdigt tilbage, inden de er slidt helt ned. Ingen skal ende som Jens Vejmand.
