Af Bjarne Laustsen
Medlem af Folketinget
Socialdemokratiet
Den der lever stille lever godt. Det kan man ikke sige med forsvaret. Det viser de alt for mange svindelsager og særligt sagen om Karin Iversen fra Sæby. Hendes job forsvandt fordi hun påpegede helt og aldeles ulovlig omgang med forsvarets midler. Jeg har derfor kontaktet og mødt Karin, og det første jeg sagde til hende var, hvorfor hun ikke havde henvendte sig til mig, da hun opdagede svindlen.
Jeg har været tillidsmand næsten hele mit liv og har taget mange sager op, har endda også været med til at nedlægge arbejdet hvis ikke der blev lyttet og samarbejdet fungerede dårligt. Selvom jeg har stor respekt for arbejdsmarkedets parter og det arbejdsretlige system, så er det vigtigt at man høre den medarbejders forklaring som man vil fyre og disse udtalelser bliver skrevet ned, så de når frem til rette modtager, ellers sker der ingenting udover Rigsrevisionen og OLFI. Men det lader ikke til at fungere i forsvaret, i hvert fald ikke i denne sag. Det kan jeg godt forstå. For hvis status er, at man bliver sat på porten, efter 17 års pletfri karriere fordi man spørger om det kan være rigtigt at ens chef har parkeringsudgifter i Københavns Lufthavn for 43.000 om året, når der ikke foreligger en aftale om det og ingen andre en chefen selv, godkender alle sine egne bilag, så er der noget der ikke fungerer.
Alternativet bliver jo, at det er anonyme udtalelser til OLFI og Whistleblower-ordninger der baner vejen for afsløringer og ikke det godkendelsessystem i forsvaret, der egentlig burde have opdaget svindlen. I forsvaret har der været har der ofte været talt om kæft, trit og retning, gør som befalet, stil ingen spørgsmål. Men det kan og skal ikke være den måde forsvaret behandler sin over 20.000 ansatte på i 2020. Selvfølgelig er der behov for disciplin og loyalitet i en organisation som forsvaret. Men ingen kan eller skal acceptere nogen form for svindel på sin arbejdsplads. Tværtimod, er det kun godt at Karin havde modet til at sige fra. Det mod som Karin har vist, bør gælde alle forsvarets ansatte.
Mit generelle indtryk af de ansatte i forsvaret er at de gør et godt job og er parate til at gå igennem ild og vand for Danmark. Alt for mange har endda betalt den højeste pris med deres eget liv på udsendte missioner for Danmark. Igennem de seneste 25 år har de danske soldater, forsvaret og Danmark høstet stor anerkendelse og gjort danskerne stolte med deres indsats ude i verden.
Derfor er det også helt uacceptabelt at der er nogen som beriger sig selv og endda får Karin Iversen ud af vagten. Desværre har Karin, som jeg forstår det, selv skrevet under på en fratrædelsesaftale med hendes fagforening, HK, som har forhandlet 6 måneders løn på plads og med en aftale om, at ingen af parterne må udtale sig om sagen – det kunne hendes gamle chef dog ikke holde sig fra. Hvilket han også har fået en bøde på 5000 kr. for.
Ifølge Forsvarets personeltjeneste FPS er Karin jo slet ikke blevet fritstillet fordi hun sagde sin mening og de kendte heller ikke noget til den pågældendes Chefs godkendelse af egne bilag, men jeg ved at Chefen ville have hende fyret med 5 dages varsel, men ved HK`s mellemkomst blev det en fritstilling i 6 måneder med løn.
Jeg ville have ønsket at Karin havde fået lov at beholde sit job, det ville jeg have kæmpet for efter 17 år i Forsvarets tjeneste, smider man ikke guld på gaden. Sådan har jeg det og det fornemmer jeg helt klar også deles af Nordjyskes læsere.
Olof Palme skrev for mange år siden i bogen ”Politik er at ville”, at utilfredshed med nuet er betingelsen for fremskridt.
Sagen om Karin viser, at der er behov for, at forsvaret bliver et sted, hvor medarbejdere tør sige fra og hvor der skal være åbenhed om fejl. Hvis Karins gamle chef og arbejdsgiver havde reageret på Karins mange advarsler, havde forsvaret været en svindelsag fattigere og Karin et job rigere.
Det endte desværre ikke sådan. Jeg har meddelt systemet at de skal skrive til Karin (hvis de ikke allerede har gjort det) at hun ikke er blacklistet og det står hende frit for at søge jobs i Forsvaret igen når og hvis hun måtte ønske det og det skal være både formelt og reelt.
