Bred politisk aftale sender hjælpepakke til verdens fattigste

Der har aldrig i verdenshistorien været så mange internt fordrevne og flygtninge, som nu, fastslår otte politiske ordførere og udviklingsminister Rasmus Prehn (S).

70
Foto: Pixabay.

Af udviklingsminister Rasmus Prehn (S), Karen Ellemann (V), Anne Sophie Callesen (RV), Rasmus Nordqvist (SF), Katarina Ammitzbøll (K), Christian Juhl (EL), Henrik Dahl (LA), Torsten Gejl (Å) og Daniel Toft Jakobsen (S).

Fædre og mødre, der ikke kan skaffe den daglige mad til dem selv og deres børn. Skolepiger, der ikke kan komme i skole, bliver gjort gravide og måske endda giftet væk i en alt for ung alder.

Mennesker, der har kæmpet med alt, hvad de har, må opgive det sidste håb, pakke det mest nødvendige og starte en ny tilværelse som interne fordrevne eller flygtninge. Den form for elendighed ser vi i forvejen alt for meget af i Afrika. Men med COVID-19 er situationen blevet brutalt forværret. Omfanget eksploderet. Håbet imploderer.

Det værste er, at det er sket på trods af, at sygdommen endnu ikke for alvor har fået sit tag i Afrika. Lige nu er det især de afledte konsekvenser, der rammer hårdt. Verdenssamfundet krydser alt, hvad krydses kan, mens vi forbereder os på det værste. Ingen kender konsekvenserne, hvis COVID-19 for alvor begynder at hærge verdens skrøbeligste kontingent. Men der er enighed om, at det er vigtigt at reagere hurtigt, effektivt og med tyngde.

Det er derfor, vi nu på tværs af Folketinget allerede har samlet os om endnu en COVID-19-hjælpepakke. Denne gang målrettet Afrika. Hjælpepakken er på hele 365 millioner kroner. Pengene findes inden for den eksisterende udviklingsbistand og kommer fortrinsvis fra den såkaldte standby-pulje til bekæmpelse af COVID-19.

Vi sætter ind med et sikkerhedsnet af fødevarehjælp og støtte til kontanthjælpssystemer, for at holde hånden under de allermest sårbare og dem med særlige behov. Det handler om at sikre de mest sårbare mad eller kontanter direkte i hånden. Projekter, vi har haft stor succes med i andre brændpunkter i verden. Og behovet er enormt. Lige nu er yderligere 28 millioner afrikanere på vej ud i ekstrem fattigdom som konsekvens af den store nedlukning for at forhindre COVID-19. Vi taler om mennesker uden opsparing, uden noget at falde tilbage på og uden nogen form for sikkerhedsnet, som vi kender det i Danmark. Mennesker som nu sulter, fordi de står uden de daglige indtægter, de plejer at leve af fra dag til dag.

Nedgangen i den globale økonomi, lukkede arbejdspladser og de restriktioner, der er indført i landene for at begrænse smittespredningen, har haft alvorlige konsekvenser. Ifølge FN risikerer krisen at tilbagerulle udviklingsresultater opnået gennem de seneste 20 år. I Afrika syd for Sahara forventes for første gang i 25 år recession.

De allermest sårbare er piger og kvinder. Ud over sult udsættes de under kriser for mere vold, flere voldtægter, flere uønskede graviditeter og manglende fødselshjælp. COVID-19 falder oven i købet sammen med, at der er lande, der modarbejder prioriteringen af kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder. Det er derfor vigtigt, at lande som Danmark både i ord og handling forsvarer piger og kvinders rettigheder. Med hjælpepakken støtter vi sundhedsklinikker, der leverer for eksempel fødselshjælp og præventionsydelser. Vi hjælper også voldsramte kvinder ved at give dem et sikkert sted at opholde sig og ved at give dem en økonomisk håndsrækning, så de kan forlade voldelige partnere. Vi fremrykker desuden 100 millioner kroner i støtte til uddannelse, der skal sikre at pigerne ikke falder ud af skolesystemet.

Endelig støtter vi med pakken også tiltag, der adresserer den bekymrende tendens, at COVID-19 nogle steder bruges til at afskrække aktivister og menneskerettighedsforkæmpere fra at deltage i fredelige forsamlinger.

Der har aldrig i verdenshistorien været så mange internt fordrevne og flygtninge, som nu. Tallet er over 70 millioner mennesker. Eller rettere, det var det før COVID-19. Derfor har vi med denne hjælpepakke et helt særligt fokus på at hjælpe sårbare mennesker, der er i risiko for at blive fordrevet fra deres hjem. som fx i Mali og Burkina Faso, hvor befolkningen i forvejen er hårdt ramt af klimaforandringer og konflikt. COVID-19 forværrer nu deres situation og en af konsekvenserne er sult. Derfor hjælper vi med at opbygge sociale sikkerhedsnet, der yder kontanthjælp og skaber jobs, så folk igen kan få mad på bordet.  

Afrika er i knæ. Meget tyder på, at vi endnu ikke har set det værste. Med denne hjælpepakke er vi bredt i folketinget enige om at beskytte nogle af verdens mest sårbare mennesker. Og mindst lige så vigtigt, ønsker vi med initiativerne og pakken at vise vejen internationalt, så mange andre mulige donorlande forhåbentlig følger trop.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments