Kæmpe tillykke til min klasselærer…

Dagens halvrunde fødselar, som fylder 85 år, er pensioneret lærer Erling Aakær Larsen fra Tornby.

1506
Lærer Aakær kan måske karakteriseres som en lærd livsnyder.

Der findes næppe mange mennesker udenfor den nærmeste familie, der kan sætte så store  og blivende fodaftryk i et barns tilværelse, som netop ens klasselærer.

Den slags menneske er pensioneret lærer Erling Aakær Larsen fra Tornby. Ham havde jeg den meget, meget store fornøjelse at have i tidernes morgen på Tornby Skole.

Nydelig ung og charmerende levemand.

Lærer Aakær var ikke af den sorte skole, men heller ikke en af de rigtig røde og revolutionære, som min årgang senere mødte et par stykker af på Ulvkærskolen i Emmersbæk. Han var ikke desto mindre ligeså mild som den tobak, der dengang uden politisk og pædagogisk korrekte skrupler blev stoppet i hans pibe.

Derfor husker jeg ham også med nærmest respektfuld ømhed som lige præcis lærer Aakær. Der blev ganske vist ikke sagt De. Hos ham herskede hverken ulidelig kadaverdisciplin eller formløshedens tyranni.

Som jeg husker lærer Aakær fra tiden på Tornby Vidstrup Centralskole.

Når jeg sidenhen blev så utrolig glad for at skrive og i det hele taget for faget dansk og litteratur, som tilfældet er, skyldes det ikke mindst og uden tvivl den på én og samme gang dybt engagerede og lune, men aldrig nogensinde lunefulde undervisning i timerne med lærer Aakær. Selv som vendelbo vil jeg derfor strække mig så langt som til at karakterisere ham som en elskelig lærer.

Min første større skriftlige aflevering var for resten om ræven, idet vi til biologi heldigvis også havde lærer Aakær. Her havde han nemlig endnu en faglig og pædagogisk spidskompetence, der garanteret har afsat naturlige aftryk i mangt et ellers stridbart barnesind.

Lærer Erling Aakær Larsen ved sin 84 års fødselsdag i 2019.

For nu at gøre en lang historie overkommelig kort, idet min gamle klasselærer også insisterede på så ærværdige dyder som rettidig omhu og præcision, skal der nu blot lyde et kæmpe tillykke til Erling Aakær Larsen.

 

 

10 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Mona Kjeldsen Jensen
4 år siden

Også kæmpe tillykke herfra. Til manden der lærte mig at elske alt ved naturen !

Ketty Karlsson
4 år siden

Også herfra skal lyde et stort tillykke. En skøn og moderne lærer.

Susan
4 år siden

Også herfra skal der lyde et hjertelig tillykke med de 85 – godt gået. Har rigtig mange gode minder om lærer Aakær. Det var noget andet da vi startede i Hjørring efter 7. …. Her var ingen varme og inspiration som vi kendte fra timerne hos Aakær. Tror aldrig jeg har set den mand vred eller sur!!! Kan i øvrigt tilslutte mig alt hvad Niels Skipper skriver. Håber du får en fantastisk dag hr. Aakjær. Mange (corona)knus fra Sus 😙🇩🇰🎈🍷⚘

Dorte Vittrup Brun
4 år siden

Stort tillykke til manden der sammen med sin kone, min kollega Jette, lærte mig om får og æslers fortræffeligheder. Et glas vin eller en bjæsk var et must i de blå stuer, med god lokal kunst på væggene.

Maj Evy
4 år siden

Stort tillykke herfra til god og mild lærer

Jette Ingerslev
4 år siden

Kære Erling!
Selv om vi sidst så hinanden omkring 1990, så skal Du vide, at Du stadigt huskes som en dejlig ven og en herlig vært, når vor lille familie kom på besøg – ikke mindst for at se heste og andre dyr. Din viden var stor og Din favn bred! Tak for det!
Jeg håber, at Du bliver fejret med manér – trods Corona-krigen.
Mange hjertelige hilsener
Jette Ingerslev

Anne Lise Heartland Horsevad
4 år siden

Stort tillykke med fødselsdagen 🇩🇰 håber du har haft en dejlig dag. Tak for en helt fantastisk skoletid

Lisbeth Daugaard Simonsen
4 år siden

Kære Aakær. Jeg vil også gerne sende et stort tillykke med de 85. Jeg mindes dig som alletiders lærer. Håber du har haft en dejlig fødselsdag – og iøvrigt har det godt.

Tina Jensen
4 år siden

En fantastisk mand som jeg også havde fornøjelsen af på Tornby skole

Tina Jensen
4 år siden

En fantastisk mand som jeg også havde fornøjelsen af på Tornby skole.