Knud er en af de sidste frihedskæmpere…

I de sidste år af tyskernes besættelse af Danmark steg befolkningens modstand kraftigt og flere især unge gik ind i modstandsbevægelsen for at tage kampen op mod nazismen. Knud Christensen fra Hirtshals var en af dem.

Knud startede på handelsgymnasiet i Aalborg i 1942, hvor han mødte læreren Arne Nielsen.

– Vi havde samme ideer om tyskerne og besættelsen. Jeg blev indrulleret i modstandsbevægelsen dels gennem Arne, dels gennem foreningen Dansk Samling.

Arne Nielsen var regionsleder for modstandskampen i Nordjylland. Derudover fungerede han som redaktør for den nordjyske afdeling af det illegale blad ’Frit Danmark’.

– På et tidspunkt var jeg temmelig uenig med de kommunistiske blade heroppe, så jeg besluttede at oprette et andet blad, der kom til at hedde ’Budstikken’.

Undertitlen på Knuds nye blad var ’Frie jysk Tidende’, og det blev hurtigt et af de største blade redigeret udenfor København.

– Men det var begyndelsen. Senere udviklede det sig.

– Våbnene kom jo fra England. Men i ret små mængder i starten.

Våbene blev hemmeligt nedkastet med faldskærme. Oftest om natten. Forud for nedkastningerne var der blevet sendt hemmelige koder via en daglig radioudsendelse, så modstandsfolkene vidste, hvilke fraktioner af bevægelsen, der ville modtage forsyninger.

Modtagelsen af nedkastningerne var med livet som indsats.

– Mest kendt er nok gruppen fra Hvidsten. Jeg kendte den ene af sønnerne, Niels Fiil, og vi kender jo alle historien om, hvordan hele familien blev henrettet af Gestapo.

Aalborg var hovedkvarteret for modstandskampen i Nordjylland, men der var mange lokale afdelinger.

– Jeg blev sendt til Hjørring for at instruere de første folk deroppe. Det var en gruppe af folk, der havde tilknytning til spejderbevægelsen i Hjørring. De anmodede om, at jeg kom til et instruktionsmøde.

I en bagbygning til KFUM i Østergade ankom Knud med sprængstof, pistoler og en Stengun i en violinkasse.

– En stengun er sådan noget skrammel, der skal sættes sammen, og en violinkasse ser så dejlig neutral ud. Den brugte jeg meget.

Knud trænede folkene i Hjørring i at samle en stengun og affyre både byger af skud og enkeltskud.

Østergade i Hjørring.

– Og hvordan man får den mest effektive spænding med PE2 ved at forme stoffet med en hul hånd, så sprængningen får indad. Og slår en togskinne over som ingenting.

Knud var selv blevet trænet af en af de første faldskærmsmænd fra England med dæknavnet ”Svend”.

– Han havde lært mig alle de der små ’tricks of the trade’.

Med tiden måtte Knud ikke længere deltage i sabotager, direkte salg eller våbennedkastninger.

– Det var for farligt. Jeg vidste for meget og kendte for mange navne.

En dag i oktober 1944 troppede Gestapo op på Knud Christesens arbejdsplads. De spurgte efter ’Jørgen Knudsen’.

– Det var mit dæknavn, og det navn jeg var blevet ansat under.

Gestapo havde taget en illegal bladomdeler, der kendte Knuds arbejdsplads. Det havde han under afhøringen oplyst Gestapo.

Udenfor Knuds arbejdsplads holdt en af de store arrestvogne, der kunne rumme op til femten mand.

– Jeg måtte jo fortælle dem, at Jørgen Knudsen var på havnen for at arbejde dernede.

Gestapo trak Knud med ind på kontoret, hvor frøken Christiansen sad.

– Ved De, hvornår Jørgen Knudsen kommer hjem?, spurgte Gestapo frøken Christiansen.

Knud sendte blikke og grimasser til frøkenen, som ikke opfattede hensigten.

– Jamen, det er jo Dem, svarede frøkenen.

Knud blev straks ført ud i arrestvognen og kørt til Boulevarden i Aalborg, hvor Gestapo havde deres hovedkvarter.

Knud Christensen blev hentet op fra den lille celle i kælderen. Han skulle afhøres.

– Jeg fortalte, at jeg havde haft med bladomdeling at gøre. Og at det var en kammerat, der var med. Og så fik jeg de tæsk, der skulle til, indtil jeg afslørede navnet.

Knud afslørede navnet velvidende, at vedkommende samme uge var kommet til Sverige. Gestapo tog Knud med hjem til hans kammerat for at anholde ham. Kammeratens forældre fortalte, at sønnen ikke var der.

– Derved var min troværdighed steget en lille smule i Gestapos øjne.

Knud blev indsat i arresthuset på Kong Hans Gades i Aalborg, hvor han blev gjort til kalfaktor, fordi hans tyskkundskaber var gode.

En tidlig morgen blev Knud og cirka femten til tyve andre indsatte i arresthuset samlet i kælderen, hvor de fik besked på, at de skulle sendes til frøslevlejren.

Knud Christensen er i dag 94 år.

De indsatte blev afhørt igen.

– Der blev hentet en eller to op til fornyet forhør. De kom tilbage og så noget medtagne ud.

Næste morgen gik turen med tog til Frøslevlejren.

Knud blev anbragt i en barak med et par gode kammerater i Frøslevlejren.

– Jeg arbejdede med at grave jord op i tipvogne i den ene ende af lejren, og så køre det op og læsse det af i den anden ende af lejren. Næste morgen fyldte vi så tipvognene igen for at køre jordet tilbage og fylde det i hullet igen.

– ’Arbeit macht Frei’. Vi blev nu ikke særligt ’frei’ af det.

Tyskerne havde stikkere i Frøslevlejren, og man kunne ikke se, om fangerne var stikkere eller modstandsfolk.

– Så vi snakkede aldrig om, hvad vi havde lavet.

Knud blev på et tidspunkt transporteret tilbage til arresthuset i Aalborg, hvor han mødte et par af Gestapos værste ’gorillaer’.

– Det var dem, der var uddannet til at tæve andre.

Knuds højre hånd, Christian Svendsen, var også blevet taget af Gestapo, og han sad i arresthuset i Aalborg. Gestapo-folkene tævede igen Knud. De havde fundet ud af, at han havde lavet andet og mere kriminelt end at uddele illegale blade.

– Og så kom forhørene. De var af en hel anden type end de første.

Knud og Christian blev sendt tilbage til Frøslevlejren i en kort periode.

– Vi vidste alle, hvad der skete. Det var sket før. Deportation.

Tyskerne læste navnene op på de fanger, der skulle deporteres.

”Andersen, Peter. Bertelsen, Paul. Christensen, Knud…”

I alt 250 fanger blev sendt sydpå. Knud og de andre fanger blev kørt over grænsen, hvor de blev proppet i kreaturvogne, der transporterede dem i syv døgn på kryds og tværs ned igennem Tyskland.

– Indtil vi en dag stoppede og holdt foran hovedporten med skriften ’Arbeit macht frei”.

Knud var ankommet til en af de mest berygtede KZ-lejre. Koncentrationslejren Dachau.

De nyligt ankomne skulle først afluses med koldt vand, hvorefter de blev klippet og raget fri for hår overalt på kroppen. Knud fik en ungarsk officersjakke og et par alt for store bukser.

– Det var jo efterladt tøj fra folk, der var døde for længst.

Mens Knud var fange i lejren, oplevede han både død, sygdom. sult og brutalitet.

– Suppen var lavet på rådne roer. Folk tabte sig jo og var syge,

– Vi fik udleveret trøjer og bukser fra den danske marine og blev så dirigeret ud i de hvide busser, der kørte os til Neuengamme.

Knud oplevede bedre forhold i Neuengamme end i Dachau. Han var blandt andre skandinavere og tættere på Danmark.

– Så begyndte transporten af danske og svenske fanger hjem til Danmark.

Knuds gode venner var syge og blev transporteret som nogle af de første hjem til Danmark. Knud kom selv med en dansk bus d. 20. april 1945.

– Det var jo rutebiler fra alle steder i Danmark, der var samlet sammen og malet hvide med et rødt kors på toppen.

Knud blev transporteret til Helsingborg, hvor han opholdt sig indtil d. 4. maj om aftenen.

– Så kom meldingen ovre fra BBC

En af Knuds venner havde fået kontakt til en svensk fisker, der sejlede dem til København, hvor gaderne var fulde af mennesker og jubel.

– Vi var i København et par dage, mens det brændte på derinde, hvorefter jeg tog tilbage til Hirtshals.

Etter sin hjemkomst fortsatte Knud Christensen sit arbejde for Danmark som kontrollant for landminerydningen i Hirtshals.

I årene 1946-1949 uddannede han sig til officer i England. Da han kom hjem fra England, startede han sin egen virksomhed som kutterredder i Hirtshals.

I 1955 giftede Knud sig med Karen Thomsen og sammen gik de to børn.

Knud bor stadig i Hirtshals.