Folketinget sætter gældsbetalinger på pause for Afrika

Markant flertal i Folketinget sætter gældsbetalinger på pause for coronaramt Afrika.

78
folketingssalen

Af udviklingsminister Rasmus Prehn (S), Karen Ellemann (V), Anne Sophie Callesen (RV), Halime Oguz (SF), Christian Juhl (EL), Katarina Ammitzbøll (K), Rasmus Nordqvist (UFG), Torsten Gejl (Å), Henrik Dahl (LA) og Daniel Toft Jakobsen (S).

Verdens fattigste kontinent, Afrika, er hårdt ramt af COVID-19. Flere og flere mennesker bliver syge og dør samtidigt med at andre lider, fordi corona-indsatsen har suget ressourcer væk fra andet livsvigtigt sundhedsarbejde.

Men krisen kommer til at ramme de afrikanske lande ekstra hårdt på grund af de negative konsekvenser for den globale økonomi. IMF og Verdensbanken forventer, at konsekvenserne af COVID-19 for de fattigste lande – hvor en fjerdedel af verdens befolkning bor – vil kunne rulle de seneste 25 års økonomiske fremskidt tilbage til nul. Halvdelen af disse lande har i forvejen en udlandsgæld, der ikke er bæredygtig. Situationen er altså meget alvorlig.

Verdensbanken og IMF understreger, at de fattige lande har brug for finansielle midler til at kunne reagere på krisen. Derfor fremskynder begge institutioner deres støtte for at imødekomme det behov. De har derudover foreslået, at de fattigste lande ydes henstand med betalingerne på deres gæld til bilaterale långivere. Vi, et bredt flertal i Folketinget, bakker op om, at man i G20 og Parisklubben (hvor primært OECD-lande forhandler gældsomlægning) har besluttet, at verdens fattigste lande ikke skal betale renter og afdrag på deres bilaterale gæld fra den 1. maj 2020 og resten af året.

Det er værd at bemærke, at også Kina er med i denne aftale. Danmark har længe arbejdet for at få Kina tættere på Parisklub-samarbejdet. Derfor er vi ekstra glade for, at det er lykkedes at få Kina, der er den suverænt største kreditor, samt andre ikke-Parisklub-lande med i aftalen. Det taler et tydeligt sprog om international solidaritet.

Danmark arbejder dog ufortrødent videre, og senest via et virtuelt møde i Verdensbanken her i weekenden, har man understreget, at initiativet skal føres ud i livet under ordentlige og gennemsigtige forhold, der tager højde for landenes individuelle behov. Det vurderes at hjælpe de fattigste lande med – her og nu – at frigøre op mod 54 milliarder kroner i år. I tillæg til denne håndsrækning, fremskynder Verdensbanken og IMF yderligere 164 milliarder kroner til de fattigste lande. Midlerne skal bruges på at afbøde sociale og økonomiske konsekvenser af COVID-19.

Danmark har forud for beslutningerne i G20, Parisklubben og Verdensbanken arbejdet for bred tilslutning. Det arbejde har ikke været helt let, så vi er rigtig glade for dette markante svar til corona-krisen. Det er første gang nogensinde, at det er lykkedes at indgå en fælles aftale blandt alle bilaterale kreditorer både i og uden for Parisklubben. Aftalen om udskydelse af tilbagebetalingerne i 2020 indeholder en mulighed for forlængelse. Det vil for eksempel for Danmark betyde, at vi kan være åben over for udskydelse af gældsbetaling fra Kenya.

G20 henstiller også, at de multilateral banker ser på mulighederne for at yde tidsbegrænset henstand på landenes betalinger på deres gæld til institutionerne, uden dog at sætte deres høje kreditværdighed og evne til at rejse penge til udviklingslandene med meget lav rente over styr.

Danmark støtter, at disse muligheder undersøges. Vi er glade for, at det internationale samfund i denne krisetid kommer med løsninger til at afbøde COVID19-krisens værste effekter for de fattige lande.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments