Psykiatrien i Region Nordjylland vil have patienterne tilbage

Coronavirus har medført et drastisk fald i både antallet af henvisninger og i belægningen på sengeafsnittene i Psykiatrien. Nu skal der gøres en indsats for at få patienterne tilbage, så der ikke sker forværring af sygdom eller ubehandlet sygdom.

113

Siden coronavirus ændrede danskernes hverdag, har Psykiatrien i Region Nordjylland oplevet næsten en halvering i antallet af henvisninger fra almen praksis og kommunernes PPR (Pædagogisk-Psykologisk-Rådgivning), ligesom belægningsgraden på sengeafsnittene er faldet fra et normalt niveau på ca. 85 procent til 56 procent i uge 15. Samme tendens ses på landsplan. Psykiatrien har ellers ikke nedlagt eller lukket funktioner i perioden, mens fysisk fremmøde og ambulatoriebesøg overvejende er blevet omlagt til digitale løsninger som video- og telefonkonsultationer.

– Vi har et stort ansvar overfor de særligt sårbare grupper af borgere. Jeg er bekymret for, om tallene dækker over, at der er psykisk syge borgere, som ikke får den behandling, som de bør have. Derfor skal vi have vendt tendensen, så patienter fortsat henvender sig til lægen eller Psykiatrien med deres psykiske sygdom, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

Psykiatrien er klar til at tage imod patienterne

Ifølge lægefaglig direktør i Psykiatrien, Tina Gram Larsen, har Psykiatrien haft en åben tilgang, og det er også lykkedes gennem video- og telefonkonsultationer at fastholde kontakten med en stor del af patienterne, som var i gang med et behandlingsforløb. Ligesom behandlingen på sengeafsnittene er tilrettelagt på en måde, så patienterne ikke udsættes for coronasmitte.

– Men det bekymrer mig, hvis psykiatriske patienter ikke får den behandling, de skal have. Derfor vil jeg understrege, at patienterne trygt kan komme hos os i Psykiatrien – vi er klar til at behandle både ambulant og under indlæggelse – på trods af corona. Så henvend dig endelig til din behandler i Psykiatrien eller din egen læge, hvis du har behov for psykiatrisk behandling. Så finder vi sammen ud af, hvad der er det bedste tilbud ud fra din situation, siger Tina Gram Larsen.

Udover opfordringen til patienterne om at henvende sig, så er der også sendt en opfordring ud til de praktiserende læger om ikke at tøve med henvisninger til Psykiatrien, ligesom kommunerne er adviseret om, at deres PPR har et bekymrende lavt henvisningsmønster.

– Det er vores håb at disse opfordringer, samt den gradvise åbning af almen praksis og skolesystemet kan være med til at vende tendensen, så vi kan give borgerne den rette behandling i rette tid, siger Tina Gram Larsen.

Det er forventningen, at Psykiatrien igen er i normal drift fra mandag i uge 17 under hensyntagen til smitterisiko.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments