Nogle ord til Palmesøndag

Hele prædikenen kan høres her: Palmesøndag

Læs hele prædikenen her

Det er underlige dage og det er forunderlige uger. Vi er i en tid er i landet og i verden, som ikke er set længe. Vi lever nærmest i en slags undtagelsestilstand.

Alligevel leves livet. Børnene holdes til skolen derhjemme, så godt man nu kan, og supermarkederne holdes åbne, så forsyninger kan trækkes hjem. Tankerne går tit til dem, der i denne tid sidder alene. Det er ikke let.

Og forleden åbnede genbrugspladserne. Jeg må indrømme, at noget af det, jeg vist havde savnet allermindst i denne tid, var genbrugspladserne, men der rejste sig altså et folkekrav. Det havde jeg faktisk ikke set komme. Genbrugspladser.

Men sådan skal man overraskes også i denne tid. Der sker altid nye ting. Men lad det nu være.

Men samtidig er vi en situation, hvor vi hurtigt kommer til at vogte på hinanden. Står vi med den rette afstand fra hinanden? Hoster vi i ærmet og ikke i hånden? Tager vi de rette hensyn? Når tingene spidser til, kommer der hurtigt en social kontrol.

Jo tydeligere det fælles mål er, jo større social kontrol.

Hvis det fælles mål fortoner sig, så falder også den sociale kontrol. Hvis man ikke har et fælles mål, er der jo ingen grund til at have social kontrol. Derfor stiger den sociale kontrol i disse uger, for vi har alle et fælles mål: at komme gennem krisen.

Og social kontrol i et vist mål, kan være godt nok. Det kan betyde, at kærligheden retleder os og giver os rammer at tage hensyn i. Kærlighedens opgave er ikke kun at skabe frie rammer, det er også at give os rammer at være i, og at kunne være til i. Rammer, der også er båret af hensynet.

Det er klart, at disciplene også følte, at de havde et fælles mål. En fælles mål, der var rettet mod Jerusalem, og det, som de håbede skulle ske der. Og det fælles mål skabte i dem en stærk moral, der var rettet mod det ene.

Derfor forvirres de af kvinden i Simon den Spedalskes hus. Kvinden, der kommer ind og overhælder Jesus med kostbar olie. Kvinden forvirrer deres retning. Kvinden sætter deres kompas ud af kurs. Hun kommer til at sætte en anden retning.

Og derfor overfuser de hende, som der direkte står. Overfuse er et voldsomt ord. Der er stærke følelser på spil. For hun sprænger den fælles retning.

Fællesskabet er en stærk størrelse og i disse uger er fællesskabet over i købet defineret som det afsondrede fællesskab, hvor vi er fælles på afstand. Det er i grunden måske voldsommere, for her kan vi ikke se hinanden ordentlig, og derfor dukker der forestillinger op om, hvordan de andre gør.

Den jødiske filosof Elias Canetti tænkte over massens psykologi. Med baggrund i det tyvende århundredes politiske og sekulære ideologier, hvor netop massen fik magt, foretager Canetti sine analyser. Massen er blind, formbar, og elsker lighed og retning, siger han. Det er dette disciplene til en vis grad udfolder.  Dette bryder kvinden med sin egentlig absurde handling. Hun sætter en anden virkelighed igennem ved sin handling. Kvinden bryder gruppens retning.

Her kunne Jesus have sat hende på plads for at bryde retningen. Men han gør det modsatte. Han gør det modsatte ved ordene: ”lad hende være!”. De tre ord er vitterligt evangeliets kerneord i dag: lad hende være.

Lad være med at være optaget af de andres gøren og laden. Det er massens konstante angreb på dem, der ikke lever som de bør. Lad hende være. Det er frihedes ord ind i en verden af kontrol.

For det er ikke nok, at det kunne være anderledes. At det kunne være anderledes, det er den virkelighed, der ikke er der endnu og måske aldrig kommer. Lad være med at bestemme andres retning, når det ikke skader din.

Det ville være anderledes, hvis kvinden for eksempel var begyndt at slå på de andre. Så ville ordene ”lad hende være” næppe være faldet. For da havde hun overtrådt en grænse. Men i hendes adfærd over for Jesus finder vi en kærlighedsgerning, som nok sætter fællesskabets retning på prøve, men som ikke overskrider en grundlæggende etisk grænse.

For fællesskabet har travlt med, hvad hun kunne have gjort. Det har fællesskabet altid. Det sprænges med Jesu ord: lad hende være.

Det er måske ord, vi skal lytte efter særligt i denne tid. For hvis vi glemmer hende, så er friheden tabt. Så er der kun en retning. Så er der kun en vej.

Kvindens salving af Jesus peger på noget andet. Den peger ikke på den moralske retning. Den peger på Guds vej. For kvinden salver Jesus til graven, og derved peger hendes handling på, at Guds vej er en anden vej.

Guds vej ind i verden går ikke gennem fællesskabets magt, men gennem kors, død og grav. Altså gennem fornedrelse og død. Den vej går Guds vej, og det er det kvinden, med sin grænsesprængende handling, peger på.

Så to ting: fællesskabet har altid travlt med den enkeltes handlinger, og det kan være med god ret, men det kan sandelig også være med ensretningens magt i sinde. Derfor er Jesu ord til disciplene ren frihed og også ord, der skal lyde i dag, hvor vi hurtigt får øje på hinanden og på hinandens afstikkende mærkværdigheder. Lad hende være, lyder ordene.

Dernæst, så peger hendes handling på Guds handling i Jesus Kristus. En handling, der baner sig vej, der hvor vejen ikke synes at være.

Og det er netop evangeliets kerne: at Gud baner sig vej, hvor der ingen vej er. Når vi er lukket inde og lukket ude i håbløshed, tabt og sorg, så er ordet, at Gud kan baner sig vej igennem det, der synes håbløst, tabt og trist. I det mørke skal ordet også lyde: lad hende være! Lad mit barn være og lad ikke mørket få magt over det. Det er grundlæggende Guds ord til enhver magt – sorg eller død – der prøver at overtage os: Lad det barn være, for det barn er mit! Lad hende være!

Amen