Torsdag formiddag mødte 6. A fra Bindslev Skole op til en spændende rundvisning med sognepræst Katrine Kjeller i Bindslev Kirke. Sidste år fik mellemtrinnets to andre klasser samme spændende historie.
Sognepræsten bragte derfor i lighed med sidste år eleverne med tilbage til vikingetiden, hvor de første danskere blev kristne omkring år 800, hvilket er godt og vel halvandet århundrede før, at Harald Blåtand mellem år 960 og 985 rejste den store Jelingesten.
Herefter blev eleverne med genfortællingen ført frem i tid over bygningen af den lokale kirke mellem omkring år 1250 til Martin Luther og reformationen omkring 1520. Herefter gik det slag i slag med blandt andet døbefad til fonden og prædikestol frem til renoveringen af kirken.
Første store skridt skete med restaureringen i 1885 af det meget berømte kalkmaleri af Maria med Jesus på skødet. Næste store skridt blev taget, da man opdagede, at samme maleri var ved at blive destrueret af varmen fra kirkens oliefyr og fugt i væggen.
I 1982 gik man derfor i gang med det store projekt, som blandt andet førte til et nyt gulv med indlagt varme og den nye altertavle af kunstneren Arne L. Hansen. Først kasserede man dog efter skarpe protester fra menigheden en skitse af Johannes Hofmeister.
Ligeledes kom sognepræstyen ind på den meget gamle messehagel, som præsten og menigheden er utroligt stolte over og glade for, men som man også gerne vil have fingre i hos Nationalmuseet. Da den er meget slidt, bruges den dog kun af sognepræsten skærtorsdag til påske, men derfor har kirken også yderligere tre, hvoraf det kun er den nyeste, der jævnligt bruges.
Sidstnævnte kulturhistoriske vinkel nåede eleverne desværre ikke at få med denne gang, men i modsætning til sidste år, hvor kirketårnet var ved at blive kalket, fik eleverne til gengæld mulighed for at komme helt til tops. Kirketårnet blev på trods af vanskelige tider bygget så sent som i 1941 under 2. Verdenskrig. Til gengæld stammer selve kirkeklokken helt tilbage fra tiden, da kirken blev bygget.
Sognepræsten fik indlevet og engageret udlagt symbolikken både i altertavlen og kirkebænkenes udsmykning. Elever og lærere gik derfor også denne gang fra kirken med en stor oplevelse og masser af viden i bagagen.